MAMMA MIA! HERE WE GO AGAIN:
Corny og klichéfyldt sommerdans under solen

Præcis 10 år efter premieren på den storsælgende, ABBA-hyldende musical Mamma Mia! The Movie (2008) er hele det stjernespækkede, originale hold igen samlet på rollelisten til efterfølgeren Mamma Mia! Here We Go Again. Dog er Meryl Streep stort set skrevet helt ud af manuskriptet, og filmen lider desværre et væsentligt tab i hendes fravær.

I Mamma Mia! Here We Go Again skal Sophie (Amanda Seyfried) løfte arven fra sin afdøde mor Donna (Meryl Streep). Sophie står overfor genåbningen af hotel Bella Donna på øen Kalokairi i det græske øhav. Hun har inviteret hele det gamle slæng til åbningsfest: hendes mand og tre fædre, og selvfølgelig Donnas to sprudlende og excentriske veninder Tanya og Rosie.

Sophie mærker presset på sine skuldre, og da hendes kæreste Sky (Dominic Cooper) er på forretningsrejse i New York, står hun selv med alt ansvaret; ligesom hendes mor gjorde for 25 år siden. I flashback-sekvenser fortælles historien om Donnas egen ankomst til øen og hendes affærer med de tre mænd, som har gjort faderskabet for Sophie til et fællesprojekt. Der krydsklippes imellem Donnas ungdom og Sophies nuværende liv, og paralleluniverserne er så klichéfyldte, at det bliver kvalmende sukkersødt.

Den unge Donna spilles af Lily James, som tilfører rollen den samme naturlige charme, som Meryl Streep gjorde. Det er dog stadig et stort tab for filmen, at Streep ikke selv spiller med, da hun var et af de helt store højdepunkter i den originale film.

Christine Baranski er som sædvanlig skøn i rollen som Tanya, Donnas nyligt fraskilte veninde, og hun bringer som en af de eneste det humoristiske pust, filmen ellers i store dele mangler. På trods af en stjernespækket rolleliste, fyldt af både talent og erfaring, kan de dygtige skuespillere dog desværre ikke løfte det noget uoriginale manuskript og de klichéfyldte replikker op på mere end et lige akkurat hæderligt niveau. Skuespillet kommer til at virke overfladisk og indøvet, og selvom det er en imponerende bedrift i sig selv, at produktionen har samlet hele det originale cast, kan dette i sig selv ikke kompensere for den forudsigelige og overdrevet corny fortælling.

Filmens tag-line er: “sommerens store feel good-film”, og man sidder da også med et smil på læben og rokker med under tidsløse klassikere som “Dancing Queen” og “Mamma Mia”, men rosen skal tilkendes ABBA og deres fænomenale evne til at skrive hits, snarere end producenterne bag Mamma Mia-filmen. Sangene understøttes af kedelige koreografier, som gør indtrykket mere rodet end appetitligt, og musikstykkerne flettes ind i historien på en akavet og påtaget måde, som vidner om, at historien er skrevet til sangene og ikke omvendt. Det er dog dejligt, at instruktør Ol Parker har gjort plads til andet end hit-melodierne, og at ældre klassikere som “When I Kissed The Teacher” også er blevet en del af fortællingen.

Kommentarer