SWEET COUNTRY:
Brutal og tidløs fortælling fra den australske outback

Man kan godt kalde Sweet Country (2017) en western. Man kan også lade være. For det er først og fremmest en fortælling om Australiens problematiske behandling af sin oprindelige befolkning og dens mangel på at opleve retfærdighed og ligeværd.

Spillefilmsdebutanten Hamilton Morris (i en præstation der overstråler selv veteranen Sam Neill) er Sam Kelly, en aboriginal landarbejder, der arbejder for præsten Fred Smith (Sam Neill). En dag låner Smith, mod sin bedre dømmekraft, Kelly ud til en netop ankommet tilflytter, som man i dag nok ville diagnosticere med PTSD.  Herfra går det kun ned ad bakke, og Kelly ender med at skyde ham i selvforsvar. Kelly vælger at flygte med sin hustru (“You don’t shoot a white man”), og det bliver starten på en katten-efter-musen jagt i gennem den australske outback.

Det er næsten 10 år siden, instruktøren Warwick Thornton lavede debutfilmen Samson & Delilah (2009), der ligeledes tematiserer det svigt, som Australiens oprindelige befolkning har oplevet og stadig oplever. Sweet Country er hans anden spillefilm, og det er tydeligt, at Warwick ikke blot er instruktør, men også Director of Photography (DP), for Sweet Country er en visuel lækkerbisken. Man føler varmen, mærker tørsten og lugter skidtet. Ikke mindst da den usympatiske – og alligevel menneskelige – politimand Fletcher (Bobby Brown) begiver sig ud efter Sam i en saltørken, der fortsætter i det uendelige. Ligesom introsekvensen er scenen en magtdemonstration i visuel sanselighed: En kedel hvor indholdet langsomt når kogepunktet, alt imens et voldsomt skænderi foregår off-screen. Symbolikken er ikke subtil, men det er ikke desto mindre en effektiv metaforisk økse i hovedet på publikum. Spændingerne bobler altid under overfladen, og hvis det koger over, slipper helvede løs. Og det er, hvad der sker.

Selvom Sweet Country foregår tilbage i 1920’erne (et faktum der ikke aflures med det samme), føles den nutidig og vedkommende. Racisme, identitet og respekt – både for sig selv og andre – er eviggyldige temaer, som kanaliseres gennem Sam i en hans flugt fra noget, han ikke burde flygte fra. Det er en moderne tragedie over menneskets fejlbarlige natur. Selv den gode prædikant – en storspillende Sam Neill – er offer for egne forestillinger om ‘det gode’; i en stærk scene ses det, at han rejser en kirke og som alle andre tilflyttere forsøger at pådutte omgivelserne en bestemt tilgang til livet.

At Warwick Thornton har noget på hjertet er ubestrideligt. Sweet Country er en lille fortælling, men den sidder i kroppen lang tid efter, man er gået ud af biografen. Til gengæld ville det have klædt den at være blevet strammet lidt op. Der er for mange personer uden nogen synderlig funktion. Kvinder er generelt underrepræsenterede (hvilket er fint, det er ikke pointen), men de er også underudviklede og ligegyldige. Fx virker barmutteren Nell og hendes datter komplet unødvendige, og man aner, at det måske bunder i et ønske om ikke at blive fuldstændig rundbarberet af Bechdel-testen. Sympatisk, men intetsigende.

Uden at afsløre for meget er filmens slutning pitch perfect. Den skal – og kan – ikke være anderledes. Verden er grum, brutal og fyldt med had. Der er ingen vej uden om den barske natur. Både i metaforisk og reel forstand. Thornton har med Sweet Country skabt en tidløs fortælling, der fortjener at blive taget alvorligt, for retfærdigheden sker ikke altid fyldest.