CPH:DOX: Billedmagi mellem fakta og fiktion

Af Rasmus Molin Friis

Dokumentarfilmens rammer udvides til stadighed. Alskens eksperimenter flytter fokus væk fra registreringen af en objektiv virkelighed og betvivler sandhedsbegrebets holdbarhed. For hvad er egentlig virkeligt? I grænselandet mellem fiktion og fakta tester to af filmene i festivalens hovedkonkurrence, Dox:Award, dokumentarfilmens grænser og udforsker vidt forskellige samfund med en kompromisløs og konstant selvbevidst stil.

Hannes Langs I Want to See the Manager skrotter det klassiske narrativs konventioner og udvikler i stedet sin tematik i vidt forskellige segmenter – fra udødelighedsforskning i Detroit til intim ældrepleje i Thailand. Den tematiske kerne er nok en kritik af den materialisme, som driver udviklingen i det 21. århundrede, men det føles alligevel sekundært i en film, der med en traditionel, og ganske uhensigtsmæssig, dikotomi let kan beskyldes for at prioritere form over indhold. Filmens egentlige styrke ligger således i de visuelle repræsentationer af forskellige kulturer. Melankolien, der er indlejret i de minutiøst komponerede indstillinger, ligger som en tæt tåge over begivenhederne, og har man tålmodigheden og lysten til at lade associationerne vandre, vil den givetvis også indhylle en selv.

Det er især tydeligt i segmentet, hvor kameraet langsomt fjerner sig fra en flok legende børn og svæver ud over en trafikeret hovedvej for at ende hos børnene på ny. Nogle vil mene, at det er billedlir af den selvsmagende slags; jeg vil mene, at det er selvbevidst filmkunst. Det er en film, der er som skabt til at dele vandene, fordi den konstant søger subjektive associationer i beskuerens sind.

I den efterfølgende Q&A fremstod instruktør Hannes Lang som den mest forvirrede person i salen, men det er nu engang ikke alt, der kræver forklaring. I Want to See the Manager er en mindeværdig film – om ikke for sin samfundskritik, så for sin sanselighed.

Det samme kan siges om hovedkonkurrencens russiske islæt. Vodkaens bedøvende virkning hænger som en tung sky over postmanden Lyokhas tilværelse, men efter mange års alkoholmisbrug har han lagt flasken fra sig og forsøger nu at tælle dagene uden at dulme smerten. For der er ikke meget at fejre i Sølvløve-vinderen The Postman’s White Nights – en hybrid mellem fiktion og fakta med setting i en russisk landsby af den mildest talt deprimerende slags. Lyokha fordriver dagene med at fordele post til landsbyens beboere og lægge an på alt med en puls, mens det gradvist bliver tydeligere, at han har mistet forbindelsen til menneskerne omkring ham. Kun en lille dreng og en lokal landsbytosse med mere vodka end blod i årene synes at påskønne hans selskab.

Instruktør Andrei Konchalovsky formår på forunderlig vis at balancere humor, drama og regulære artfilmsindslag, ofte i de samme scener. De grynede billeder af Lyokhas soveværelse med lavkulturelt tv flimrende fra skærmen er næsten nedslående, men de afløses ofte af surrealistiske og sært opløftende stunder med en imaginær kat i centrum.

Senere monterer Konchalovsky kameraet på Lyokhas båd og lader postmanden svæve over vandet med ryggen til seerne. Den hæse motorlyd afløses langsomt af soundtrackets bedrøvede drone, og Konchalovsky lader billedet stå, så vi kan suge indtrykkene til os. Det er overdådigt smukt og overvældende af irrationelle grunde – et godt bud på DOX-festivalens stærkeste øjeblik.

Lyokha spilles af en skuespiller, og alle scener er åbenlyst instruerede. Alligevel føles The Postman’s White Nights helt og aldeles ægte. Det er en visuelt berusende undersøgelse af et ensomt sind i en isoleret verden – og en stærk understregning af, at dokumentarfilmen kan meget mere end at dokumentere.

Hovedprisen Dox:Award uddeles i aften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *