THE BOY: Dukkegys med mange løse ender

Af Ulrikke Xenia Sandby

Selvom dukker er noget, der hører barndommens glade minder til, er de samtidig mange menneskers irrationelle frygt. Noget ved de livløse genstandes forsøg på at mimikere levende væsener gør, at der kan bygges en mistro til dukkerne og deres intentioner. Netop dette gør dukker til et spændende objekt for gysergenren, som det eksempelvis kan opleves i den klassiske gyserfilm Childs Play (1988), hvor dukken Chucky kommer til live, efter den er blevet overtaget af en psykotisk seriemorders sjæl.

I The Boy (2016) er det ikke forkert at antage, at det er en lignende situation, som den kønne barnepige Greta (Lauren Cohan) udsættes for. Hun er netop rejst til England for at være babysitter for et ældre, velhavende pars 8-årige søn, Brahms, mens de er ude på en rejse. Det eneste problem er blot, at sønnen ikke er et menneske, men en porcelænsdukke på omtrent samme størrelse som et barn, og forældrene (frygter og) behandler dukken, som var det et ekstremt forkælet, men meget ægte barn.

Den charmerende Greta er tilsyneladende på flugt fra sin fortid, mere specifikt en voldelig, tidligere kærlighedsaffære. Derfor er hun indstillet på at nyde al den tid, som hun har væk fra sine problemer, selv hvis det betyder, at hun skal passe en dukke. Hvad hun dog først finder ud af senere er, at hendes dukkepasserjob kommer til at tage langt mere end blot hendes tid, men også hendes forstand.

ANMELDELSE AF:
The Boy

ORDET SYNES:

2-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

William Brent Bell

LAND:
USA

Det viser sig at det ældre par har planlagt en væsentligt længere rejse end forventet, hvilket ufrivilligt efterlader Greta til at være fuldkommen afhængig af den eneste person, hun kan have kontakt med. Det er nemlig den unge, meget flirtende, lokale købmand, Malcolm (Rupert Evans), der kommer med indkøb én gang om ugen. Ud over denne ene dag er hun helt alene og må under ingen omstændigheder forlade huset grundet Brahms meget strikse regler.

Meget hurtigt får vi etableret de klassiske gysertræk; gotiske omgivelser, et stort, mystisk og afsides hus og en smuk kvinde der isoleres fra social kontakt, så hun må klare sig selv, når dukken Brahms pludselig begynder at spille puds med hendes fornemmelse af virkelighed og fantasi. Der kan rejses mange spørgsmål om filmen og dens præmis. Desværre er det ikke så meget mystikkens spørgsmål, som det er et spørgsmål om den overhovedet giver mening.

The Boy bruger mange trætte klichéer og har løse ender i historien, men når det så er sagt, må den til gengæld roses for at kunne intensivere enkelte uhyggelige momenter på bedste gyservis. Dog er det et tab for filmen, når den meget pludseligt trækker gyset i land, uden at den når fastholde stemningen efter chokket har lagt sig. Seeren når aldrig rigtigt at frygte Brahms’ magt.

At filmen i forvejen starter på en svag præmis, hjælper det fantasiforladte plot ikke meget på.  Historien stikker i alt for mange forskelligartede retninger, og det virker ikke til, at der er en klar idé fra instruktør William Brent Bells’ side om, hvad The Boy skal gøre. I den afsluttende akt af filmen efterlades opmærksomheden ikke så meget til gyset, men til den tåkrummende kulmination på hele historien. Selvom dukken Brahms giver filmen interessante muligheder for at skræmme, dræbes mystikken fuldstændig i afslutningen, og man ender med at sidde tilbage og tænke på, hvad filmen kunne have blevet til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *