Anmeldelse
BOHEMIAN RHAPSODY: Farverig og sentimental fortælling om manden, myten, legenden – og Queen

Af Anna Hedegaard Kristensen

Hvis man har hørt om rock, er det sjældent, at man ikke også har hørt om Queen. Bandet, hvis musikalske repertoire leger med alt fra rock og pop til klassisk musik og opera. Med Bohemian Rhapsody forsøger Bryan Singer at puste liv i fortællingen om et band af originaler, og særligt historien om en privat mand med en meget flamboyant karakter.

Filmen følger Queens historie fra deres spæde begyndelse til deres storslåede comeback ved den nu legendariske Live Aid-optræden i 1985. Vi følger særligt Freddie Mercury (Rami Malek), der må jonglere med sit livs kærlighed, forholdet til sine med-bandmedlemmer og sin livsstil. Alt imens det, der ikke må nævnes, langsomt, men sikkert finder vej ind i hans krop.

Rami Malek leverer sin karrieres måske bedste præstation i rollen som den overdådige Freddie Mercury. Med hver enkelt bevægelse ser man ligheden mellem skuespiller og karakter. Særligt med en person som Freddie Mercury, som anses af mange for at være et ikon, og hvis tilstedeværelse på en scene sjældent kunne overgås, er det noget at være begejstret for. Malek bliver desuden bakket op af gode præstationer fra Gwylim Lee, Ben Hardy og Joe Mazzello som henholdsvis Brian May, Roger Taylor og John Deacon.

Musikken er, som den burde være i en film om rocklegender, et af de vigtigste aspekter af filmen. Den er med til at skabe en grandios stemning, samtidig med at den er en del af historiefortællingen. Om det er Freddie, der energisk spankulerer rundt på scenen, eller om han i et ømt øjeblik krænger sit hjerte ud gennem sang til sin store kærlighed, Mary Austin (Lucy Boynton), så tager musikken os med på en følelsesmæssig rejse, og det vil i sig selv være turen i biografen værd. Becky Bentham, musik-supervisor på Bohemian Rhapsody, har vellykket blandet gamle lydoptagelser af Queen med nye optagelser af filmens skuespillere for at få et organisk resultat, når skuespillerne optræder foran kameraet.

Det er desuden en utrolig flot film. 70’er og 80’er-æstetikken fungerer rigtig godt, både fordi den naturligvis stemmer overens med fortællingen, men også fordi det bare ser drøngodt ud. Kostumerne, især Freddies, er ligesom skuespillerne umådeligt vigtige at få til at fungere, og det gør de, så selv den mest kritiske fashionista må overgive sig.

Bryan Singers portræt af Freddie Mercury og Queen er desværre i flere øjeblikke alt for melodramatisk. Særligt mod filmens slutning bliver det lidt for meget fra-sit-livs-laveste-til-sit-livs-højeste-comeback til min smag. Der opstår en tendens til at overgøre og sentimentalisere, hvilket er ærgerligt, når filmens integritet falmer til fordel for indiskret følelsesporno.

Problemerne kan måske begrundes i Singers utidige afgang som instruktør. Den sidste del af optagelserne blev varetaget af britiske Dexter Fletcher, som er kendt for blandt andet at instruere Eddie the Eagle (2016). Det virker til at der har været uenighed om, hvordan historien om Queen skulle fortælles, og det gør, at der er nogle løse ender, som kunne have været trimmet til fordel for et mere fuldent portræt.

Bohemian Rhapsody er en flot og farverig film bakket op af legendariske rocksange, der får hårene til at rejse sig, og sikre skuespilspræstationer, som i den grad gør filmen værd at se. Er man dog ikke det mest sentimentale menneske, skal man være klar på, at man bliver sat på en prøve.