CHRISTINA ROSENDAHL: Kunst eller journalistik

Af Ditte Fiil Ravn

I mødelokalet på SF-Film hænger plakaten for Christina Rosendahls nye film Idealisten, der handler om Danmarkshistoriens måske største politiske skandale og om manden, der lagde den for dagen. På grænsen mellem det danske og amerikanske flag vandrer en ihærdig hovedperson på plakaten, ligesom han ihærdigt vandrede i virkeligheden. Det er spillet mellem virkelighed og fiktion i en historie, der er så betydningsfuld, der bliver emnet for min og Christina Rosendahls snak.

 

Hun fik sit gennembrud med dokumentarfilmen Stjernekigger (2002) om sin søster, sangerinden Pernille Rosendahl, og blev for alvor kendt med ungdomsfilmen Supervoksen (2006). Nu står hun klar med en voksenthriller, der handler om den virkelige journalist Poul Brinks årelange jagt på sandheden om B-52 flyet der styrtede ned på Thulebasen og bar fire brintbomber med sig. En historie der første gang mødte Christinas vej tilbage i 2003 i form af Poul Brinks bog Thulesagen – Løgnens univers, som filmen er baseret på.  

“Min veninde gav mig bogen og foreslog, at jeg skulle læse den og se, om der var en film i den. Jeg var rimelig chokeret over alle hemmelighederne og løgnene, den indeholdt. Jeg ringede til Danmarks Radio for at tale med Poul Brink og fandt ud af, at han var død et år forinden af hjertestop på en løbetur. I stedet fik jeg kontakt til hans spanske enke og havde nogle møder med hende. Vi indgik en aftale om filmrettighederne også i 2003, og siden har den ligget, mens jeg har lavet dokumentarer, kortfilm og spillefilm. I 2008 startede vi så det store manusarbejde op, og der har været sindssygt meget research i det. Vi har talt med kolleger, chefer, gymnasievenner, folk fra Udenrigsministeriet og fået dem til at vurdere, om portrættet af Poul Brink og historien er troværdig.”

Autencitet og fiktion

”Baseret på virkelige begivenheder” er ofte et mere forvirrende end oplysende mærkat. Så jeg spørger Christina, der også har været med til at skrive bogen om til filmmanuskript, hvor meget der rent faktisk er sandhed i filmen.

”Filmen er baseret på virkelige hændelser, så vi har diskuteret meget, hvad der skulle være virkelighed i filmen. Jeg ser to spor, når man laver en fortælling: Det ene er det autentiske materiale, de historiske begivenheder. Her prøver jeg at være meget tro mod virkeligheden, selvom man ikke altid kan være det. I det andet spor handler det om, hvordan jeg synes, seeren skal fortolke og opleve filmen, og det er ren fiktion. Scenerne skal opleves, som om vi går ind og ud af dem alle sammen med Poul Brink. Vi skifter ikke lige pludselig synsvinkel, og det er min vision. I bogen optræder Poul Brink ikke selv som karakter, så hvem han var som person, har jeg researchet på og derfra skabt karakteren Poul Brink, som vi følger i filmen.”

Denne hengivenhed over for de historiske fakta viser sig også i filmens store mængde arkivklip fra de rigtige begivenheder. Faktisk hele 17 minutter.

”I starten vidste jeg slet ikke, at arkivmaterialet fandtes. Men da vi havde ledt i danske og amerikanske arkiver og set disse optagelser, var jeg helt blæst væk. Jeg kunne aldrig kunne lave noget, der var så stærkt. Så arkivklippene er for at bidrage til den autentiske nerve, som jeg også synes, gør filmen mere kraftfuld.”

Det tørre og det spændende

Autenciteten lever også i den detaljerede og besættende journalistiske modus, som er filmens overbevisning. Men den slags kan nemt blive kedelig at overvære, hvilket Christina var meget bevidst om, da filmen skulle laves.

“Sagen er tør og kompleks, og det egner sig normalt ikke så godt til film, da nogen helst skal blive forfulgt, og det skal være hæsblæsende. Men den motor – at nogen opklarer noget – har et spændingselement i sig, og den spænding giver fremdrift i opklaringsarbejdet.

“Jeg har prøvet at være så lidt melodramatisk som mulig. For jeg er en mere tør instruktør. Jeg tror, der er et regnskab mellem publikum og lærred, og hvis man pumper en masse følelser op på det lærred, så stjæler man det fra dem, der sidder nede i salen. Det kan ses i filmens soundtrack, som minder om matematikstykker – det har bare beat, fremdrift og er ikke sentimentalt. Så det er mere tørt i form af, at jeg giver det til dig, og så skal du selv se det og tænke. Det eneste menneskelige, man engagerer sig i, er Poul Brink.”

Poul Brink spilles af skuespilleren Peter Plaugborg, og efter en god omgang efterrationalisering kan Christina forklare, hvorfor det netop blev ham.

”Jeg så Peter som narkoman i Submarino. Narkomanen er en meget besat type i sin jagt på stoffer, men han har også en skrøbelighed, og det synes jeg, Peter spillede godt i den film. Det var noget af det, der fangede mig. Desuden er han en gammeldags filmstjerne, og jeg synes, Poul Brink var en gammeldags journalist fra en svunden tid, hvor man lavede dybdeborende journalistik.”

Idealisten og egoisten

Poul Brink bliver igen og igen et emne i vores samtale, og jeg ser på plakaten igen og tænker på filmens titel. For hvorfor hedder den Idealisten?

“Titlen afspejler vores mål med filmen: Ind og ud af alle scener med Poul Brink. Derfor skulle filmen også hedde noget, der beskrev ham. Havde filmen heddet Thulesagen, havde fokus ligget på plottet. Desuden er Brink en idealist på godt og ondt. På den gode måde fordi han er drevet af noget større, som hvad det er for en verden, vi gerne vil leve i, og hvordan vores fællesskab skal være. På den dårlige måde, fordi det hele bliver selvcentreret. Han ville vinde Cavling-prisen og sagde det højt, for han ville have berømmelsen. Poul Brink er ikke en hellig karakter.”

“Filmens dilemma er, hvor meget råderum magthaverne må have, når vi er udsat for en trussel. Det er det, der optager mig, hvor Poul Brink bare vil have sandheden frem og stille nogen til regnskab. Der er der, hvor det er kunst eller journalistik.”

Interviewet er slut. Jeg kommer i tanke om, hvor overrasket jeg selv blev over historien, da jeg så filmen. På vej ud spørger jeg så Christina, om hun gerne vil udbrede viden om en politisk skandale, som mange af os ikke rigtig ved noget om. “Ja, selvfølgelig” svarer hun. “Det hele skal jo ikke bare være underholdning”.

Kommentarer