COBAIN: MONTAGE OF HECK: Galt geni letter fra papiret

Af Ditte Fiil Ravn

En del er vel efterhånden stødt på den famøse Kurt & Courtney (1998) til en 20’er i en Tiger-butik eller foreslået af Netflix. Nick Broomfields konfrontatoriske dokumentar udforskede omstændighederne for Cobains selvmord og fik godt og grundigt klandret Courtney Love som meddelagtig. Det var en film, der var drevet af hævngerrige, bitre mennesker, der ville have deres øjeblik foran kameraet. Som kontrast står denne granskende hymne til Cobain, der gennem tegninger, dagbøger, video og lydoptagelser skaber en øjenåbner med sit portræt af en torteret sjæl – og denne gang kan både kone og familie nikke anerkendende med.

For de deltager alle i dokumentaren, hvor de beskriver Kurt Cobain fra fødsel til død, som de så ham, og som han så sig selv. Dugfriske arkivklip, der før har været urørt af offentligheden, har fundet vej til det store lærred og giver et rent og uspoleret indtryk af den virkelige Cobain. Optagelser fra barndommen, hvor han hopper rundt med sin guitar, og hjemmevideoer af en skæv Cobain, der bærer på sin datter, giver den intimitet, vi så inderligt søger i en portrætdokumentar. Det er et kærligt billede, hvor Cobain er et offer, et geni, men også en fortabt junkie.

Den titelnævnte montage er bogstaveligt talt en rejse ind i sindet på forsangeren i Nirvana, hvor vi træder ind i hans organer og blodceller. Vi ser verden, som kun han så den, i hyperaktive montager med klip, der både fascinerer og forskrækker: Som en eksorcist-baby med grønne øjne eller en hjemmelavet tegning af en hund, der spiser et menneskehoved.

ANMELDELSE AF:
Cobain: Montage of Heck

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Brett Morgen

LAND:
USA

Ubehaget spreder sig langsomt, og man mærker et galt genis hjemsøgende tanker på egen krop. Det hele stammer fra hans dagbog, tilfældige skriblerier, kunstværker og tegninger, som bliver levende foran os, da teksten vokser ud af noteshæftet og flagermusene letter fra papiret.

I stil med Cobains egen skabertrang, har folkene bag dokumentaren yderligere bidraget til fortællingen med en mere sjælden fortælleform. Cobains private lyddesigns og optagelser bliver lydspor til animerede sekvenser, der er lavet til filmen. Animationen er billeder på Cobains eget syn på sin opvækst – den som videokameraerne ikke indfangede. Selvom stilen er mindre dyster end hans egen, fornemmer man Cobain i animationen og mærker metakommentaren om hans passion for at udtrykke sig gennem kunsten.

Sammenblandingen af videooptagelser og verdenssyn gør, at vi får indblik i den indre og ydre Kurt Cobain, og det skaber et enestående, veldokumenteret portræt, som både ægte fans og nybegyndere kan få glæde af. Således er filmen med sine 132 min. fra start til slut et enerverende og fascinerende studie. At den slutter pludseligt, og lader det måske mest debatterede emne om hans selvmord være udiskuteret, kan man nemt tilgive, da man nu mere end før ved, hvem Kurt Cobain egentlig var.

 

”Cobain: Montage of Heck” vises i en række danske biografer 23-26. april.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *