COMEBACK: Fyrre, fed og charmerende lummer

Af Jeppe Asholt Norup

Der er ingen skam i en komediefilm med lavkomiske punchlines som ”du kan ikke komme ind, jeg sidder lige og gokker” og ”det kan godt være, hun var femten, men hun var da stram som en tolvårig”, når der samtidig og på kontrastfuld manér tages både seriøst og hjertevarmt hånd om dannelsesrejsen imellem en far og hans datter.

I Natasha Arthys nye charmerende skud Comeback spiller Anders W. Bertelsen den afdankede stand-up komiker Thomas Vang, der desperat mislykkes i at genfinde den succes, som han igennem halvfemserne mæskede sig i. Thomas er nu fyrre, fed og ikke mindst tyndslidt af sine egne lumre jokes om at kneppe damer, hvis troværdighed for længst er løbet fra ham, og han må tage sig til takke som gæsteopvarmer for stand-up-danmarks nye store kometdarling Mads Andersen (Peder Thomas Pedersen).

Og midt i Thomas’ livskrise dumper teenagedatteren Frede (Sarah-Sofie Boussnina) op for at konfrontere ham med hans sølle farkunstskaber, og lidt efter lidt går det op for ham, at han må sadle om, få nye venner og finde nye og mere sofistikerede måder at levere komik på.

Dannelsesrejsen bliver skildret fint dramaturgisk, hvor Thomas’ vej fra sej, ungdommelig funnyguy med skatertophue til ansvarsfuld faderskikkelse skaber mærkbare gnidninger, hvilket Bertelsens nærværende vildskab og autentiske verbale opfarelser får markeret filmen igennem.

ANMELDELSE AF:
Comeback

ORDET SYNES:

4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Natasha Arthy

LAND:
Danmark

Efter nævenyttig bilrudesmadring og hysterisk gadeoptøjer får Frede allernødigst lov at komme med sin far på Mads Andersen-turné, mens Thomas i samme ombæring, og på Mads’ sleske opfodring, nægter at ledsage sin datter på druktur i byen. Alligevel må han dog modstridigt tage sig selv i at beglo Fredes silikoneimplanterede blondineveninde (Roberta Reichard), der også er kommet på slæb.

Scenariet kommer hermed ikke så meget til at handle om Thomas’ karrieremæssige comeback, men i større grad om hans comeback som far til sin datter, der pludselig og helt utilstedeligt (ifølge Thomas selv) er gået hen og blevet til en uregerlig teenager. Det er denne kendsgerning Thomas må sande – nemlig at han er blevet voksen og har en lyslevende datter.

”Kommer der også arbejde ud af dig, når du skider” spørger Frede sin far i sin konstante fornærmelse over hans faderlige fravær, hvilket blot får Thomas til svare ”ja, det gør der faktisk!”. Bertelsens farfigur reflekterer på den måde samme aldersmæssige niveau som datteren selv, og dette er et stærkt charmerende samspil at følge.

Blandt andet slår de sig løs i en både brutal og forløsende rapbattle i deres et fælles opgør mod Mads Andersens ukuelige arrogance. Mads spilles overlegent glatnakket af Gramsespectrums Peder Thomas Pedersen, der i nærmest pinlig Casper Christensen Klovn-stil tisser i hotelpotteplanter og optræder upassende nøgen.

Det er denne lumre og inkarnerede barnlighed, der her gøres op med. Thomas må altså smide tophuen og tage tyrene ved hornene. For selvom ens jokes rammer et godt stykke under bæltestedet, kan man godt have hjertet på rette sted.

Comeback efterlader hermed et ganske livsklogt budskab om, at man sagtens kan opføre sig både ordentligt og respektfuldt, selvom man bibeholder sin indre ungdommelige sjæl. Og man kan derfor også nemt bære over med, at filmen ender ud i en lidt for flødetyk farmands-egen-øjesten romantik.

Kommentarer