CPH PIX
CPH PIX 2018: Highlights fra festivalen

Af Sophie Worning & Gustav Stubbe Arndal

 

Vi er nu en uge væk fra CPH PIX, og sikke en oplevelse, det har været. Selvom ikke alle film imponerede lige meget, var der stadig et bredt udvalg af fantastiske, spøjse og interessante film, fra prisvindende mestre til bemærkelsesværdige debutanter.

Det er selvfølgelig umuligt for os at opsummere hele vores oplevelse på festivalen, som vi allerede har skrevet et dusin anmeldelser om, men her er en række værker, der blandt de mange film stadig sidder i vores tanker:

 

Sophie 

Mest tankevækkende: The Rider (Chloé Zhao)

The Rider, instrueret af Chloé Zhao, kunne have været en helt standard indie film. Men det gad Zhao altså ikke. Alle skuespillerne har aldrig spillet før – udover at filmens historie er baseret på hovedpersonens rigtige livshistorie. Brady Jandreau spiller en fiktiv version af sig selv som Brady Blackburn, og filmen viser hans indre kamp med at holde sig væk fra hesterodeo, efter en seriøs ulykke gør det umuligt for ham at fortsætte med sin passion.

Det, der gør mest indtryk, udover den semi-dokumentariske tilgang til Jandreaus livshistorie, er den skelsættende tilgang til machomiljøet i rodeoverdenen. Frem for at glorificere det, viser Zhao, hvor skadende og direkte farligt, det er for unge mænd at sylte i toxic masculinity hele deres liv. Det er et nytænkende perspektiv, vi trænger til at se mere af.

 

Mest visuelt opfindsomme – Mandy (Panos Cosmatos)

foto: CPH PIX

Der var sikkert mange, der drog ind til CPH PIX for at opleve Nicolas Cage gå bersærk (igen igen) i Panos Cosmatos’ hævnthriller Mandy, hvor Cage udøver utrolige mængder vold mod en religiøs sekt, der henrettede hans kæreste. Men det, der imponerer mest, er Cosmatos’ og filmfotograf Benjamin Loebs visionære billedside; filmen er dyppet i grynede 80’er farver, som til tider er æstetetisk blide og runde, og ellers oftest slår over i voldsomme røde og sorte mareridtssekvenser.

Udover de stærke og uafrystelige farver, bevæger filmen sig flydende gennem surrealistiske billedekompositioner og endda flere animerede scener. Det kunne have været lidt for meget af det gode i andre film, men i Mandy tilføjer det kun til den terroriserende atmosfære.

 

Største skuffelse: An Evening with Beverly Luff Linn (Jim Hosking)

Det er svært at forestille sig, at noget kunne gå galt med den 80’er-inspirerede kærlighedshistorie An Evening with Beverly Luff Linn. Den har den britiske indie instruktør Jim Hosking ved roret, som gjorde sig bemærket med den bizarre The Greasy Strangler i 2016. Rollelisten er bemandet med den ene kendte komiker efter den anden; alt fra Aubrey Plaza til Jemaine Clement, Craig Robinson til Matt Berry. Maria Bamford sniger sig endda ind i et par scener.

Men ak. Hosking er altid polariserende som instruktør, men denne gang er der nok få, som kommer til at nyde hans film. Den tørre og akavede humor, som fungerede fremragende i The Greasy Strangler, falder fladt her. Udover det, er filmen alt, alt, alt for lang. Det er trist at se så meget talent spildt, men lad os håbe, Jim Hosking finder magien igen med sin næste film.

 

Gustav

Mest nytænkende: Searching (Aneesh Chaganty)

Det lyder måske hovedsageligt som en gimmick, der hurtigt bliver for gammel: en hel thriller, der foregår på hovedpersonens computerskærme. Men Aneesh Chagantys debut er både en overbevisende demonstration af teknikkens potentiale og en overbevisende kidnapningshistorie.

I de fleste film er sociale medier hovedsageligt anvendt satirisk og uden omtanke for den måde, vi faktisk opfører os på i vores private online adfærd, men denne fascinerende crowd-pleaser låser en del af mediets potentiale op. Jeg er stadig ikke sikker på, om screen capture-filmen er her for at blive, men der var både større ideer og mindre øjeblikke i Searching, der føles historiske og banebrydende. Hvis dette er begyndelsen, vil jeg gerne se, hvor det ender.

 

Mest tårevældende: Shoplifters (Hirokazu Kore-eda)

foto: Filmbazar

Hvis jeg skulle pege på et centralt tema i mange af festivalens film, ville det være familie. Fra Paul Danos retro familiedrama Wild Life til børnemishandling i Capernaum er familieforhold blevet præsenteret fra både sin ækle og skønne side. Men ingen familie har bevæget mig så meget, som den i Hirokazu Kore-edas guldpalmevinder Shoplifters.

Selv inden filmens hjerteknusende slutning vælder tårerne næsten frem af ren sympati. Denne familie består af lommetyve og kidnapningsmænd, men deres kærlighed og omsorg for hinanden er noget af det reneste, der findes, og selvom illusionen om deres sammenhold forsvinder, er deres tragedie vist med en gennemtrængende humanisme. Længe efter jeg først så den, sidder jeg stadig og håber på, de en dag finder glæde og lykke. Et nænsomt mesterværk.

 

Sjoveste: Sorry to Bother You (Boots Riley)

Der kan skrives lange analyser og artikler bare om denne films politiske meddelelser, og jeg vil gerne læse dem alle sammen, men for mig er overskriften, hvor hylemorsom, Boots Rileys radikale debutfilm er. Det er en absurd rejse ind under huden på det kapitalistiske system, vi (og i særlig grad USA) lever under. Dens humor slår konstant opad mod de store systemiske problemer, og næsten hver eneste joke lander med et brag.

Der er stof til eftertanke, men Sorry to Bother You er endnu sjovere end den er fascinerende. Og det siger ellers ikke så lidt.

 

Mest rystende: First Reformed (Paul Schrader)

Det er næsten altid umuligt at pege på et enkelt værk, der fundamentalt ændrer ens synspunkt. Men Paul Schraders nyeste film rystede mig i min grundvold. Jeg har længe været optimist; jeg tror på, at menneskehedens bedste side vil sejre i længden, og jeg føler, at et pessimistisk liv er spildt på bekymring. Men Ernst Tollers enorme vrede er sivet ud af First Reformed, og er sat sig et sted dybt inde i mig.

Det føles næsten ligegyldigt at snakke om, hvor fantastisk Ethan Hawke spiller, eller hvor smukke filmens billeder er, eller hvor fængende en atmosfære den har.

Der er brug for en radikal ændring i det globale økonomiske system, hvis vi skal kunne leve på planeten længe nok til, at jeg kan gå på pension. Kommer det til at ske? I First Reformed er fortvivlelse og håbløshed det eneste svar, der er at finde. Jeg har ikke fundet et alternativ endnu.