Chasing Trane: The John Coltrane Documentary: Skabelontegning af jazzlegende

Af Mikkel Tengvad

John Coltrane spillede ikke kun med nogle af tidens største jazzmusikere i 50’erne og 60’erne – han var selv en af de største. Hans lyd var enestående og havde evnen til decideret at ændre molekylære strukturer. Han var et artistisk geni og en spirituel kæmpe. Hvis ikke vi vidste det i forvejen, får vi det hvert fald fortalt i dokumentaren om den ikoniske saxofonist, der er lavet næsten 50 år efter hans død. Selvom lovprisningerne regner ned over den afdøde legende, så formår dokumentaren ikke på tilfredsstillende manér at formidle hans geni.

 

Vi kender den konventionelle formular, hvor kendte musikere samt venner og bekendte får lov til at udtrykke deres respekt og beundring. Indimellem de mange rosende talking heads bliver vi præsenteret for dækbilleder og leksikal viden om et levet liv. Hvor man intellektuelt bliver oplyst om den karismatiske saxofonist, mangler man følelsesmæssig stimulering.

 

Selvom vi får viden om Coltranes mørke periode med et selvdestruktivt misbrug, så kommer vi ikke ind under huden på kunstneren i denne svære tid. Der springes for lemfældigt videre til en bedre tid. Udfordringen for filmmageren John Scheinfeld er, at han kun kan fortælle historien gennem arkivmateriale og øjenvidner. Vi har derfor ikke samme mulighed for at komme helt tæt på, ligesom vi gjorde med Chet Baker i Let’s Get Lost (1988) eller Clark Terry i Keep on Keepin’ On (2014).

 

ANMELDELSE AF:
Chasing Trane: The John Coltrane documentary

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

John Scheinfeld

LAND:
USA

Det er også beklageligt, at vi aldrig hører Coltrane selv tale. Selvom Denzel Washingtons genkendelige stemme sætter lyd på jazzmusikerens ord, så virker det distanceret, fordi det ikke kommer direkte fra manden selv. Det er dog ikke fordi, at Coltrane ikke udtrykker sig i filmen. Når han spiller på sit instrument, får man en snas af hans sjæl. Det er her, han udtrykker sig. Kommunikerer. Og det er dragende.

 

John Coltrane er nemlig en dragende personlighed. Både musikalsk og menneskeligt. Hans familierelationer, forhold til sin religion og interesse for asiatisk kultur er fascinerende. Det er ganske interessant at finde ud af, hvordan hitalbummet A Love Supreme blev til, og hvad Coltrane lavede i Nagasaki i 1966. Svarene serveres uoverskueligt, uden der bliver reflekteret eller gransket mere end højst nødvendigt.

 

Det virker uheldigt retvisende, at filmen hedder Chasing Trane, for det føles virkelig som om, at man uhensigtsmæssigt jagter den sande John Coltrane filmen igennem. Vi er hele tiden et skridt bagude. Jazzikonets dybere nuancer forbliver desværre uberørte i den alt for konventionelle fortælling om en alt andet end konventionel musiker.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *