BREATHE:
Hjertevarm fortælling med stærke skuespillerpræstationer

Motion-capture manden Andy Serkis har bevæget sig om på den anden side af kameraet. Her gebærder han sig fint. Breathe er ikke fejlfri, men den rammer emotionelt og er båret frem af veloplagte skuespillere. Det er en rørende fortælling om at finde lykke og glæde, selv når livet viser sig fra sin mest ubarmhjertige side.

Robin (Andrew Garfield) er en britisk temægler, der spiller tennis og cricket. Han udstråler selvtillid, og inden for filmens første ti minutter har han scoret overklassepigen Diana (Claire Foy). De forelsker sig, skal giftes, og kort før de kommer hjem fra bjergvandring i Kenya får Robin at vide, at han skal være far. Livet er skønt, og alting er perfekt. En aften har Robin det skidt, og han besvimer. Da han vågner, er han paralyseret fra halsen og ned, og en respirator trækker vejret for ham; han er blevet ramt af poliovirussen.

Breathe er autentisk og baseret på virkelighedens Robin Cavendish, manden der trodsede polio og fik skabt sig et værdigt liv for ham selv og andre invalide. Filmen begynder i slutningen af 50’erne, og forløber sig over nogle årtier. Vi følger hvordan Robin fra at ligge med et dødsønske på en mørk hospitalsstue vælger at omfavne livet og se sin søn vokse op. Dette sker dels i takt med, at han bliver flyttet hjem til familien, dels at den nære ven Teddy Hall (Hugh Bonneville) bygger en kørestol med en batteridrevet respirator på. Uden læger er der en frihed, men også en usikkerhed. Hvis man er uopmærksom bare i et øjeblik, kan det få fatale konsekvenser. I en scene kommer hunden til at løbe ind i ledningen så stikket ryger ud af respiratoren; Robin kan ikke få luft, og de rallende lyde bevirker, at jeg i et utroligt klaustrofobisk minut selv sidder i biografmørket og hiver efter vejret.

Garfield leverer. Da hans karakter hverken kan bevæge arme eller ben, er han nødsaget til at vise sine følelser udelukkende ved hjælp af sin mimik. Dette klarer han ubesværet, og præstationen danner associationer til Eddie Redmayne’s portrættering af Stephen Hawking i The Theory of Everything, omend filmen mangler en del for at nå samme høje niveau som Oscarvinderen fra 2014. Claire Foy er rasende velspillende som den stålsatte hustru, der ikke giver op, og som dedikerer sit liv til sin mand.

Det er i virkeligheden de to hovedroller, der bærer fortællingen; birollerne er lidt flade, og de mange tidsspring gør, at filmen af og til mister fokus og scenerne virker redundante. Filmen mangler en helhed og er en kende for lang. Dog har Serkis instrueret en smuk film med dynamiske farver og et drømmende musikalsk score. Den uundgåelige slutning er ikke overraskende, men stadig tårefremkaldende. Jeg sad i hvert fald med en klump i halsen.

Kommentarer