CHAPPIE: Når en herlig maskine pludselig ruster

Af Bjarke Johansen

I en nær fremtid er en ny gruppe eksperimentelle robotter kaldet Scouts sat ind i politistyrken, og de er umådeligt effektive til at sætte en stopper for kriminaliteten. Men da robotternes skaber, Deon, afprøver en eksperimentel kunstig intelligens med ægte følelser og tanker på en af robotterne, bliver han kidnappet og hans skabning stjålet af en gruppe gangstere. Gangsterne giver robotten navnet Chappie og forsøger at opdrage den til at hjælpe med deres næste store kup, mens Deon forsøger at lære Chappie at tænke selv. Hvad for en slags person skal Chappie dog blive til?

Rent designmæssigt er Chappie herlig. Neill Blommkamp, instruktør af sci-fi hittet District 9 (2009), giver os i Chappie et kig på en fremtid, der ikke virker som om, den ligger særligt langt væk, men som stadig trækker på nogle æstetikker, der vil være genkendelige for enhver fan af 80’ernes punkede post-apokalyptiske science fiction. Mange af filmens forbrydere pryder sig med tatoveringer, outfits og frisurer, der ville passe fint ind i film som The Warriors (Walter Hill, 1979) eller Mad Max 2 (George Miller, 1981) altimens politirobotterne både er elegante og hurtige, men samtidigt klodset designet og har gammeldags maskinstemmer.

Modsat mange moderne film, hvor en sådan 80’er æstetik er leveret parodierende og med et blink i øjet (og der er da også et enkelt, kærligt komisk vink til tengefilmserien He-Man and the Masters of the Universe (Filmation Associates, 1983)) virker det her reelt og naturligt, og det er ganske forfriskende.

ANMELDELSE AF:
Chappie

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Niell Blomkamp

LAND:
USA

Historien om robotten, der lærer at tænke og føle, er ikke ligefrem ny. Vi har før set robotter som Robocop (Paul Verhoeven, 1987), The Terminator (I Terminator 2 (James Cameron, 1991)), Wall-E (Andrew Stanton, 2008), Johnny 5 (Short Circuit (John Badham, 1986)), Sonny (I,Robot (Alex Proyas, 2004)) og mange andre elektroniske skabninger forsøge at tackle det komplekse menneskelige følelsesregister og stille de store spørgsmål om, hvad fri tanke, sind og personlighed egentlig er.

Men Chappie har noget, som de andre robotter ikke har. Han er nemlig enormt bedårende, endnu mere end Wall-E, og opfører sig gennem filmen som en legesyg tumling, der komisk efteraber de grove gangstere og med sine nuttede, kaninagtige ører og sit efterabende, og lidt bange, kropssprog hurtigt invaderer både karakterernes og publikummets hjerter. Det er ikke et spørgsmål om, om Chappie er i stand til selv at føle og tænke; Det kan han bestemt. Det handler mere om, hvad han har tænkt sig at gøre med disse følelser, tanker og erfaringer.

Derfor er det også en skam, at det hele kører så voldsomt af sporet i tredje akt. Hvor vi før havde en charmerende historie om en ny intelligens, der må begå sig i et gangstermiljø og selv bearbejde de noget banale moralske lektioner, han bliver givet, bliver vi gradvist presset ud i et malplaceret action-klimaks ledt af, hvad der må være Hugh Jackman’s mest endimensionelle rolle til dato som den misundelige våbendesigner Vincent.

Chappies personlige udvikling tager voldsomme spring for at kunne følge med i filmens pludselige skift, og flere af de filosofiske spørgsmål og livslektioner Chappie bliver stillet samt de andre figurer, hvis udvikling vi har fulgt, bliver enten tilsidesat eller bagatelliseret efterhånden, som han bliver udsat for mere og mere af, hvad der ærligt talt virker som tragedie for tragediens skyld. Ikke at et action-klimaks ikke hører til i en film om en fredselskende politirobot; Det ville bare være rart, hvis det var mere motiveret og rent faktisk fortsatte den historie, der blev fortalt, i stedet for at sætte den i bakgear.

Man vil gerne elske Chappie, og det er unægtelig svært at ikke at holde af den søde titelkarakter. Uheldigvis er det bare endnu sværere rigtig at holde af de drejninger, hans historie tager.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *