Britisk komedie står for årets overraskelse

Af Daniel Birch

Lad være med at se traileren. Hold dig væk fra et smugkig på plakaten. Tag i biografen og se filmen hurtigst muligt.

Richard Curtis, som har givet os kvikke, hjertevarmende film som Four Weddings and a Funeral (1994), Notting Hill (1999), Love Actually (2003) samt hysterisk sjove The Boat That Rocked (2009), er efterhånden en institution på den britiske komediescene. Med About Time retter han endnu engang sin skæve og humoristiske linse mod kærlighed, familie og det drama, der unægteligt følger med. Nå ja, og så smider han lige tidsrejse oveni ligningen.

Tim Lake, spillet af Domhnall Gleeson, er en kejtet, ung mand fra Cornwall, England. På hans 21-års fødselsdag tager hans liv en drastisk ændring, da hans far (Bill Nighy) afslører, at mændene i familien har evnen til at rejse tilbage i tiden. Filmen skildrer, hvordan Tim igennem sine 20’ere vælger at forvalte denne nyfundne evne i jagten på det, han selv kalder for ’moderskibet’: kærlighed.

Tim Lake, spillet af Domhnall Gleeson, er en kejtet, ung mand fra Cornwall, England. På hans 21-års fødselsdag tager hans liv en drastisk ændring, da hans far (Bill Nighy) afslører, at mændene i familien har evnen til at rejse tilbage i tiden. Filmen skildrer, hvordan Tim igennem sine 20’ere vælger at forvalte denne nyfundne evne i jagten på det, han selv kalder for ’moderskibet’: kærlighed.

ANMELDELSE AF:
About Time

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Richard Curtis

LAND:
UK

Kreative rammer
Bl.a. ved at benytte Tims stemme som et voice-over narrativ undervejs leger Richard Curtis fordelagtigt med stilistiske elementer, som komplimenterer filmens diskurs, og stemmen både starter og slutter fortællingen på uhøjtidelig men rammende maner. En anden kreativ finurlighed er at finde ved Tims første møde med Mary, spillet af Rachel McAdams i sin måske bedste præstation hidtil, som udspiller sig på den mørklagte restaurant Dans Le Noir i London. Ligesom Tim ikke får Mary at se, før de går ud af restauranten, tvinges publikum ligeledes til at opleve en hel middagsscene med sort skærm og må derfor forlade sig på dialogen.

Den britiske faktor
Hvad man umiddelbart ikke spotter ved hurtigt at kaste blikket på eksempelvis filmens promoverende plakater og billedmateriale er, at filmen er britisk undfanget og produceret. Hvad der udadtil kan virke som endnu en intetsigende romantisk komedie af amerikansk snit, er ganske enkelt en mere end solid film uden de ødelæggende ’rom-com’-børnesygdomme.

På det komiske plan er filmen bygget op omkring en nøje afmålt kombination af intelligente replikker, en underspillet, tør britisk levering, altid mestret af uimodståelige Bill Nighy, samt fortællerstemmens meget selvbevidste tone. Der er hverken for meget, ej heller for lidt, og i filmens såvel gakkede som gravalvorlige scener efterlades man med en følelse af, at filmen tager sig selv og sit publikum dybt seriøst. Aldrig begiver filmen sig ud på et klichéfyldt, forudsigeligt sidespor, hvilket konstant var en personlig frygt undervejs.

Ingen unødig pomp og pragt
Tidsrejsens koncept er set i mange filmiske afskygninger, nogle mere succesfulde end andre. Dette ambitiøse sci-fi-eksperiment risikerer at tage overhånd og komplicere sig selv ved pompøse plotændringer og sommerfugle-effekt, men About Time skærer tidsrejse helt ind til benet. Selve tidsrejse-akten er amputeret ned til at kræve et mørkt rum, knyttede næver og erindring om det minde, man vil tilbage til, og til undertegnedes store lettelse begiver filmen og hovedkarakteren sig aldrig ud i en storslået, snørklet mission for at fikse og forbedre alt i og omkring hovedkarakterens liv.

Filmen har aldrig brug for at forlade sig på tidsrejsen som omdrejningspunkt, og det er derfor meget symptomatisk, at der ikke går mere end 7-10 minutter, før Tim, næsten som en sidebemærkning, introduceres for det og resolut vælger at rejse direkte tilbage til sin seneste nytårsaften og kysse den pige, han ikke fik kysset ved midnat. Ikke desto mindre er Tim på jagt efter den store kærlighed, og sommetider benytter filmen sig kløgtigt af montager mindende om Bill Murrays forsøg på at score Andie MacDowell i Groundhog Day.

I takt med at Tim modnes og finder den store kærlighed, får tidsrejsen en ny rolle. I det eneste tilfælde, hvor Tim rent faktisk forsøger at ændre og forbedre markant på en karakters liv, støder han på en komplikation: han må aldrig rejse tilbage til før fødslen af hans senest fødte barn. For første gang indser Tim, at der nu er ting, han aldrig kan gøre om, og mennesker, han aldrig vil kunne rejse tilbage til og se en sidste gang.

Årets overraskelse
About Time er en af de små, skjulte perler, som havner i en ulykkelig marketings-limbo mellem jagten på det brede, simplere publikums gunst og potentialet til at udskille sig som en original, velspillet og rørende omgang levende billeder. Filmen efterlader dig rørt, ramt og forbløffet over dens evne til at skildre livets reelle problemstillinger og ægte sociale behov. Domineret af rammende præstationer af Domhnall Gleeson, Rachel McAdams og Bill Nighy, kiler denne film sig ind under huden på dig og formår at finde nøjagtig den rette frekvens i alt, hvad den foretager sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *