Café Society: Tilbage til en simplere tid

Af Frederik Rune Kristensen

Woody Allen har endnu engang taget på nostalgirejse tilbage i tiden, som han gjorde det med ”Midnight in Paris” (2011). Men denne gang er det europæiske kontinent blevet forladt til fordel for Englenes By. Tidsperioden er nærmest den samme; 30’ernes Hollywood.

 

En tid fyldt med cigarrøg, studiebosser med stressende hverdage og konstant telefon ringen for ørene, vel og mærke i en tid hvor telefonen ikke havde knapper og vejede op i mod ti kilo. Alt dette er drømmen for vores hovedperson Bobby (spillet af Jesse Eisenberg). Bobby er en ung jødisk mand, der som så ofte før minder en hel del om en ung udgave af instruktøren bag filmen. Bobby er lige flyttet til Hollywood, hvor hans onkel Phil (Steve Carell) arbejder som stor kanon i Filmbyen. Phil er agent for stjernerne, og tager Bobby under sine vinger, og desuden introducerer han Bobby for den unge smukke Veronica (Kristin Stewart). Bobby er fortabt i Veronica fra første blik, men Veronica har en kæreste, og er ikke interesseret i Bobby fra et romantisk perspektiv.

  

ANMELDELSE AF:
Café Society

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Woody Allen

LAND:
USA

Temaerne er altså klassiske for Woody Allen. Det er kærlighed og romantik, der er i højsædet. Denne gang er det som sagt ikke en europæisk by, der agerer setting men Hollywood i 30’erne. Desværre udnyttes mulighederne for denne placering for handlingen mildest talt ikke optimalt. Der slynges kækt referencer ud til samtidige begivenheder f.eks. når Phil nævner en katastrofal Howard Hawks produktion i Chicago med slet skjult reference til Scarface. Men det bliver aldrig ligeså inkorporeret i historien, som det fx gjorde i ”Midnight In Paris”. Der dukker ingen kendte historiske personer op, og hvis de gør er det højst som cameoer. Til forskel for en anden Hollywoodhyldest fra i år ”Hail, Caesar!” er der i denne film ingen scener fra filmsets. Der er derimod brugt en lidt underlig belysning, og forskellige Scene transitions som ville få selv George Lucas til at rynke på næsen. Det er muligvis et forsøg på at lave en hyldest til klassisk Hollywood igennem virkemidler, men det bliver aldrig ligeså gennemført som fx ”Hail, Caesar!”, og filmen ender med at føles påduttet denne tidsperiode.

Men dermed ikke sagt, at filmen overhovedet ikke fungerer. Kemien mellem Eisenberg og Stewart er ganske glimrende. Eisenberg er ikke nær så irriterende, som han til tider kan være (læs: Batman V Superman), og Stewart har efterhånden udviklet sig til en ganske habil skuespillerinde med stærke præstationer i flere roller. Samspillet mellem de to og Steve Carell er ganske enkelt glimrende, og en samtale mellem Phil og Veronica som konstant bliver afbrudt af Phils kolleger, er et strålende eksempel på Woodys evner som forfatter. Specielt er filmens midterste del fyldt med interessante karakterrelationer, og små twist som holder ens interesse fastlåst. Allen beviser her, at han stadig kan kreere interessant karakterdrevet klassisk drama, hvordan skal dog ikke afsløres her.

 

Det hele kulminerer dog i en sløv tredje akt, hvor luften lige så stille suser ud af plotballonen, og slutteligt står det klart, at det her nok er tættere på et samlebåndsprodukt af instruktøren, som ynder at spytte en film ud om året, end på en ny ”Midnight in Paris” eller ”Annie Hall”. Men når Hollywood laver så meget metervare, så er der alligevel altid en charme ved Woody Allens film, som gør dem seværdige, og vis man alligevel har planlagt en biograftur, så er ”Café Society” ikke det værste bud på biografplakaten i øjeblikket.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *