Børn skal da have det bedste

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Smølferne 2 havde premiere i sidste uge, og selv om jeg principielt ikke vil dømme en film, jeg ikke har set, er det svært at kvæle et surt opstød, når biografernes bud på børneunderholdning har en tagline, der lyder “Frækkere end Smølferne tillader”.

Selvfølgelig kan Buster supplere lige for tiden, men det meste af året er der en sørgelig mangel på gode børnefilm i biffen, og så må ungerne jo finde dem derhjemme: her har de valget mellem dansk- dubbede Disney Channel-serier på Ramasjang eller dansk-dubbede Disney Channel-film på Netflix. Ingen tvivl om at DRs egenproducerede materiale er licenspengene værd, men når det gælder indkøbte titler, savner jeg variation og mod på at satse!

5 små overspringshandlinger:
Duck Amuck (1953)
Rabbit Fire (1951)
To Beep or Not to Beep (1963)
The Cat Concerto (1947)
Convict Concerto (1954)

Det er for let at sige ”da jeg var barn”, for der var også lortefilm dengang, og der er fantastiske film nu, men da jeg var barn, havde jeg et VHS-bånd med Karel Zemans tjekkiske dukkefilm, optaget fra DR1 i bedste børnesendetid. Det tror jeg ikke, de ville turde i dag.

Så er der sgu tegnefilm!
Der er dog godt nyt forude for børnefilmskværulanter som mig: Jakob Stegelmann genopliver 80’er- serien Så er der tegnefilm og vil fra november vise et bredt udvalg af Warner Bros.’ klassiske Looney Tunes-tegnefilm i et ugentligt program, der kommer til at køre på DR Ultra.

Frem med champagnen! Et kort øjeblik var jeg bange for, at den yngste generation ville vokse op uden at kunne fange referencerne i Who Framed Roger Rabbit!

Der er masser af fantastisk underholdning i de gamle tegnefilm, og det er vigtigt at få dem ind med modermælken, alene fordi de ligger til grund for så meget humor i vores kultur: fra Simpsons til Coen-brødrene til Pixar til, ja, Smølferne. Filmene og figurerne er fælleskulturelle, og alle børn burde kende til dem.

De gamle tegnefilm har også den store fordel over for meget nyere animation, at de ikke er lavet til børn. I de gode gamle dage viste biograferne ikke blot enkelte film, men hele programmer: liveoptræden, kortfilm, ugerevy og en tegnefilm, og fordi de fungerede som forfilm til alle genrer, var de nødt til at ramme bredt. Netop Warner Bros. var dygtige til at kombinere fandenivoldsk slapstick med referencer, der går hen over hovedet på de mindste.

Modernisme i børneklæder
Thugs With Dirty Mugs er et godt eksempel: en bankrøver bygget over gangsterskuespilleren Edward G. Robinson ender i spjældet, fordi en fyr i publikummet, der har set filmen før, rejser sig op og sladrer til politiet. Duck Amuck er endnu mere meta: Daffy forsøger fortvivlet at underholde publikum, mens en diabolsk animator torterer ham ved konstant at viske ud og tegne om.

Og det er bare de mest intertekstuelle. Så er der alle de andre: Grimm E. Ulv og Hjulben, Sylvester og Pip, Pelle Gris, Elmer Fjot og ikke mindst Snurre Snup. I ved, ham med Søndagsklubben. Filmene havde en simpel streg, herlig politisk ukorrekthed og et forhold til vold, der ville få de fleste i dag til at råbe vagt i gevær, men det er netop det, der har gjort dem så udbredte.

Og hvorfor egentlig stoppe der? Looney Tunes er et godt sted at starte, men vi mangler Tom & Jerry, Skipper Skræk og Søren Spætte, for slet ikke at tale om Betty Boop og Ulven Wolfy. Og så er der selvfølgelig Disney-karaktererne – men de er vist dækket.

Længe leve paternalismen!
Det er godt at se DR træde i karakter. Det er alt sammen meget godt med de mange kanaler og frit udbud og alting, men børn vælger, hvad de kender, og så er det jo op til andre at redde den almene dannelse. Så er der tegnefilm er et skridt i den rigtige retning, og jeg sidder helt sikkert foran kassen, når vi når til november – men lad det være det første skridt, lad os få hældt noget mere finkultur i hovedet på rollingerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *