CLINT EASTWOOD: Den hippe klassicist

Af Bjørn Juul Andersen

Den biografaktuelle American Sniper, Clint Eastwoods spillefilm nummer 34 som instruktør, er blevet modtaget med begejstring af både anmeldere, publikum og især Oscar-komitéen, der overraskende nominerede filmen til hele seks Oscars til trods for filmens glorificering af den kontroversielle amerikanske snigskytte Chris Kyle. Eastwood har igennem sin lange karriere i filmbranchen altid befundet sig solidt plantet mellem det gamle og det nye, det traditionelle og moderne, det tilbageskuende og fremadskuende. Men alt har ikke altid været en dans på roser for den snart 85 årige Eastwood. Der skulle nemlig gå mange år, før han for alvor blev anerkendt for sine evner som skuespiller og instruktør.

Spaghetti på menuen

Den 29-årige Eastwood landende i 1959 en birolle som Rowdy Yates i western tv-serien Rawhide, en endimensionel helterolle som Eastwood ikke selv brød sig meget om, men som uden tvivl har været en god læreplads for den nysgerrige filmskaber. Efter fem ensidige år på den lille skærm tilbød en vis italiener ved navn Sergio Leone ham hovedrollen i sin lavbudget westernbearbejdning af Kurosawas Yojimbo (1961). Eastwood tøvede ikke et sekund, og A Fistful of Dollars (1964) skulle blive startskuddet til en imponerende karriere.

Leones nyskabende spaghettiwestern legede bevidst med den ærkeamerikanske genres konventioner, både i den pompøse stil og dystopiske tematik, og Eastwoods kyniske The Man with No Name var på samme måde modstykket til den pæne Rowdy Yates. A Fistful of Dollars og dens to efterfølgere For a Few Dollars More (1965) og The Good, the Bad and the Ugly (1966), begge med Eastwood i hovedrollen, blev store succeser og kulturelle symboler på 1960’ernes systemkritiske modkultur.

Eastwood havde på få år skabt sig et image som hård, sammenbidt og übercool machodræber og var i starten af 1970’erne en stjerne med hovedroller i store produktioner som Where Eagles Dare (1968) og Kelly’s Heroes (1970). Op igennem 1970’erne skulle Eastwood både videreudvikle og nuancere dette image, nu både som skuespiller og instruktør.

Anmelderne på nakken

1971 kan ses som et skelsættende år for Eastwood. I sin instruktørdebut, den psykologiske thriller Play Misty for Me (1971), viste Eastwood sit flair for at fortælle den gode historie i et klassisk filmsprog, der lå langt væk fra tidens innovative New Hollywood instruktører. I 1971 så verden Eastwoods nok mest ikoniske, men også problematiske karakter: den brutale strømer Harry Callahan fra Dirty Harry, instrueret af Eastwoods anden store læremester, Don Siegel.

Ligesom de amerikanske anmeldere i høj grad hadede Leones legefulde dissekering af den ellers så hellige westerngenre med, i deres opfattelse, en fuldstændig talentløs Eastwood i hovedrollen, blev Dirty Harry udsat for massiv kritik for dens påståede højreorienterede undertoner. Karakteren ’Dirty’ Harry Callahan, som blev set som uadskillelig fra Eastwoods egen person, blev, især af den venstreorienterede kritiker Pauline Kael, kritiseret for at være racistisk og fascistisk, en kritik der i mange år var klistret til Eastwood og derfor hans film.

Kaels ideologiske kritik af Dirty Harry er forældet og svær at sluge i dag, men skal ses som et udtryk for 1970’ernes iskolde politiske klima, hvor Eastwood blev set som talerør for Nixon af modkulturens bannerførere. Op igennem 1970’erne fortsatte den arbejdsomme Eastwood dog ufortrødent med at løsne op for sit Dirty Harry-image i især actionfilm som Thunderbolt and Lightfoot (Cimino, 1974), The Gauntlet (Eastwood, 1975) og Escape from Alcatraz (Siegel, 1979)

Endelig anerkendelse

Ligeledes blev instruktørtjansen med Play Misty for Me ikke en enlig svale, og 1970’erne bød på flere film fra Eastwoods kyndige hånd, heriblandt de to westerns High Plains Drifter (1973) og The Outlaw Josey Wales (1976), som i dag står som milepæle i westerngenren og i Eastwoods oeuvre. I starten af 1980’erne stod det klart, at Eastwood var mere end en bankable actionstjerne, men en instruktør af den gamle skole, der kunne skabe vedkommende og populære film i forskellige genrer.

Eastwoods film fra 1980’erne har ofte ham selv i hovedrollen som en enspænder, der, ligesom Josey i The Outlaw Josey Wales, dog finder fællesskabet til sidst. Bortset fra Eastwoods tilbagevenden til westerngenren i Pale Rider (1985) og den biografiske Bird (1988) om jazzlegenden Charlie Parker er Eastwoods film fra 1980’erne ikke blandt hans mest hyldede.

Alligevel opstod der i 1980’erne en ny anerkendelse for Eastwood og hans film. I 1984 viste filmmuseet i Paris, Cinémathèque française, en retrospektive med Eastwoods film som både skuespiller og instruktør, mens Pale Rider i 1985 som første Eastwood-film blev udtaget til Cannes Filmfestival – kunstfilmens højborg. Tre år senere modtog Eastwood minsandten også en såkaldt Life Time Achievement Award ved Golden Globes for sit bidrag til filmkunsten. Eastwood blev pludselig ikke set ned på af det etablerede filmmiljø, men var på vej til at blive den velansete filminstitution, han er i dag. Men Eastwoods karriere var dog langt fra ovre, og de næste 25 år skulle blive hans mest succesfulde periode.

En filminstitution

Siden Bird i 1988 har Eastwood instrueret imponerende 21 spillefilm, og hans ambitioner er ikke blevet mindre med årene. Nu hvor han føler sig for gammel til selv at medvirke i sine film, får han bare nogle af tidens største skuespillere til at gøre det i stedet. Penn, Jolie, DiCaprio og nu Cooper. Listen er lang. Bevares, få af Eastwoods film igennem de seneste 25 år har været decideret vellykkede. Fra de forglemmelige Midnight in the Garden of Good and Evil (1997), Invictus (2009) og Jersey Boys (2014) og over de middelmådige The Bridges of Madison County (1995), Changeling (2008) og True Crime (1999) til mesterværker som Mystic River (2003), Letters from Iwo Jima (2006) og den firdobbelte Oscarvinder Unforgiven (1992) har Eastwood dog bevist, at han ligesom de gamle Hollywood-mestre som Hawks, Walsh, Curtiz og Wyler behersker mange forskellige genrer med sit klassiske og transparente filmsprog.

Svingende kvalitet til trods er Eastwood i dag en filminstitution, en hip klassicist, der på imponerende vis har formået at holde sig ’in the game’ og aktuel i mere end 50 år. Eastwood står, ligesom de gamle mestre fra Hollywoods gyldne periode, som én af amerikansk films helt store enere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *