CPH:DOX: Æstetiske oplevelser

Af Ditte Fiil Ravn

Æstetik er uundgåeligt en del af alle film. Men om en film er æstetisk er en anden sag. Er billederne smukke, sanselige, og hvad fortæller de en? I dokumentaren kan æstetikken bl.a. anvendes til at fortælle med, formidle en følelse eller skabe en illusion. Tre film på årets CPH:DOX-festival benytter hver især disse formål. Nogle mere vellykket end andre.

A Cup of Tea er den norske instruktør Gunnar Hall Jensens fortælling om ham selv, der vil bygge et japansk tehus i en norsk skov. Et projekt der skal give mening til et ellers meningsløst liv, ifølge Jensen selv. Han er tilhænger af det japanske wabi-sabi verdenssyn, hvor man accepterer alts endeligt og ufuldkommenhed. Det smukke er i det grimme, og alt er i forfald. Han bygger huset over flere år, af råddent træ selvfølgelig, med hjælp og interesse fra tre mænd der også bor i skoven. Filmens æstetik formidler også wabi-sabi filosofien selv.

Instruktøren fortalte efter filmen, hvordan A Cup of Tea starter med smukke timelapses af den norske natur, hvor japansk musik akkompagnerer de stolte norske træer. Som filmen skrider frem bliver billederne mere kornede i en sepia-farvet tone, og wabi-sabi æstetikken træder ind. Yderligere understreges det uperfekte i en skarp kritisk fortæller, der synes Jensens idé er noget så åndssvag, og hans venner ligeså. Vennerne er også en bekræftelse af wabi-sabi, da de alle er syge, og især eksemplificeret er det i vennen, der kan dø når som helst. Jensens bizarre propaganda for en livsfilosofi er en underholdende fortælling om skæve eksistenser og en æstetisk udfordrende dokumentar.

En sadomasochistisk ceremoni er svært for en udefrakommende at forstå. En problematik instruktøren Lisa Mannheimer stod over for i hendes dokumentar The Ceremony om den franske dominatrix Cathrine Robert-Grillet, der i Paris udfører eksklusive, sensuelle S/M ceremonier og har undersåtter, der opgiver alt for hende. Ceremonierne i filmen er rekonstruktioner, filmet i Sverige, hvor den billedlige æstetik er blændende smuk. Filmet med mørke kontraster, varmt lys, og til tider et Nymphomaniac-lignende håndholdt kamera, bliver disse seancer filmens stærkeste og mest formidlende episoder om denne for mange absurde fetish.

Desværre afbrydes de gang på gang af standardiserede HD-interview, hvor kvinderne fortæller om Robert-Grillet og deres liv. De har lidt for meget taletid, hvor de ofte blot gentager sig selv, og man ærgrer sig hver gang, de smukke rekonstruktioner afbrydes. Da en kvinde slikker på et spejl, og man i voice-overen hører kvindens brev til Robert-Grillet, hvor hun underkaster sig hende, får man et glimt af, hvordan denne film kunne have været meget stærkere. Den mangler poesi og gennemgående sans for æstetik, og desværre går den gode historie tabt.

Men æstetikken behøves ikke kun at være colorgrading og kameravinkler. I Charlie Lynes Beyond Clueless har Lyne på samme tid skabt en konstruktion og dekonstruktion af teenage/high-school filmen, som vi kender den. Ved udelukkende at bruge klip fra midt-90’erne og frem til midt-00’ernes teenage-film, har han prøvet at skabe en high-school film i sig selv, imens den analyserende og observerende voice-over dræber illusionen. Filmen prøver at finde mening og budskaber i, hvad mange vil forkaste som hjernedøde ungdomsfilm, og det er en dybt underholdende beskæftigelse at overvære.

I velklippede montager, som Lyne står bag, flyder filmene sammen, og intensiteten forhøjes. Som da utallige horror/mord-fikserede klimakser rystes sammen til en stor massakre eller flere seksuelle debuter bliver et stort erotisk højdepunkt. Den kun 23-årige Lyne har begået et gennemført studie af sin generations ungdomsfilm, hvor vi dog må erkende at nostalgi og alder spiller ind i bedømmelsen. Illusionen bliver desværre brudt til tider, da klip der efter min mening ikke er high-school film, sniger sig ind. Som American History X (1998) og Romeo + Juliet (1996) – eller er det blot noget man må acceptere, når æstetikken er vigtigere end indholdet?

”A Cup of Tea” vises igen 15/11.

”Beyond Clueless” vises igen 16/11.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *