CPH:DOX: En bølge af håb i den evige brydekamp

Af Rasmus Molin Friis

Instruktør Andreas Dalsgaard portrætterer i Life is Sacred den rivende udvikling i colombiansk kultur- og samfundsliv fra hjertet af den politiske opposition. Baggrunden for den ny politiske bevidsthed er et værdisæt formuleret af en enkelt mand: Antanas Mockus.

 

Det ligner noget fra japansk børne-tv. En flok grønklædte aktivister farer rundt på en scene foran et energisk publikum, som svajer i takt og messer humanismens ord. I centrum af postyret står en sært befippet mand, ikke helt i kontrol med sine bevægelser, men med en aura så tyk, at man fristes til at række ud efter den. Manden er Antanas Mockus, lederen af den politiske opposition i Colombia og selve personifikationen af håb midt i frygten fra et halvt århundredes væbnet konflikt. La vida es sagrado, la vida es sagrado… Budskabet skriges mod himlen i et kollektivt udbrud. Livet er helligt.

Politikeren og mennesket

I over fem år har den danske instruktør Andreas Dalsgaard fulgt Mockus og er lig den colombianske befolkning blevet draget af den idealistiske ildsjæl. Ikke blot i fremtoning adskiller Mockus sig fra den arketypiske politiker; han motiveres ej heller af stemmemaksimeringens kortsigtede perspektiv, men af ønsket om at gøde humanismens grundidéer i det colombianske samfund.

”Det, der er meget interessant for mig at observere,” siger Dalsgaard, ”er den enorme intensitet, den enorme ild, han får tændt op under, og hvordan hans måde at drive politik på er meget præget af at finde ord og udtryk, der kan forplante sig i befolkningen og ændre værdier. Hele kampagnen er på symboler og ord. Ord som: ’Vi kom, fordi vi ville, ikke, fordi du betalte os’ og ’ikke alt er tilladt’ – i et land, hvor alt er tilladt, og hvor målet helliger midlet. Det var meget det, der tændte mig, og gjorde, at jeg blev interesseret i ham”

I Life is Sacred skitseres Mockus’ rejse fra borgmester i storbyen Bogotá til frontmand for Colombias værdimæssige revolution – den såkaldte grønne bølge. Portrættet udfoldes som en langsom dissektion af Mockus’ karakter, først på afstand, hvor mystik omgærder hans politiske persona, og senere bag det stoiske ydre, hvor et sårbart menneske af kød og blod åbenbares.

Den langsomme nedstigning i Mockus’ sind muliggøres af Dalsgaards fokus på den unge, kvindelige kampagneleder, Katharine, der udover at tjene som et referencepunkt for den vestlige seer også er filmens fortæller.

”Det var vigtigt for mig, at vi kom til at opleve, hvad Mockus betyder for befolkningen. Og det var derfor, jeg valgte at følge Katharine, for det er det blik, de har på ham, som er vigtigt at fortælle. For stort set alle mennesker – også dem, der er tæt på ham – er han næsten mere et ikon end et menneske, en Gandhi-agtig figur. Det var vigtigt for mig, at der inde bag denne politikerfigur også var et menneske.”

Volden som bagtæppe

Fokusset på individer i samfundets overklasse besværliggør fremstillingen af Colombias voldelige ansigt. Det beskyttende værn af sikkerhedsfolk, som konstant omringer valgets aktører, og de nedslående statistikker om antallet af ofre i konflikten er blot tegn på volden.  Hvordan skal man forstå projektet, hvis man ikke forstår problemet? Life is Sacred viser følgelig volden, men udpensler den aldrig. Det har sin årsag.

”Essensen for mig er i virkeligheden, at vi som publikum skal kunne forstå, hvad vores karakterer forstår, og hvad det er, de kan se. Hvis vi ikke har fornemmet og set volden, så kan vi heller ikke sætte os ind i, hvad de føler.”

”Vi er nødt til at plante volden, men samtidig er det ikke en film om vold og blod. Dette er vigtigt, for vi er vant til kun at se Colombia og andre konfliktlande ud fra det prisme, og både i den her film og i andre film, jeg har lavet, har det været vigtigt for mig at sige, at vi bliver nødt til at se det fra det andet prisme, som er de mennesker, der egentlig lever der – uden at glemme, at volden er der som baggrund.”

Midlerne over målet

For volden er til stede i Colombia og har været det så længe, at der nu er tale om verdens længstvarende væbnede konflikt. Det fordrer spørgsmålet, om det ovehovedet er muligt at standse den blodige spiral; og om historien om Mockus snarere er en om naivitet end succes?

Filmens håbefulde tone antyder et optimistisk svar, men i Mockus’ politiske filosofi – eller filosofiske politik – er spørgsmålet intetsigende i sig selv. Det handler ikke om målet, men om midlerne – værdierne. Der findes ingen slutning på fortællingen om et samfund, det ene opgør afløses altid af det næste – som internt forbundne nedslag i et uendeligt forløb.

”Mockus’ projekt er, som han selv beskriver det, en evig brydematch. Det er også sådan, et samfund skal forstås. Du har forskellige kræfter i et samfund, der brydes med hinanden, og den brydekamp slutter aldrig. Den vil altid pågå, og den vil altid bølge frem og tilbage.”

”Politikere bliver i sidste ende altid bedømt ud fra monumenter, og Mockus’ monument er ikke et hus, det er noget, som du ikke på den måde kan gøre fysisk. Det ligger som en software ude i samfundet, ude i kulturen, og de fleste colombianere vil i den grad anerkende, at han har haft stor betydning og har stor betydning som et slags etisk fyrtårn i politik og i samfundet generelt.”

Den selvforstærkende spiral, hvor magthavernes lyssky aktiviteter og befolkningens politikerlede går hånd i hånd, er en tendens ikke blot i Colombia, men også i den vestlige verden. I det lys kan begivenhederne i Life is Sacred betragtes som et ekstremt eksempel på et almindeligt fænomen. Vi kender det selv: En endeløs strøm af floskler cirkulerer i bedste sendetid og afslører et kollektivt tunnelsyn på klart definerede mål, selv om det i virkeligheden er midlerne, der bør defineres.

”Når man tager det perspektiv, så skifter fokus også på, hvad der er en succes – for Mockus’ succesparameter er primært, hvad den uddannelsesmæssige og værdiskabende effekt af hans handlinger har været frem for, hvad betydningen har været i forhold til økonomisk vækst. Det er at ændre incitamentet for, hvad der er et succeskriterium.”

Og det er en visdom, der ikke bør falme, uanset hvornår den Parkinsons-ramte Mockus falmer selv.

Life is Sacred har premiere i dag, lørdag d. 8., og vises yderligere mandag d. 10, onsdag d. 12 og torsdag d. 13 på CPH:DOX. Visningen d. 10. efterfølges af en debat, hvor Antanas Mockus selv deltager. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *