Boldspillende seniorer i fuldt vigør

Af Asta Schantz Koch

Ikke alle dokumentarer behøver udfordre form og format for at formidle en historie. Det er i hvert fald ikke tilfældet med den norske Optimisterne, der bare er en herlig fortælling om et norsk seniorvolleyballhold for kvinder i alderen 66-98 år. Men selv om filmkonventionerne overholdes, er der her tale om en filmoplevelse, der gør tanken om at blive gammel lidt mindre skræmmende.

”Optimisterne” har volleyballholdet, der har eksisteret siden engang i 70’erne, valgt at kalde sig. Det består udelukkende af ældre damer, der egentlig synes, det er hyggeligere at tantesladre over kaffe og hæklerier end at spille det dersens boldspil. De forholder sig da heller ikke voldsomt til reglerne, men har dog indført en bødeordning, der kræver at enhver, der ”bokser” (rammer bolden med en knytnæve), skal betale ti kroner til kassen. Ordningen har bare det problem, at ingen kan huske, hvem der egentligt boksede under træningen, så der er ikke mange penge i den kasse.

Det er bare et af de morsomme indslag, der er med til at gøre Optimisterne til en hjertevarmende og morsom fortælling. Flere andre scener viser kvinderne i morsomme situationer, som da de forvirrede ser på de mange farvede streger på banen, da de første gang besøger en rigtig sportshal.

ANMELDELSE AF:
Optimisterne

ORDET SYNES:
4-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Gunhild Magnor

LAND:
Sverige & Norge

Hele filmen er bygget op om kvindeholdets forberedelse til en kamp mod et svensk herreseniorhold, men sideløbende portrætterer Optimisterne en række livsglade kvinder, der måske er på vej mod livets ende.  Især er holdets absolutte alderspræsident, Goro, på 98 fuldstændig fantastisk. Hun erkender med et smil på læben, at hun bestemt er den dårligste spiller på holdet, men alene det, at hun formår at løbe omkring på banen iklædt lilla Converse, gør hende til en ægte optimist. Og det til trods for, at hun også kæmper med sine livskvaler.

Optimisterne er en helt klassisk konventionstro dokumentar, der ikke forsøger at anvende æstetiske greb til at formidle sit budskab. I stedet er der tale om en finurlig og fornøjelig portrætfortælling om kvinder på sidste etape i livet, men som alligevel ønsker at opnå noget i deres hverdag. De tøsefnidrer over tanken om at skulle spille mod de svenske ”Krudtgubberna”, de bliver enige om at deres uniformer på ingen måde er præsentable uden en lille hæklet blomst. Og så bliver der drukket ufatteligt meget kaffe, mens damerne sladrer om dit og dat.  I det hele taget får Optimisterne pensionistlivet til at se meget hyggeligt ud.

Optimisterne er en herlig og livsbekræftende film, men det er dog heller ikke en stor film. Den bringer ikke nogen politiske budskaber, revolutionerer ingen genre, men den ønsker at fortælle en fin og finurlig historie, hvilket den gør glimrende. Med sine morsomme islæt kommer man helt ind på livet af en række skønne mennesker, der bare ønsker at muntre sig. Jeg gik i hvert fald derfra med lidt mere optimistiske tanker om det at blive gammel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *