Anmeldelse
CLIMAX: Himmel og helvede forenes i syret danseanarki

Af Martin Lundgaard Pedersen

At ordet ’provocateur’ ofte bliver nævnt i sammenhæng med Gaspar Noé kan efterhånden ikke komme som en overraskelse for nogen. Siden premieren på Irreversible (2002), der indeholder en 9-minutter lang kvalmevækkende voldtægtsscene, har den argentinskfødte instruktørs ukonventionelle og grænseoverskridende brug af filmmediet provokeret, udfordret og splittet publikums holdninger til ham.

Man fristes næsten til at spørge, om der er en mening med den galskab, film-provocateuren så ofte udsætter sit modige publikum for, men med Climax gør Gaspar Noé holdninger som disse til skamme. Den 95-minutter lange danse/horror-film formår med en overdådig visuel billedside at ramme balancen mellem provokation og reel mening i vekselspillet mellem himmel og helvede.

Climax er baseret på virkelige hændelser, men det er ikke svært at forestille sig, at filmen har taget sig visse kreative friheder i sin fortolkning. Handlingen udspiller sig i 90’erne på en nedlagt kostskole. Et danseensemble benytter den afsides lokalitet til at fokusere på dansen, men da de opdager, at der er blevet puttet LSD i aftenens sangria, ændrer euforien sig gradvist til et mareridt. Filmen forvandler sig til en slags Step Up (2006) på syre.

Koreografen Selva (Sofia Boutella) er det tætteste vi kommer på en decideret hovedkarakter, men både historien og kameraføringen florerer instinktivt mellem de 20 dansere, der befinder sig på kostskolen. De franske danseres basale karaktertræk bliver uddybet fint, men det føles til tider som et lidt for stort galleri af personer og konflikter, man som seer skal fokusere sin energi mod.

Trods et stort karaktergalleri er det klart hovedrolleindehaveren Sofia Boutella, der skiller sig ud. Den algeriskfødte skuespillerinde må da også siges at være oplagt i rollen som Selva. Hun har selv en fortid i den professionelle danseverden, og det bliver i Climax udnyttet til fulde. Filmens stærkeste scene tilhører da også Selva, der tynget af forvirring, beruselse og rædsel bevæger sig ud i en dans, hvor rytmen er underordnet og følelserne fundamentale. Med flydende kameraføring og hypnotiserende musik i baggrunden bliver koreografens sindstilstand visualiseret i en sådan grad, at man næsten ikke kan undgå både at blive draget og forfærdet af kroppens bevægelser.

Filmens styrke ligger primært i dens evne til at inkorporere seeren i en trance, som ligner karakterernes. Climax består hovedsaligt af lange, flydende indstillinger, der roligt bevæger sig gennem danseanarkiet. Trods filmens mangel på fremdrift og et decideret plot er det Climax’ visuelle identitet, der for alvor sætter sig fast på nethinden. Kameraføringen bliver en rød tråd gennem filmen og et stiltræk, der sammenknytter vekselspillet mellem det paradis og helvede, de 20 dansere oplever gennem nattens syretrip.

I Climax er det kontrasten mellem voldsomme scener og smukke billeder, som skaber kosmos i et kaos, der ellers kan virke uendeligt og uoverskueligt. Kameraets rolige bevægelser holder os fast i de velkoreograferede danse, der illustrerer både dansens sofistikerede og følelsesmættede natur. Således bliver Climax aldrig ulidelig at se på – den finder en balance, og formår i samme ombæring at skabe sit helt eget frygtindgydende og smukke univers.