CAPTAIN FANTASTIC: Kynismens bedste intentioner

Af Tilde Søgaard Carlsen

Et romantisk billede: Forestil dig at kunne klare dig selv. Ikke som i den moderne virkeligheds “jeg-kan-tjene-penge-og-skaffe-mad-på-bordet-overlevelse,” men derimod at kunne forsvare dig over for bestialske bæster og overleve på de nærtliggende og naturlige ressourcer. Smukt og dragende males dette sidstnævnte billede i Matt Ross’ Captain Fantastic, men efterhånden krakelerer malingen, og sprækkerne giver mulighed for den moderne virkelighed at titte frem.

Viggo Mortensen spiller den anarkistiske og yderst selvbevidste Ben Cash, der med sin kone har skabt et liv isoleret fra den omkringliggende og moderne virkelighed – en virkelighed gemt bag skovens buske og krat og under trætoppenes dække i det nordvestlige USA. Her har de opfostret deres børneflok på seks og trænet og undervist dem (efter Bens optik) i virkelighedens grundlæggende livsfærdigheder og vigtigste lære – særligt indenfor historie og filosofi. Men da moren dør, konfronteres børnene med den anden virkelighed, de ellers har været afskærmet fra, og spørgsmålet bliver hvilken verden og hvilke færdigheder, der er bedst?

Forundret som fascineret drages man af den vilde families vitalitet ind i den alternative verden. Filmen er eminent castet (af Jeanne McCarthy) – ikke mindst Mortensen som den benhårde, men også barmhjertige patriark. Hans overbevisende præstation bærer præg af, at han også har haft en finger med i spillet under filmens produktion. Kemien mellem Ben og børnene samt de mange søskende imellem bringer både smil og tårer frem – kun i enkelte momenter en tand for meget til den søde og The Sound of Music’s (1965) familien von Trapp-lignende side.

ANMELDELSE AF:
Captain Fantastic

ORDET SYNES:

5-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Matt Ross

LAND:
USA

Med en gribende fortælling har Ross skabt en smuk film med kontinuerlige toneskift mellem det søde, det sjove og det smertende. Børnenes distinktive karakterer fører os rundt i hele følelsesregistret, men giver dem også en særlig rolle som ‘comic reliefs’ gennem deres atypiske normsæt og socialt akavede ageren. Man forbløffes og forbavses over finurlige replikker og et hjertevarmt og humoristisk manuskript, som også Ross kan tage æren for.

Aktuelt som familiært i en bipolar verden med kinesiske, lektie-indespærrede top-elever og amerikanske, diabetesramte medieslaver præsenterer Captain Fantastic tvivlen og diskussionen omkring livskompetencer og livskvalitet – og ikke mindst hvordan børneopdragelse spiller ind. Er det de sociale eller faglige kompetencer, der vægter og vægtes højest? Hvad betyder livskvalitet for den enkelte og for samfundet?

I filmen udfolder diskussionen sig omkring Ben: Er han en fantastisk far eller en kynisk farisæer?  Sparer han børnene for den moderne verdens magtdominerende kapitalisme, eller isoleres de fra den reelle virkelighed og de sociale relationer? Interessant bliver det, når de to verdener kolliderer, og man inderligt ønsker, at den radikale Marx-, Mao- og Noam Chomsky-sympatiserende antihelt til en far vinder og kan udråbe: “Power to the people, stick it to the man!” For en eller anden sandhed og gode intentioner gemmer der sig bag den kyniske fremtoning.

Captain Fantastic er blot Ross’ anden spillefilm – med 28 Hotel Rooms (2012) som sin foregænger – og han er nok bedst kendt som skuespiller i bl.a. Martin Scorseses The Aviator (2004) og HBO-serien, Silicon Valley (2014-). Men med Captain Fantastic og ‘Un Certain Regard’ for bedste instruktion ved dette års Cannes Festival vil jeg blot se frem til at opleve ham i instruktørstolen igen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *