Anmeldelse
CENTAUR: Drama på hesteryg

Af Christine Roederer

Jeg må indrømme, at kirgisiske film om hesteryttere ikke lige umiddelbart er noget, jeg frivilligt ville tage ind og se i biografen. Men en gang i mellem er der bare en mulighed, der åbnes op, og så kan man ikke sige nej. Sådan var det med Centaur.

Filmen starter med, at en hest bliver stjålet i det dybe Kirgisistan. Man ser tyven – som også bliver rytteren – sidde på ryggen af det flotte dyr, med armene strakt ud og øjnene lukket, galoperende under den åbne himmel og måneskin. Derefter bliver det dag igen, hestekuppet bliver opdaget og man møder den ældre Centaur, der bor sammen med sin døvstumme kone og lille søn i en hytte. Der indblandes en anden hestetyv, noget familie og noget god gammel kommunikationsfejl, og så kører filmen.

Er det en fantastisk film, som ændrer dit liv? Nej, bestemt ikke.

Men den er en film, som af en eller anden grund føles så tæt på og så langt væk på samme tid. De store, flotte kirgisiske stepper, heste og muslimske troende samt en kirgisisk rigmand iført sportstøj og kørende i en firehjulstrækker, er et miks, man ikke lige umiddelbart ville se komme.

Hestene, som filmen handler om, optræder ikke så meget, men deres rolle i det kirgisiske samfund er ikke til at tage fejl af. Man kan næsten mærke ånden af den store Khan-familie, der red over de åbne landskaber i togter og i søgen efter storhed.

Aktan Arym Kubat spiller Centaur – og han er også instruktøren bag filmen. Han har vundet priser for nogle af sine forrige film og har medvirket i massevis af slagsen. Jeg kender ikke hans andre værker, og jeg kender heller ikke nogen af de andre medvirkende, for den sags skyld. Og det er værd at bide fat i. For det gør, at jeg så filmen uden at skulle tænke på, at det er ham eller hende eller dem, der spiller med. Det var en rå oplevelse.

Filmen har desværre nogle svagheder, som stammer fra den store forskel, der er mellem verdenen på lærredet og vores. Ja, de kirgisiske folk har telefonerne og store biler og veje, men de sidder stadig på hesteryg, ligger på gulvet på et tæppe og deres liv handler ikke om, hvad der er på TV, eller hvad der sker i medierne.

Det er svært at vurdere denne film – i den ene ende synes jeg, at den var enormt god, fordi den kunne vise nogle aspekter af livet, som er totalt ukendte for os almindelige europæere. I den anden ende synes jeg desværre, at historien bliver for langtrukken, og at misforståelserne eller baggrundshistorien sagtens kunne klippes en halv time ned og forkorte filmen.

Centaur er en mægtig flot film, og jeg ville anbefale den til dem, som har lyst til at se noget anderledes og udfordres på, hvad de kan relatere til i en film.

Jeg indrømmer som den første, at scenerne på hesteryg under månen på himlen vækkede den unge rytter, jeg selv var som ung, og for dét fortjener filmen de fire stjerner, den får.