BURNT: Michelin-mad i middelmådig filmisk anretning

Af Ulrikke Xenia Sandby

I den kultiverede overklasse betragtes mad ikke bare som et middel til at tilfredsstille et basalt behov. Hver enkel ret ses som et kunstværk, og kvaliteten må aldrig kompromitteres. Middelmådighed og forudsigelighed er en dødsdom i en sådan verden, og i Burnt får vi lov at komme helt bag om Sous Vide karrene i restauranterne på de luksuriøse London-hoteller.

Bradley Cooper spiller mesterkokken Adam Jones, som på trods af en barsk opvækst, har kæmpet sig til at være en del af den kulinariske elite. Dog saboteres det hele ved en brandfarlig kombination af et stofmisbrug af diverse rusmidler og et heftigt temperament. Vi følger hans forsøg på at genvinde respekten fra omverdenen og endelig få den tredje og sidste Michelin-stjerne.

”Er jeg en helt eller er jeg en gud?” spørger Adam den aspirerende kokkeelev David (Sam Keeley), hvortil han forbløffet svarer, at han ikke er sikker på forskellen mellem de to ting. Men netop denne forskel er essentiel for Adam, og det er det, der adskiller ham fra resten af eliten. Hans person er kompromisløs og sikker i det kulinariske univers, men de selvsamme træk, der gør ham til en mester i køkkenet, giver ham problemer i privatlivet. Det skriger på en kollision, men den talentfulde kok er fast besluttet på, at det ikke må gå galt igen. Adams perfektionistiske komplekser er på den måde den ultimative drivkraft til at dette lykkes, men som en konsekvens deraf kommer den psykiske ustabilitet, som stadig plager ham.

ANMELDELSE AF:
Burnt

ORDET SYNES:

3-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

John Wells

LAND:
USA

Charmerende som han er, på trods af det opfarende temperament, lykkes det ham at overtale bl.a. Hélène (Sienna Miller) og Michel (Omar Sy) til at arbejde for ham i restauranten, der skal give Adam sin professionelle såvel som private sejr over livets hårde prøvelser. Det bliver et spørgsmål, om hvorvidt han endelig kan sætte sit ego til side og stole på menneskerne omkring ham. Det viser sig dog, at hans fortid er svær at slippe af med.

Skuespillet er sikkert over hele linjen og har et særligt broget cast, både sprogligt og kulturelt. Det giver filmen et friskt pust til de anglocentriske tendenser, som man ellers nemt kunne forvente at finde i denne type film. Mange af de vigtigste scener foregår på overbevisende godt fransk (selv fra amerikanske Cooper), og det giver filmen en øget realisme. Samme realisme gælder for hele castets indsats, da de alle har fået intensiv træning af selveste Marcus Warering, en anderkendt Michelin-kok. På baggrund af dette leverer de sikre og troværdige optrædener bag panderne og gryderne. Dog oplever vi ikke meget af selve maden, udover montager af hyper-æstetiske gourmetanretninger, og passionen for mad er heller ikke særligt ekspliciteret blandt kokkene.

Får en restaurant tre Michelin-stjerner, betyder det, at man gerne vil rejse et langt stykke vej for at få en exceptionel og mindeværdig madoplevelse. Får en film tre stjerner har dommen ikke just samme klang. Historien lider under at være lidt for forudsigelig, og karaktererne mangler godsvægt på trods af de troværdige præstationer fra skuespillerne. Filmen når ikke den samme perfektion som Adam Jones’ små, spiselige kunstværker, derfor får ’Burnt’ tre filmiske stjerner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *