CPH:DOX: Det hjerteskærende og det humoristiske

Af Ditte Fiil Ravn

Sidste dag på DOX bliver en blandet landhandel, hvor to vidt forskellige film krydser min vej. Den første viser, at en dokumentar kan berøre en ligeså voldsomt som et Oscar-drama. Den anden, at dokumentarer kan være ligeså latterfremkaldende som en Will Ferrell komedie. De bliver afslutningen på en CPH:DOX der igen i år har været præget af alskens dokumentarer fra de klassiske til eksperimenterende, opmuntrende til opgivende, opfordrende eller skildrende, dem der blander det hele, og dem der enten var brutalt hjerteskærende eller mægtigt humoristiske.

Lad os starte med de dårlige nyheder, sådan foretrækker de fleste det i hvert fald, og dem er der mange af i Jesse Moss’ The Overnighters. En grufuld sandhed om finanskrisens konsekvenser, hvor mænd rejser til North Dakota for at finde arbejde i et ny opdaget oliefelt. De søger husly, i deres start på et nyt liv, hos byen Willistons præst Jay Reinke, som lader dem bo i kirken. Willistons beboere er mistroiske og bange for egne landsmænd, og Reinke må kæmpe hårdt for sin overbevisning om næstekærlighed.

En dyster fortælling om USA efter 9/11 og finanskrisen, hvor tillid og tro på det gode i verden omkring en er forsvundet. Alle forbander de ny tilkommende, og Reinke er i samfundets øjne blevet en beskytter af ekskriminelle og voldtægtsmænd, i stedet for en guds udsendt, der giver enhver en chance til. Ilden antændt af olie, bliver et gennemgående motiv, som måske beretter om en ildsjæl, en verden i flammer eller en kommende eksplosion. The Overnighters har samme potentiale som et velspillet drama, hvor personers identitet brister og en entusiast må bukke under for majoriteten. Hyldet i verden på bl.a. Sundance, og desværre særdeles overset på CPH:DOX.

Så til de gode nyheder. Eller måske er de faktisk lidt skræmmende, men i hvert fald sjove. Instruktøren Ulrich Seidl, der står bag Paradis-trilogien, har før begivet sig ud i dokumentaren og gør det igen med I Kælderen. Som I nok kan regne ud, så handler det om, hvad folk går og gemmer i deres kældre, og det er alt fra nazist-mannequiner til livagtige babyer i papkasser. Seidl sætter i sin film fokus på de lidt mere aparte kældre, og dermed aparte sider af mennesket. Med sine overdrevne iscenesatte billeder, skaber han æstetik og akavet humor, hvor de medvirkende må interviewes eller filmes i en forceret position.

Og humoren er drivkraften i Seidls film, og komisk timing er han eminent i. Anekdoter, som primært består af perverterede østrigske viser og historien om et maleri af Hitler som bryllupsgave, får tid på lærredet, og de skøre, skøre mennesker kan få lov at manifestere sig. Der er skabt grobund for, at folk kan grine af og ikke med, og Seidls portræt er kort sagt ikke kærligt.

Men der mangler oftest en relation til virkeligheden, som kun kort bliver berørt. Hvad betyder det for disse mennesker, at have denne kælder? Er de almindelige mennesker uden for, eller er de altid særlinge? Sjovt er det, men det er også hurtigt glemt uden en klar relevans. Filmen ender ganske vist med en kvinde i et bur, men det virker som et sidste krampetræk i forsøg på en dybere mening.

Apropos en kvinde i et bur, er I Kælderen nærmest en sexploitation-dokumentar, for seksuelle feticher er nu engang et klassisk skelet i skabet. Men i længden bliver det lidt trættende at se dominatrixen hænge lod på sin sexslaves testikler, og se ham slikke hende ren, efter hun har tisset. Det mangler en betydning, andet end at mennesket godt nok er sært.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *