Anmeldelse
COLD WAR: Kærlighed i kommunismens tid

Af Sofie Johansen

 

Hvordan ville du have det, hvis det eneste menneske, du virkelig elskede, var det eneste menneske, du ikke kunne være sammen? Cold War er en tragisk og stormbrust kærlighedsaffære, der strækker sig over årtier og landegrænser i skyggen af Anden Verdenskrig og kommunismens fremtog.

Det er Polen i slutningen 1940erne. En samling af mennesker rejser rundt med en båndoptager og lytter til polske folkeslags sangskatte. Opgaven er at sammensætte et hold af talentfulde unge til at optræde rundt omkring i landet med traditionel folkemusik og dans. Med dem er den flotte dirigent Wiktor (Tomasz Kot), og til en audition får han øje på den sensuelle Zula (Joanne Kulig). Hun er tydeligvis ikke fra bjergene, men hun har det ”it”, der skal til for at brænde igennem på en scene. De begynder en affære, og deres kærlighed brænder et spor henover Europa.

Pawel Pawlikovski er nok Polens mest anerkendte, nulevende instruktør. Før Cold War lavede han Ida, der i 2015 vandt en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film. Ligesom Ida kredser Cold War om Polens smertefulde historie og uskyldstab fra før Anden Verdenskrig til efter Murens fald. Det er en fortælling om kærlighed, men det er ligeså meget en fortælling om et land i dyb krise, indhyllet i mørke efter mange grumme år.

I en scene i starten af filmen skal der hænges et banner op foran det palæ, hvor de afholder auditions. På banneret står der ”Vi velkommer i morgen”, men ham, der forsøger at hænge det op, falder ned fra stigen, og banneret hænger bare dingler. For der er ikke noget i morgen. Der er kun i går, og det gennemsyrer Cold War. Som når den tilsynshavende partiudsendte Kaczmarek (Borys Szyc) ligeledes erklærer, at der er behov for et hyldestnummer om Stalin; selvom han intet har med de traditionelle, polske bjergviser at gøre.

Kærligheden mellem Wiktor og Zula er fortællingens hjerte. Vi føler med dem og håber på, at de kan finde lykken med hinanden. Men deres kærlighed er på én og samme tid grænsemættet og grænseløs.  Vi følger dem fra Polen til Berlin og videre til Paris og Italien. Trods jerntæppet, der i denne periode tungt har sænket sig over Europa, formår de to elskende at springe tidens rammer.

Som Resnais gjorde i Hiroshima mon amour (1959), leger Pawlikovski med fornemmelsen for tid og kronologi. Der er få forklaringer, og det er ikke altid lige klart, hvorfor Wiktor og Zula tiltrækkes og frastødes som magneter efter humør. Det er også irrelevant. Kærlighed er ikke rationel, og den intensitet, hvormed Tomasz Kot og Joanna Kulig formår at portrættere Wiktor og Zula, transcenderer lærredet og slår ned som et lyn.

Cold War er en sanselig oplevelse – trods sin temperaturforladte titel. Det skyldes i høj grad cinematografen Lukasz Zal, der også arbejdede med Pawlikovski på Ida. Oprindeligt havde Pawlikovski forestillet sig Cold War i farver, men da han sad med datidens farvepalet af brune nuancer, ombestemte han sig. Og det var et klogt valg, for Cold War ville ikke have haft samme mavepustereffekt uden sin ekstremt klare, monokrome og sprøde billedside. Det er en vanvittigt smuk film.

Pawlikovski har selv udtalt, at filmen er en hyldest til hans forældre. Deres kærlighedsaffære varede over 40 år, og var ligeså passioneret og grænseløs. Der er dog ingen tvivl om, at han har taget sig nogle kreative friheder. Men det gør ikke Cold War mindre fascinerende. Det er uden tvivl én af årets vildeste kærlighedshistorier, og den sidder i kroppen længe efter, man har forladt biografsalen. Bestemt noget af det smukkeste, filmmediet kan præstere.

Kommentarer