Anmeldelse
COLETTE: Keira Knightley forfører som viljestærk og epokegørende forfatterinde

Af Lise Burmeister

Claudine var navnet på alle pariserinders læber tilbage i 1900-tallets franske belle époque. Unge piger forgudede den spændende kvindefigur. De læste ivrigt med, når hendes frigjorte og dramatiske liv udfoldede sig i en række bøger af forfatteren Henri Gauthier-Villlars (bedre kendt som ”Willy”). Med sine bevægende historier og korte frisure, blev Claudine et modeskabende ideal for den moderne kvinde i Paris.

I Colette skildrer instruktøren Wash Westmoreland den sande fortælling om Claudines tilblivelse – og ikke mindst den sande kvinde bag succesromanerne. Men biografien om Sideonie-Gabrielle Colette formår også at stå tilbage som en fremragende hyldest til den stålsatte og normbrydende kvinde.

Filmen starter i 1892, hvor den unge Gabrielle (Keira Knightley) rejser fra sit lille fransk landsted til det store og livlige Paris. Med sig har hun sin ældre ægtemand – den famøse og kvindeglade Willy (Dominic West). Det er et ægteskab med en gensidig tiltrækning og smag for livet, men de prætentiøse og kedelige selskaber, hvor Willys nye unge kone vises frem, bliver hurtigt trættende for Gabrielle. Blandt de mere kulturelle og frisindede omgangskredse i Paris stortrives hun, og her skaber hun hurtigt et nyt navn for sig selv – nemlig Colette. Hun begynder at forfatte Claudine-bøgerne med inspiration fra eget liv og tanker, og udgiver dem under manden Willys navn.

Men langsomt vokser splittelsen i Colette. Presset til at skrive kommer både fra egne lyster, men også fra Willy om at holde pengemaskinen kørende og udgive flere bøger. Samtidig opstår trangen til at stå frem og tage æren for sine egne historier i takt med, at Claudine-succesen vokser. Undervejs forvandler det ellers lidenskabelige forhold mellem mand og kone sig til et makkerskab, hvor utroskab (med begge køn) bliver acceptabelt, og forretningen kommer først.

Især i det langsomt bristende ægteskab mellem Colette og Willy, kommer Keira Knightley og Dominic Wests kemi til udtryk. For begge skuespillere er bedst i filmen, når de er sammen. Hvad enten det er, når de elsker hinandens højest, eller når de skændes som hund og kat, formår Knightley og West at skabe gnister. Og West spiller rollen som den usympatiske, men samtidig charmerende franskmand aldeles godt. Han tilføjer en tilpas mængde sårbarhed og ynk til karakteren, hvilket udligner Willys tendenser til storhedsvanvid, udnyttelse og pengesjusk (en perfekt balancering mellem det grimme og det gode, som han også tilføjer sin karakter i det sublime HBO-drama The Affair (2014))

Men der er ingen tvivl om, at filmen tilhører Keira Knightley. Der er noget ved hendes look og spil, som gør, at hun altid brillerer i periodefilm. Og Colette er ingen undtagelse.

Som skuespillerinde er hun perfekt i rollen som den selvbevidste og grænsesøgende Colette, der vrider sig løs af samfundets normer og giver stemme til en generation af franske kvinder gennem sin litteratur. Hendes stærke ansigtstræk og udtryksfulde mimik skaber styrke og liv til karakteren. For i rollen som Colette, er Knightley både blød, forførende, temperamentsfuld og frygtindgydende.

I en tid med #MeToo og #TimesUp-kampagner, står Colettes historie stærkt som en påmindelse om alle de kvinder, som var forud for deres egen tid. Kvinder, der ikke lod sig binde af samfundets normer – hverken ægteskabet, kvindeundertrykkelsen eller seksualiteten.