Anmeldelse

“(…) det er sjældent set, at en film på så udførlig vis udforsker det væld af universelle følelser, der vækkes i et kærlighedsforhold” – Christoffer Østergaard.

Ender’s Game er den sidste i rækken af storladne sci-fi film det seneste år, og Bjørn kigger derfor nærmere på dengang i slutningen af 1970’erne, hvor sci-fi genren fik sit store, folkelige gennembrud.

“Den har de rigtige ingredienser til at skabe varme i et bidende koldt december måned, og den løfter sig langt over beslægtede julefilm, der ofte fremstår som kommercielt venstrehåndsarbejde” – Rasmus Molin Friis.

“Det visuelle univers er overbevisende i klassisk sci-fi maner og lyden smukt storladen, uden at blive overdreven” – Cécile A.C. Zimmermann.

Mikkel og Bjørn kigger i forbindelse med dramaet Lovelace om 70’ernes pornoindustri nærmere på 5 fantastiske film, der gør sig bemærket i deres enestående portrætteringer af 70’erne. Ringer navnet Dirk Diggler nogen klokker?

“Filmen er lidt ligesom en tilfældigt købt kebab fra Nørrebrogade, som smager fint på tom mave, men som man fuldstændig glemmer, når man har sovet branderten ud”. – Mikkel Grønnemose.

“Filmen bliver så selvbekræftende, når Magaret Thatcher ikke får lov at forsvare sig selv, da hun klippes sammen med en borger, der ytrer “Who did this to us?”. – Ditte Fiil Ravn.

Rasmus har kigget nærmere på en håndfuld unikke filmskabere, der inddrager deres eget liv og personlige oplevelser i deres film. Den Sorg og glæde aktuelle instruktør Nils Malmros er blandt disse filmkunstnere, hvis film kan kaldes selvbiografiske.

“Selvom plottet er fragmenteret, er det også stramt og skåret ind til benet, hvilket selvfølgelig er godt for historien og bidrager til spændingen, men til tider bliver karaktererne simpelthen så tyndslidte og reduceret til deres plot-funktioner, at det bliver karikeret” – Pelle Hegelund.

“Inddragelsen af hans tidligere film giver indtryk af, at hans film på en eller anden måde har ledt frem til Sorg og glæde – kronen på værket – som muligvis er hans sidste film. Og jeg vil da gerne gå så langt som at sige, at det er den bedste Malmros-film, jeg har set” – Mika Dahl Hansen.