CPH PIX: Karrieresnak med Mads Mikkelsen

Af Jakob Freudendal

Mads Mikkelsen er en mand med mange ansigter. Med fødderne solidt plantet i jorden går han ubesværet fra roller som skurk i verdens største blockbustere til hovedroller i Anders Thomas Jensens syrede universer drevet af sort humor. I løbet af et årti har Mikkelsen for alvor vundet terræn i Hollywood, hvor han i år kan opleves i bærende roller i to af de største film-franchises i historien – Marvel og Star Wars. Det ene udelukker dog ikke det andet for Mads Mikkelsen, der stadig vender tilbage til sine danske rødder med hovedroller i film af de højest-profilerede danske auteur instruktører.

Da vi møder Mads Mikkelsen i Grand Teateret, hvor han stiller op til en eksklusiv karrieresamtale med Informations filmredaktør, Christian Monggaard, bliver det hurtigt tydeligt, at årene i Hollywood ikke har forandret den danske Nørrebro-dreng. Som en pige blandt publikummet udbryder, er han jo bare en ”ordinary man” klædt i kaki-bukser og en afslappet striktrøje.

Det er først, når man kigger på biografens forreste rækker, hvor de såkaldte Fannibals sidder, at det bliver tydeligt, at vi ikke bare har at gøre med en hvilken som helst dansk stjerne. Gruppen af hardcore Hannibal-fans, der primært består af unge piger, følger Mads Mikkelsen verden rundt – selv til et interview på dansk i en københavnsk biograf.

”Jeg var særligt fascineret af det, jeg kalder dramaet i dansen”

Det er tyve år siden Nicholas Winding Refns – eller Yang, som Mikkelsen insisterer på at kalde ham – banebrydende genrefilm, Pusher, eksploderede ud over biograflærredet. Spillefilmsdebuten som den kriminelle narkomisbruger, Tonny, sparkede dørene ind for Mikkelsen, der indtil da havde arbejdet inden for teateret med roller i forskellige opsætninger ved det famøse Dr. Dante Teater på Frederiksberg.

Indgangen til arbejdet som skuespiller kom, da Mikkelsen blev tilbudt en plads i en dansetrup. Hans baggrund som gymnast gjorde, at han var enormt kropsbevidst, og denne egenskab gjorde ham bemærket som danser. Det var særligt dramaet i dansen, der fascinerede, og Mikkelsen begyndte derfor at studere teater ved Århus Teaterskole.

Det var dog allerede dengang filmmediet, som Mikkelsen havde øje for – for selvom teater sagtens kan være fedt, når det virkelig fungerer og man interagerer med publikum, så kan det trække tænder ud, når man spiller en lorte forestilling 90 gange i streg.

Fra gadesælger i Cannes til jurymedlem

Samarbejdet med Yang fortsatte to år efter Pusher havde sendt skælv gennem den danske filmindustri og i samarbejde med Triers dogme-projekt havde sat skub i endnu en dansk nybølge. Mikkelsen og Refn tog for første gang på Cannes-filmfestival med deres fællesprojekt, Bleeder (1999), i håb om at skabe opmærksomhed omkring filmen og skaffe international distribution. Det eneste problem var, at de ingen pressevisninger havde på festivalen og nærmest måtte forsøge at sælge den fra gaden.

Tolv år efter vandt Nicolas Winding Refn Cannes-prisen som bedste instruktør for Drive (2011). Året efter kunne Mikkelsen lukke fingrene om statuetten for bedste skuespiller, som han ganske velfortjent fik tildelt for sin mesterlige præstation i Thomas Vinterbergs landsbydrama, Jagten (2012). Slutteligt fik han den ærefulde plads som jurymedlem ved dette års festival – i selskab med folk som George Miller og Donald Sutherland.

Mikkelsens sejrsgang i den amerikanske filmindustri kommer ikke af et brændende ønske om international berømmelse – snarere tværtimod. Han laver de ting, som han har lyst til, om det så er i Danmark, USA eller et helt tredje sted. I udvælgelsen af roller er det særligt muligheden for at arbejde med interessante instruktører, eller et godt manuskript, der trækker.

Som dedikeret tegneserie- og grafisknovelle-fan var Mads Mikkelsen selvskrevet til rollen, som korrumperet troldmand i det nyeste Marvelskud, Doctor Strange (2016). Men en rolle i en stor produktion er i sig selv ikke nok til at overbevise den danske stjerne. Projektet skal pirre og han skal gerne have en klar ide om hvorfor det lige skal være ham. Lokket af et løfte om ”flyve kung-fu”, sagde Mikkelsen med det samme ja til rollen som Kaecilius.

Anderledes så det ud, da han blev spurgt om at bestride den ene titelrolle i Coco Chanel & Igor Stravinsky (2009), hvor han ikke bare skulle tale russisk og fransk, men også spille klaver og dirigere et halvfemsmandstort orkester. Instruktøren, Jan Kounen, havde set sig varm på Mikkelsen efter at have set ham i rollen som stortudende ballbuster i Casino Royale (2006).

Her sagde jeg ’kom tilbage om et par dage og fortæl mig præcis, hvorfor du vil have mig til at spille den her rolle’. For det ville jo klart være nemmere at caste en russisk skuespiller.”

Mikkelsen endte med at lade sig overtale til rollen som Igor Stravinsky, men på trods af en stram tidsplan og mange nye udfordringer, er det ikke denne rolle, Mikkelsen nævner som karrierens sværeste. Rollen som Svend ’sved’ forenede Mikkelsen med Anders Thomas Jensen for anden gang i De grønne slagtere (2003). Men det var ikke lutter lagkage at lave en kuleskør film om en slagterduo, der opnår forretnings-succes ved at sælge menneskekød, og samtidig markedsføre den som et drama. Det ville være en underdrivelse at sige, at det kreative makkerpar var en smule nervøse for at bryde med den enormt stærke tradition for socialrealisme i Danmark.

Det var en enorm lettelse, da vi hørte folk grine i biografen”

Ikke nok med, at filmen blev en kæmpesucces, så har den også været toneangivende for nutidig dansk film, hvor den sorte humor konstant lurer i baggrunden. Det er ikke mindst denne unikke forening af dramaet og komikken, der har vundet Danmark stor international anerkendelse i udlandet.

”Måske var det ikke noget han overså… cliffhanger”

Med foreløbigt ingen nye projekter på tegnebrættet, er det med stor glæde, at vi kan se frem til Mads Mikkelsen som Galen Erso i den nye Star Wars: Rogue One, der får premiere til december. Spin-off filmen udspiller sig mellem tredje og fjerde episode, og fortæller historien om Jyn Erso (Felicity Jones), der formår at stjæle plantegningen til dræbermaskinen med det sigende navn ”Dødsstjernen”. Mikkelsen spiller – måske, måske ikke – hendes far, der tvunget af imperiet designer det planetødelæggende våben.

Adspurgt hvordan i alverden hans karakter dog kunne overse den designfejl, der resulterer i våbnets ødelæggelse i Star Wars (1977), svarer Mads nonchalant, ”Måske var det ikke noget, han overså….”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *