Bogtyven stjæler ikke billedet

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Filmatiseringen af bestsellerromanen Bogtyven er en fin, men desværre også kedelig historie om en pige, der trodser nazismens undertrykkelse og opdager, hvordan litteratur kan redde og samle mennesker trods forskelligheder. 

Film om Anden Verdenskrig og holocaust er efterhånden blevet en etableret og selvstændig genre både i Hollywood og uden for USA. I film som Schindlers Liste, Pianisten og Anne Fransk Dagbog ses det, hvordan den fælleseuropæiske historie trækkes gennem Hollywoods fortællemaskine og kommer ud på den anden side som et stykke velsmurt filmdramatik.

For kendere af romanen vil det næppe komme som en overraskelse, at filmatiseringen af Bogtyven skriver sig ind i denne transatlantiske filmtradition. For præcis som i Markus Zusaks litterære forlæg danner jødeudryddelsen rammen for filmen. Desværre er overgangen fra bog til film ikke kun udpræget vellykket.

11-årige Sophie Nélisse spiller fremragende som bogtyven. Foto: Twentieth Century Fox, 2014.
11-årige Sophie Nélisse spiller fremragende som bogtyven. Foto: Twentieth Century Fox, 2014.

Allerede i filmens første minutter stjæler titlens tyv sin første bog. Selvom pigen Liesel (Sophie Nélisse) ikke kan læse, stjæler hun bedemandens ”Håndbog for kirkegravere” efter sin lillebrors begravelse. Kort efter introduceres Liesel for sine nye plejeforældre: Den strenge plejemor Rosa Hubermann (Emily Waston) og den rare og tillidsvækkende plejefar Hans Hubermann (Geoffrey Rush). Liesel og hendes nye far knytter hurtigt et særligt bånd, og hun lærer glæden ved at læse og beskrive ting med ord.

Men Anden Verdenskrig står for døren, og da Hitler forbyder al litteratur, der ikke taler for nazismen, begynder Liesel at stjæle bøger, der er hendes store lidenskab. En lidenskab hun deler med den jødiske flygtning Max, som familien Hubermann skjuler for nazisterne. Med sin naturlige godhed opdager Liesel, at litteraturen kan samle mennesker på tværs af forskelligheder, og at mennesker ikke kan undertrykkes mod deres vilje. ”Ord er liv,” som Max fortæller Liesel.

Bogtyven rummer med andre ord et budskab, der på medmenneskelig vis, viser hvorfor mennesker ikke kan undertrykkes, men derimod kan samles gennem den gode fortælling som litteraturen tilbyder os. Desværre fremstiller filmen denne morale så sort/hvidt, at den bliver svær at modsige og dermed også kedelig og intetsigende i længden. Naturligvis skal et af de mørkeste kapitler i den europæiske historie fortælles, men det er den også blevet, og Bogtyven bidrager desværre ikke med noget nyt. Filmens historie, der burde være universel, bliver således mere en ulempe for filmen end en egentlig fordel.

Liesel med sine plejeforældre spillet af Emily Watson og Geoffrey Rush. Foto: Twentieth Century Fox, 2014.
Liesel med sine plejeforældre spillet af Emily Watson og Geoffrey Rush. Foto: Twentieth Century Fox, 2014.

Instruktøren Brian Percival, der før har instrueret afsnit af BBC-serien Downton Abbey, forbliver med Bogtyven i den europæiske mellemkrigstid. Men selvom filmen har en tendens til at undervurdere publikums historiekundskaber med udførlige tekstmærkater på eksempelvis Krystalnatten, er filmen et fint tidsbillede, om end den sneklædte tyske vinterlandsby romantiseres i en grad, der minder om Dickens’ Et Juleeventyr. Filmens stil bliver dog ikke overdrevet, men fungerer som en fin kulisse for Liesels historie.

Filmens stærkeste side er uden tvivl samspillet mellem Liesel og hendes plejefar Hans. Sophie Nélisse og Geoffrey Rush spiller begge eminent godt. Ikke mindst leverer den kun 11-årige Nélisse en fremragende præstration, som titlens bogtyv. Faktisk spiller hun så godt, at hendes præstation visse steder overskygger filmens andre børneroller i en grad, der får sidstnævnte til at ligne biroller i en dansk børnejulekalender.

Desværre yder dialogen ikke nogen stor hjælp til filmen som helhed. Tilsyneladende i et forsøg på at stille alle involverede nationaliteter tilfreds fremføres dialogen på et engelsk kombineret med en herlig blanding af både britisk og tysk accent. En dialekt, der til tider desværre virker mere komisk end naturlig.

ANMELDELSE AF:
Bogtyven

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Peter Jackson

LAND:
USA

Læsere og elskere af Zusaks bog vil formentlig være tilfredse med filmudgaven af Bogtyven. Men den bidrager ikke med noget nyt, og vil formentlig blot udvide kredsen af læsere til bogen – hvilket i sig selv jo også er en kvalitet. Bogtyven har bestemt fine øjeblikke, men som helhed er filmen desværre for lang og vil for lidt. Har man allerede læst bogen, vil filmudgaven af Bogtyven derfor ikke stjæle andet end to timers af ens tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *