CPH PIX: Årets film

Af Tilde Søgaard Carlsen

Endnu en CPH PIX filmfestival er forbi. På fjorten dage er over 200 film blevet vist i ti københavnske biografer og på seksten andre venues. Det har været film af forskellig genre og stil; for alle typer og enhver smag. I forsøget på at danne mig et overblik over oplevelserne vil jeg dagen derpå give et bud på seks særlige af slagsen; hermed årets film fra CPH PIX 2016.

Årets film: American Honey

Star er det meget passende navn på filmens hovedperson; filmens stjerne spillet af skuespilsdebutanten Sasha Lane. Hun stråler og funkler og passer perfekt ind både i filmens smukke stil som fortælling. Det er en roadmovie på kanten af samfundet i USA, hvor den amerikanske drøm måske er glemt, men hvor fortabte fremtidsudsigter fremtryller en her-og-nu-vitalitet og en I-don’t-give-a-fuck-mentalitet. Det er lyden og synet af et rammende tidsbillede i et næsten kvadratisk format med et fængende og dominerende soundtrack bestående af hip hop-, indie- og klassiske amerikanerhits. American Honey skiller sig ud ved at være gennemgående dynamisk, velspillet, følelsesfremkaldende og ganske enkelt smuk i alle sine enkeltdele som i sin helhed.

Årets dårligste: The Open

Noget lignende tredje verdenskrig er brudt ud, og en mand vågner op, fastbundet til en campingstol. Han er ingen krigsfange, men fange af en fransk tennistræner og hans trainee; verdensranglistens nr. fire. Tvunget til at spille tennis — uden net, bold, bane eller ketsjer — træner han dagen væk og opbygger gradvist et kærligt forhold til sine to fangevogtere. Mens krigen står på, tæller kun tennis; og med en dystopisk fremtidsudsigt er det eneste lyspunkt blot målet om at vinde French Open.

Idéen er original, men skuespillet ringe. Og i sin karakterspaltning mellem komedie og tragedie forbliver forvirringen fuldendt; og hvad, intentionen med filmen og følelserne var, fremstår som en irriterende uknækkelig kode.

Årets sjoveste: Death by Death 

Det er så nemt at grine af pik og patter, og det er efterhånden en garanti i de fleste komedier. Det er lavkomik og platheder for finessens kulturkritikere, men det (ene i hvert fald) er dog intet mindre end et yderst centralt element i festivalens sjoveste filmoplevelse. I Death by Death handler det om noget så ucharmerende som død, brystkræft og ødipuskomplekset, men disse temaer behandles på skønneste vis balancerende på hjertevarme og filmisk kreativitet, mens vores hovedperson Michels liv langsomt ser ud til at falde fra hinanden. Det er brysterne, der dominer — fortællingsmæssigt og billedligt: Den tilbagevendende historie fortalt af Michels mor, om hvordan hun ammede ham i over et år; morens brystkræft og Michels frygt for samme. Sjovest og smukkest bliver filmen i sine slow motion-sekvenser, som når Michel sammen med to kollegaer står i en svajende pardans med tre vindblæsere.

Årets skuffelse: Indignation

Som producer og manuskriptforfatter har James Schamus brilleret mere end én gang med filmhits som Brokeback Mountain (2005) og Tiger på spring, drage i skjul (2000). Derfor var jeg særligt spændt på at opleve ham i instruktørrollen i Indignation – og også særligt pga. hovedrollecastet i form af Logan Lerman. Desværre var kombination af de ellers så gode ingredienser ikke nok til et lige så godt resultat, der godt kunne trænge til lidt ekstra kant. For det er på ingen måde en dårlig film, men ej heller en film, der vil blive husket for noget særligt eller unikt. Det er charmerende karakterer og humoristiske replikker, der er nok til at fungere som afslappende underholdning. Men trods seriøse temaer som religiøs diskrimination og psykisk sygdom, virker filmen aldrig rigtigt fængende eller synderligt interessant.

Årets mærkeligste: The Greasy Strangler

Indsmurt i plat komik og frastødende eksistenser skiller The Greasy Strangler sig særligt ud fra mængden af mærkværdige film ved at trække grænsen mere end en tand for meget. Det er frastødende fedtet, katastrofalt kikset og ansigtsvrængende afskyeligt. Det er bevidst forfærdeligt udført med ekstrem absurditet, klamhed og tabubeskæftigelse som succeskriterier. Det er genkendelige temaer som forholdet mellem far og søn, og kærlighed, blot indrammet i fedt, nøgenhed, blod og mærkelige replikker — og så med et lige så besynderligt soundtrack! Det må nok siges at være den mest fedtede film — ikke blot på CPH PIX, men nogensinde!

Årets overraskelse: Paterson

Som en dejlig afrunding og en god afslutningsfilm for CPH PIX vistes Jim Jarmuschs seneste påfund, Paterson. Med en som altid suveræn Adam Driver i hovedrollen, og adskillige sympatiske biroller, overraskede Paterson med sin dvælende dynamik, små finesser og komiske finurligheder. I en afspejling af hverdagens trivialitet opstår små, enestående øjeblikke: I overhørte samtaler i bussen, gennem små variationer i den vante rutine og i samhørighed med den, man elsker aller højest. Tempoet er roligt og handlingen afdæmpet. Det er hverken den hæsblæsende suspense eller store konflikter, der driver fortællingen frem, men de små episoder mellem mennesker. Det er netop det tilbagelænede og uprætentiøse, der bringer opmærksomhed på alle de små ting i filmen såvel som i hverdagen, der så nemt overses i dagligdagens fart og mylder. Se derfor frem til Paterson’s officielle, danske præmiere den 5. januar 2017!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *