CPH PIX: Ved indgangen til tredje akt

Af Niels Harpøth

Årets festival er så småt på vej ind i sin tredje akt. Film har lavet ringe i vandet og blevet glemt i mængden. Det virker derfor passende at tage bestik af festivalsoplevelsen indtil nu.

Børnevold og asiatisk action

Et af de absolutte højdepunkter har været Sion Sonos hip-hopera Tokyo Tribe. Til denne film havde jeg de højeste forventninger. Vorherre bevares, Tokyo Tribe indfriede dem alle – og så også lige nogen jeg ikke troede, at jeg havde. Der blev uddelt håndmadder, vanvid og vilde dis’ i linde strømme – og hvor var det bare en fest af rang i Grand den ellers regnvåde lørdag aften.

Den udgjorde det første skud asiatisk action, som kom til at gennemsyre min PIX-oplevelse. Ud over Tokyo Tribe havde jeg onsdag den blandende fornøjelse af en impromptu double feature bestående af den koreanske Roaring Currents og den kinesiske The Taking of Tiger Mountain 3D.

Det asiatiske har været dækket ind af The Taking of Tiger Mountain 3D, hvis overliberale brug af slow-motion bidrog til en spilletid, der i hvert fald var tre kvarter for lang.  Oldboys Choi Min-Sik havde hovedrollen Roaring Currents som en admiral, der nedkæmper en japansk flåde med blot en håndfuld skibe.

Det kammede helt over i militær forherligelse, hvor de koreanske soldater var gode til benet, mens japanerne er ærkeonde. Dette var ganske morsomt søndagens film taget i betragtning. Fires on the Plain af Shinya Tsukamoto (Tetsuo: The Iron Man (1989) repræsenterer krig som et febermareridt, hvis rædsler bliver formidlet i en ultranær kameraføring, det ryster som en espeløv. Grimt var det og det stod i ganske fin kontrast til de to andre krigsfilm.

Børnevolden kom i form af den østrigske Goodnight Mommy af Veronika Franz og Severin Fiala og produceret af ingen ringere end Ulrich Seidl. Et par identiske tvillinger, Elias og Lukas bor i et luksuriøst hus ude på den østrigske countryside. Da deres mor vender tilbage efter et hospitalsophold med ansigtet svøbt bandager, overbeviser brødrene hinanden om, at hun kun foregiver at være deres mor. Hvad der følger er et psykologisk spil af rang, der trækker på lige dele We Need to Talk About Kevin (2011), Funny Games (1997) og Antichrist (2009). Det blev med andre ord lidt mørkt.

Lige så mørkt og ubehageligt blev det ikke helt med den belgiske Cub. Her kom spejdertrup på campingtur i karambolage med et stort brød af en massemorder og hans dyriske dreng af et sidekick. De to har udstyret skoven med al slags fælder, som spejderne og deres ledere prøver at navigere. På trods af at den ikke nåede sit fulde potentiale, og at den fumlede med sin tematik, udgjorde Cub en umanerligt underholdende biograftur.

Højdepunktet indtil videre

Torsdag aften bød på festivalens sidste visning af The Duke of Burgundy. Det er med lettet hjerte, at jeg kan rapportere at filmen får distribution i Danmark. Fra d. 21. maj har man mulighed for at nyde dette underskønne drama, der uden den store tvivl er den bedste, jeg har haft fornøjelsen af på dette års festival.

Der er tale om en film, som er helt umanerligt afdæmpet i sin behandling af et sadomasochistisk forhold i et universers, der i den grad eksisterer uden for tid og rum. Sidse Babett Knudsen leverede sammen med Monica Swinn to kræftpræstationer, og hvis ikke det var på grund af de interessant afkroge af PIX’s program, som jeg mangler at udforske, ville jeg skynde mig at få set instruktøren Peter Stricklands Berberian Sound Studio.

Men det må som sagt blive på et andet tidspunkt, når der stadig er så meget godt i vente på CPH PIX anno 2015.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *