BRIDGEND: De ekstra hårde teenageår

Af Thomas Hasse Therkildsen

Det er svært at være teenager, hvilket nok ikke er nogen hemmelighed for de, som har set bare få af de mange coming-of-age-film, der er blevet produceret igennem filmhistorien. Teenagelivet har dog mere alvorlige konsekvenser i den britiske by, Bridgend, hvor de unge hænger sig selv.

Der er intet klart bud på hvorfor dette sker i filmen, hvor man følger den unge pige, Sara (Hannah Murray), som lige er flyttet til byen med sin enlige far. Men selvom hun sammen med byens teenagere laver helt normale ting, viser der sig også at være ritualer blandt de unge, som ikke findes så mange andre steder. Det mest alvorlige er selvfølgelig at hænge sig steder, hvor de unge ved forældrene vil finde deres lig.

Der hentydes i filmen til, at forældrene er skyld i de unges problemer, og selvom der er masser af dårlige forældre, klæder det ikke filmen, at hovedpersonens far er et pragteksempel på en af disse. Man må gribe sig til maven, når han igennem filmen foretager skrigende dårlige valg i et forsøg på at beskytte sin datter. Det er længe siden, at det har været interessant at se dårlige forældre på film, når de snart forekommer lige så meget i coming-of-age-film, som gode slutninger i rom-coms. Det er næsten provokerende, at man stadig kan finde på at ty til sådan nogle elementer for at skabe fremskridt i plottet.

ANMELDELSE AF:
Bridgend

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Jeppe Rønde

LAND:
Danmark, USA & Storbritannien

Jeg vil vælge at lukke øjnene for dette ubegribeligt dårlige valg, da filmen uden den dumme fars handlinger er ganske god. Når karaktererne taler om byerne i ‘the valleys’ kryber det ind under huden, som var det mytiske steder, hvor legender eller – måske mere passende – kulter hører hjemme. Stemningen er særdeles veludført, og den regnvåde by omringet af tykke skove leder tilskueren til at tro, at noget overnaturligt er på spil, uden brugen af special effects eller uhyggelig underlægningsmusik.

Det er helt igennem underligt, som det kan være i en Polanski-film, og dét er den perfekte version af underlig! En kold vind blæser i salen, når totalbilleder af Bridgend vises med skoven lurende i baggrunden, og det bliver endnu mere koldt, når det afsløres, at filmen læner sig op af sandheden. Skuespillet i filmen er ikke til at sætte en finger på, og det fungerer i symbiose med den dunkle stemning. Der er intet tidspres, og Sara udvikler sig i et behageligt tempo til en del af flokken.

Filmen mangler ikke meget for at brænde igennem, men så snart man åbner øjnene helt, og den utroligt uintelligente far vælter ind i billedet, falder filmens karakter flere point. Så det er med halvt lukkede øjne, jeg vælger at give filmen fire stjerner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *