CIRKUSDYNASTIET: Virkelighed overgår fiktion

Af Ditte Fiil Ravn

I cirkusteltet lyder bifaldet højere end nogensinde før. Cirkusdynastiet har fået folk til at rejse sig og klappe fra billedet går i sort, til lang tid efter rulleteksterne er forbi. Ved den første offentlige visning af filmen er publikum simpelthen henrykt. Nok fordi Cirkusdynastiet er for god til at være sand – men den er sand.

Cirkus Arena er Nordens største cirkus, og dets videreførelse ligger i barnebarnet Patrick Berdinos hænder. Hans kæreste er Merrylu Casselly, som kommer fra en af Europas største artistfamilier. Drømmen om, at de kan føre cirkusset videre og tage Europa med storm, er absolut inden for rækkevidde. Men problemerne lurer i paradis. Og Berdino og Casselly står ikke blot til at miste en unik mulighed for et uovervindeligt par, men også deres nærmeste familie.

Cirkusset rummer en fortælling og er en fascinationsmagnet uden lige. Vi bliver taget med bag facaden og indviet i, hvad der ligger bag de bævrende smil på manegen. Kameraet kommer helt tæt på og bliver en del af familien – Berdino og Cassellys drøm om deres børns forening bliver også tilskuerens, og vi kan grine kærligt med af deres hverdag, fordi vi føler, at vi kender dem. Men latteren kommer også i anerkendelsen af cirkussets absurde hverdag, hvor elefanter passes som hunde og stejler som heste. Komisk og kærligt i en seriøs verden.

ANMELDELSE AF:
Cirkusdynastiet

ORDET SYNES:

5-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Anders Riis-Hansen

LAND:
Danmark

Det hjerteskærende ligger i historien om familien, som Casselly og Berdino er blevet efter flere årtiers samarbejde. At drømmen bliver til mareridt pga. et tilsyneladende dumt skænderi om sms’er og jalousi gør ondt. Som i klassisk fiktion prøver familien ikke at presse, men lader Patrick og Merrylu træffe deres eget valg – det er virkeligheden, og det er ekstremt troværdigt.

For filmens historie minder jo nærmest om en fiktionsfilm, og plakaten med reference til Water for Elephants (2011) understreger det blot. Vi fascineres altid af ”based on a true story”, men når en dokumentar kunne være ”based on a made-up story”, så er det fuldstændigt betagende. Sammensmeltningen af virkelighed og pseudo-fiktion spiller. I stil med fiktionsfilmen bliver cirkuslivet også en metafor for den modgang, personerne må overvinde. Som når Patrick taler om at komme videre i livet, imens han løber rundt i en gigantisk trædemølle. Eller når Merrylu og Patrick prøver deres berømte nummer pas de deux med andre, hvor magien er forsvundet.

Cirkusdynastiet er medrivende på samme niveau som et fiktivt komediedrama og rent faktisk endnu bedre. Mødet med en verden af illusioner og talenter af en måske forgangen tid danner en poetisk og smuk ramme om en nærmest uvirkelig kærlighedshistorie. Havde filmen blot til tider skruet ned for pathos musik og provokeret sentimentalitet, havde der været ingen ende på denne films usædvanlighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *