CPH:DOX: En krig har ingen vinder

Af Anne Christine Fabricius

Det er ingen hemmelighed, at verdensbilledet har forandret sig markant i løbet af de seneste år. Det politiske landskab forandrer sig fra dag til dag, og i nogle dele af verden er en ny dag ensbetydende med flere civile dødsfald. Årets program på CPH:DOX er en klar opfordring til at få en bedre forståelse af den hårde virkelighed, som mange sårede sjæle lever i. Når man befinder sig i et trygt samfund, kan Syriens kaos virke som en fjern problematik, og man formår aldrig helt at sætte sig ind i, hvad det egentlig er, syrere må gå igennem. Selvfølgelig hører vi om Aleppo relativt ofte, men hvor meget fortæller medierne egentlig?

Hvis man spørger menneskerne bag nyhedssitet ’Raqqa is Being Slaughtered Silently’, så har de internationale medier fejlet. Mens offentlige henrettelser blev en del af hverdagen for Raqqas beboere, virkede de store nyhedsmedier ikke til at fokusere på det. Dette er grunden til, at den selvstændige nyhedsside RBSS fortsatte deres hårde arbejde, selv efter de havde taget magten over Raqqa tilbage efter Bashar al-Assad. Dog var friheden en kort fornøjelse. Efter Bashar al-Assad ankom Islamisk Stat, og med gruppens uhørte vold forstod Syrien hurtigt, at det ville give plads til død og ødelæggelse. Denne proces dokumenterer Matthew Heineman i City of Ghosts (2016). Rettere sagt, han dokumenterer de ubeskriveligt modige civiljournalister, som selv dokumenterer krigen indefra. Dokumentaren er en sammensætning af offentliggjorte private optagelser, private optagelser som aldrig er blevet vist før, og en række sammenklippede interviews. Man følger krigen, man følger flugten, og man følger frygten. Heineman har før bevist sit værd, og kvaliteten af City of Ghosts lever unægteligt op til Cartel Land (2015).

Aziz, RBSS’ ordfører, får rollen som fortæller i filmen. Han arbejder sammen med en række fuldstændigt utrolige personligheder, som dagligt sætter livet på spil for at bringe objektive nyheder til omverdenen. Raqqa er mildt sagt afskåret fra resten af verden, da Islamisk Stat har gjort et grundigt arbejde for at lukke for internetforbindelsen og minimere telefonsignalet. Da de fleste mennesker bag RBSS er flygtet, fungerer deres netværk med hemmelige informanter, som kommunikerer ved at sende krypteret materiale til dem udenfor byen, som så kan formidle det videre til offentligheden. Processen er farlig og kompleks. Heineman formår at vise metoden på bedste vis, selvom det er en udfordring, når megen af handlingen foregår på diverse små skærme.

City of Ghosts er brutal, men den er ikke den eneste, som portrætter Syriens hverdag. Mens den til en vis grad viser, hvordan Islamisk Stat bruger børn i deres hellige kamp, handler Obscure (2016) om, hvilke konsekvenser krigen har for de børn, som har været vidner til det krigsramte Syrien. Instruktøren Soudade Kaadan har fulgt den unge dreng Ahmad. Han har mistet sin storebror til krigen, og bor nu i en flygtningelejr i Libanon. Krig har i mine øjne aldrig været smukt; men hjerteskærende bliver det for alvor, når det rammer børnene. Ahmad er en af dem, som er ramt. Faktisk er han så traumatiseret, at han har glemt, hvor han kommer fra. Han ved, at han er syrer, men han kan intet sige om sin hjemby. Drengen er dybt påvirket af sine minder, og han har gemt sig langt inde i sit hoved. Det er svært at hive enkelte ord som ’ja’ og ’nej’ ud af ham. Barndommens uskyld er langt væk. Obscure giver en indsigt i, hvordan barndommen ødelægges for dem, som dagligt lever i kaos. Dokumentaren er rørende og nødvendig i dens udstilling af en sandhed, vi bør konfronteres med.

Mens civiljournalisterne i City of Ghosts kritiserer de internationale nyhedsmedier for ikke at være objektive, forsøger All Governments Lie (2016) at give en begrundelse for, hvorfor de netop ikke er det. Instruktøren Fred Peabody har samlet et mediefagligt stærkt hold, der prøver at give én indsigt i, hvordan mediebranchen fungerer. Det er en hyldest til den objektive journalistik, men samtidig er det en direkte kritik af de større nyhedsmedier. Vi lever i en tid, hvor nyhedsværdien bestemmes af de forkerte mennesker. Den eneste måde at bevare kontrollen over informationerne, man bringer, er ved at holde sig væk fra dem med midlerne: de større virksomheder, der bruger nyhedskilderne som reklameplatform. Men hvor skal pengene så komme fra?

Både fiktionsfilm og dokumentarer kan give deres eget bud på, hvordan det internationale landskab burde se ud. Der er ofte en politisk undertone, selvom den ikke nødvendigvis altid er i fokus. Spillefilm rører os, får os til at grine og græde, og selvfølgelig glemmer vi dem ikke efterfølgende. Men dokumentarer tvinger os øjeblikkeligt til at tage stilling til det valgte emne, og de giver plads til en reel refleksion. Vi skylder Aziz, Ahmad, og alle de mennesker, som udsættes for daglig vold, at prøve at forstå deres virkelighed. Vi kan ikke forholde os passive, uden i det mindste at forstå, at den vestlige metode ikke altid er den bedste. Aziz siger, at endnu en bombe ikke vil løse konflikten. Vi skylder Syriens folk at blive konfronteret med krigens hårde konsekvenser for dem, der udlever den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *