BUGS: En mangfoldig verden

Af Amine Kromann Karacan

De smider en dronning på kogepladen. Dens lange, bulede fløjskrop vrider sig under varmen, og dens indvolde får det hvide fløjl til at bølge frem og tilbage i store nervøse buler. Forkroppen ligner en almindelig myres. Sort og skrøbelig. Den spræller. De skærer den i små stykker som en lille pølse og serverer den med noget grønt. De behandler den som en sjældenhed. Noget kostbart. En lille skat. Den smager godt. De finder en særlig honning i et land langt borte. Den er lavet af bier, der ikke kan stikke. Eksalterede drikker de det søde guld. De bliver næsten lykkelige. Der er så meget, de gerne vil smage.

Researcheren, Evans, og chefkokken, Ben Reade, rejser verden rundt for at lære om, hvordan man tilbereder insekter. Med begejstring og nysgerrighed møder de så meget nyt. Deres entusiasme er smittende. Evans er mere rolig og analyserende, hvor Reade er excentrisk og tydeligt mere kunstnerisk anlagt.

Det er Reade, der bliver fuldstændig høj af førnævnte honning. Og det er Reade, som går ned med flaget, da han opdager, at budskabet omkring insekt-spisning udnyttes af de store firmaer til endnu mere masseproduktion og skjult manipulation af de, som køber varerne i den tro, at de nu endelig gør noget godt for verden.

Deres arbejde for Nordic Food Lab modarbejdes af kommercielle interesser på et overliggende plan. Det ses tydeligt på en ”insekt-messe,” hvor Reade, med stigende desperation, forgæves forsøger at præsentere sin mad samtidig med, at han gerne vil oplyse de tilhørende om, at det ikke er ”nok” bare at spise insekter en gang imellem, hvis man vil gøre en forskel.

ANMELDELSE AF:
Bugs

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Andreas Johnsen

LAND:
Danmark

Det er nemlig ikke klimavenligt at indtage en proteinbar, blot fordi den er overdrysset med tørret græshoppe – eller i det hele taget at spise insekter, hvis de er opdrættet og videresolgt af Nestlé. Og hvad vil det overhovedet sige at være klimavenlig? Dette lærer vi i den anden, ringere, halvdel af filmen. Reade fik nok og rejste hjem og er ikke længere en del af projektet i filmens anden halvdel. Hans karismatiske væsen er et savn, som gør filmen underligt opdelt. Den første del af Bugs består af en indføring i en mangfoldig, ny verden. Den anden er en umulig kamp mod et system, styret af kapital og det almindelige menneskes ligegyldighed overfor de valg, det træffer.

Den ikke særligt sexede morale ”spis mindre kød, og tænk dig om” leveres elegant i flotte billeder og en komprimerende, tempofyldt klipperytme. Da det jo er en dokumentar, og ikke fiktion, er der muligvis ikke meget at gøre ved Reades exit – om end montagesekvensen af alle Reade og Evans rejser tyder på nok materiale til, at der havde været rigeligt til en hel film. Men så var det egentlige budskab jo også gået tabt. Og det er altid prisværdigt, når filmskabere har noget på hjerte.

Bugs er ikke en oplysningsdokumentar, snarere en flot film, som viser og dokumenterer en verden fyldt med insekter, forskellige kulturer og en masse modsatrettede interesser, hvoraf de fleste bare gerne vil have rigeligt med mad (kød) på bordet eller en masse penge i banken. Den skal ses for sin smittende energi og nysgerrighed.

Kommentarer