WHEN THE BOUGH BREAKS: Ikke så meget et spørgsmål om farve som om farce

Af Rikke Bjørnholt Fink

Egentlig er det jo meget fedt, at det for en gangs skyld er blevet vurderet, at vi hvide nordeuropæere godt kan tåle at se film med afroamerikanske protagonister. Desværre kan der godt gå længe før man prøver dét igen, for When the Bough Breaks bliver næppe noget smash-hit. Jeg vil dog vove at påstå, at det ikke har noget med hudfarve at gøre, for filmen knækker i højere grad end grenen i dette jammerlige forsøg på en thriller. Jeg fik mig et par gode grin undervejs, men det var desværre fordi jeg grinede af og ikke med filmen.

Laura og John Taylors mangeårige ufrugtbarhed finder sin forløsning i form af surrogatmoderen Anna, der er villig til at blive gravid med deres biologiske barn. Den unge, fertile kvinde bærer dog ikke kun rundt på Laura og Johns afkom, men også nogle tunge hemmeligheder og en gal kæreste. Efterhånden bliver hun i øvrigt sygeligt forelsket i John. Udgangspunktet er der sådan set ikke noget i vejen med, men al dialog er pakket med klichéer, alle erotiske scener er blevet rundbarberet med den store PG-13 kniv og der er for mange ligegyldige elementer i historien. Man kunne eksempelvis have vurderet, at en gal rugemor var nok og skrevet hendes kæreste ud. På den anden side måtte man så have undværet sætningen ”Don’t think, baby. I’m the brain here – you’re just the uterus.”

Cirka halvvejs inde kan man være tilbøjelig til at give op, men så tipper filmen og udvikler sig til hvad der føles som et stedbarn af en farcekomedie og en installation i Scary Movie føljetonen. I en  enkelt scene, hvor Laura er alene hjemme, kommer vi seriøst igennem samtlige gyserklichéer fra Psycho-violiner til kæledyret, der mangler.

ANMELDELSE AF:
When the Bough Breaks

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Jon Cassar

LAND:
USA

I denne del af filmen introduceres i øvrigt Michael K. Williams, der i Barack Obamas yndlingsserie, The Wire, spiller præsidentens yndlingskarakter, Omar. Hvis det ikke var ære nok, er han på alle måder mit favoritelement i When the Bough Breaks. Williams spiller en privatdetektiv, der hjælper parret med at finde frem til Anna, efter hun er stukket af med deres baby i maven. For os seere leder han efter plottet og har altid en eller anden hovsa-oplysning, der kan drive det frem.

Jeg fniste en del den sidste halve time, men hele biografsalen brød sammen af grin under klimakset, hvor højdepunktets punchline unægtelig vækker genklang til dengang, hvor Samuel L. Jackson var træt af nogle slanger på et fly. I denne del af filmen har man generelt sagt farvel til alle fysiske love inklusive simple principper for, hvem der vinder, når to mennesker med 40 kg vægtforskydning slås. Det er altså ikke alene grenen der er knækket, men hele træet der er revet op ved roden til sidst og det er sådan filmen frelser sig selv fra forglemmelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *