Anmeldelse
CATS: Hvem har godkendt det her?

Af Marcus Uhre

Musicals har altid været i krig med film. Da folkemængderne begyndte at flokke fra teatrene til biografsalene, lokkede de med denne let tilgængelige cocktail af scenekunstens kvaliteter. Desto værre kunne disse musicals sagtens filmatiseres, blandt andet har komponisten Andrew Webbers geni for længst blødt fra Broadway til Hollywood med filmatiseringer af The Phantom of the Opera (2004) eller Jesus Christ Superstar (1973). Men én af hans musicals ville aldrig kunne filmatiseres: Cats (1981).

Musicalens natur er genretyveri, så de fungerer bedst, når de stjæler genretræk med liv og lemmer. Den nutidige mega-sensation Hamilton (2015) stjæler eksempelvis fra både rappen og den historiske fiktion. Cats er udelukkende en blanding af sang, ballet og en T.S. Elliot-digtsamling om en gruppe gadekatte. Der er derfor intet plot i Cats. Der er kun en simpel rammefortælling; at disse selvpræsenterende katte dyster om at dø i det årlige Jellicle-bal, hvor kun én kat bliver udvalgt til at skulle genfødes i det næste katteliv. En plotløs fortælling er nødvendigvis ikke noget problem i en ballet. Men i en film? Det kan næsten ikke lade sig gøre.

Ind træder Tom Hooper, der i sin karriere har udtrykt et ønske om at vove halsen på kontroversielle cinematiske valg. Dette har bådet scoret ham en Oscar for The King’s Speech (2010), men også ført ham til en filmatisering af musicalen Les Misérables (2012), hvor han valgte en bevidst håndholdt stil og live-indspillede sange for at stå i kontrast til originalmaterialets episke natur.

Hvis nogen skulle få den idiotiske idé at filmatisere Cats, så var Tom Hooper manden til jobbet. Nu er det sket, og han har gjort det umulige. Resultatet minder lidt om, når en krøbling løber et maraton. Sammenlignet med de andre er det en dårlig præstation, men der er noget smukt i udførelsen alligevel.

Som når man prøver at oversætte kattekostumerne til film, hvor man ender med utiltalende fusioner mellem mennesker og katte. Den computeranimerede pels på de oprejstgående spillere med menneskelige fingre og ansigter vil nok være filmens kerneeksempel på, hvorfor filmatiseringen bare ikke er en god idé. Teateret kan på den front langt mere end filmen.

Flere valg er blevet taget for at kunne holde filmen i live. Man har tilført mere plot og mere slapstick-komik, som på ingen måde passer ind. Man har fyldt rollelisten med stjerner som Taylor Swift og James Corden, der især leverer en elendig præstation. Men nogle steder dukker spøgelset af musicalen frem, og originalmaterialet skinner igennem det forkerte format. Jennifer Hudson giver en fantastisk rendering af filmens hovedsang Memory, og dansen er nyfortolket af den formidable Andy Blankenbuehler.

Men hvad handler Cats egentlig om? Om hvornår man fortjener at dø? Er den en meta-allegori over teaterets forfald? Eller handler den blot om katte, der har umulige navne og synger om ikke-eksisterende steder? Det er svært at forklare.

Det er også svært at forklare, hvad der gør Cats til den fjerde mest succesfulde Broadway-forestilling nogensinde. Og det er endnu sværere med filmen i mente.

Kommentarer