BREVET TIL MOMO: Bittersød spøgelseshistorie for børn

Af Niels Kristian Bonde

Et afskedsbrev fra en afdød far. En deprimeret og astmasyg mor. 3 groteske, sultne og larmende ånder på loftet, som KUN DU KAN SE!

Det kunne have været beskrivelsen på en psykologisk spøgelsesgyser. Det er det ikke helt. I stedet er det præmissen for den animerede, japanske børnefilm, Brevet til Momo, der skildrer en ung piges kamp med sorg, tilhørsforhold, den kommende pubertet og så lige de 3 førnævnte ånder.

Momo og hendes mor Ikuko er flyttet fra Tokyo til en lille japansk ø for at starte et nyt liv, efter Momos far døde i et tragisk skibsforlis. Med sig har Momo starten på et brev fra sin far, hvor kun ordene ”kære Momo” er skrevet. Momo har svært ved at vende sig til det stille og langsomme liv på øen, og hun bruger det meste af tiden på at prøve at slå tiden ihjel i sit og Ikukos nye hus. En dag bliver Momo dog skræmt af lyde fra huset, og snart finder hun ud af, at det ellers så tomme hjem også er beboet af tre åndevæsener, kaldet yokai, der foruden at stjæle og rode, også er på en mission, hvor Momo og Ikukos liv spiller en central rolle.

Når man laver japansk anime til børn, kommer man unægtelig til at stå til måls med det fremragende Studio Ghiblis animationsklassikere, og især den berømte stifter og instruktør Hayao Miyazakis kendte værker. Historien om en ung pige, der i mødet med en magisk verden skal klare forskellige prøvelser for at finde løsningen på virkelige og personlige problemer, må da også klinge familiært hos alle, der har stiftet bare en smule bekendtskab med førnævnte animationstudies film. Selvom instruktør Hiroyuki Okiura tydeligt henter inspiration fra Ghibli og Miyazaki i både tematik og animationsstil, formår han dog mestendels at skabe en unik og rørende film.

ANMELDELSE AF:
Brevet til Momo

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2011

INSTRUKTØR:
Hiroyuki Okiura

LAND:
Japan

Denne succes skal blandt andet tilskrives den enormt billedskønne animation, der perfekt indfanger den smukke, men ensomme stemning, der præger Momos liv på den lille ø. Derudover er filmen også en spændende fortolkning af den klassiske spøgelseshistorie, hvor ånderne på loftet både er hjælpere, modstandere og kilder til hovedpersonens endelige mål i stedet for blot at være skræmmende bøhmænd. Her skal filmen også roses for at turde at anerkende det magiske element som en integreret del af den virkelige verden. Momo er (næsten) den eneste, der kan se ånderne, men deres handlinger eksisterer ikke kun symbolsk, men også fysisk for filmens andre karakterer. Derfor er filmen ikke så meget en fortælling om at flygte til en magisk verden som et billede på, at det magiske kan gøre indtog i og have indvirkning på den virkelighed, vi tror, vi kender.

Når det er sagt, er Brevet til Momo dog et stykke fra at ramme den lyriske poesi, som flere af dens inspirationskilder (tænk blot på den mesterlige Chihiro og Heksene) indeholder. Flere steder er filmen lidt for klar over, at den hovedsageligt henvender sig til børn og derfor taber noget af det interessante for de ældre seere. Humoren, der primært centreres omkring de 3 ånder, rammer desværre ofte forbi og fremstår både plat og ja… åndet. Samtidig er der også flere steder, hvor plottets struktur og pointer bliver skåret lige lovlig meget ud i pap, hvilket desværre vidner om en undervurdering af det tænkte publikums evne til at opfange abstrakte ideer og få det ud af filmen, som de selv har lyst til.

Brevet til Momo kommer derfor nok ikke til at blive husket som en af de helt store animationsklassikere. Mindre kan dog også gøre det, og filmen er en på mange måder smuk og gribende fortælling om at miste og genfinde og i sidste ende konfrontere det, der spøger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *