BLODIG WEEKEND: GYS, GRIN OG GODT HUMØR I FØRSTE WEEKEND

Af Bjarke Johansen 

Da Blodig Weekend startede i 2012 var det stort nyt for danske gyserfans. Det var første gang, at vi fik en festival dedikeret til denne genre, der så tit bliver ignoreret i Danmark, og det var en stor fornøjelse at kunne mødes og dele sin kærlighed for genren med andre fans. I 2013 voksede festivalen med visninger på større skærme i Cinemaxx og et endnu bredere udvalg af film. Men det må siges, at denne tredje Blodig Weekend festival indtil videre har været noget helt for sig selv.

(U)hyggen begyndte for mit vedkommende med Jordan Barker’s Home Invasion-thriller Torment (2013), hvor et ungt pars søn bliver kidnappet af en familie af galninge, der lader til at hade faderen af ukendte årsager. Omend ikke en af de mest opfindsomme film i sin undergenre lykkedes det dog for filmen med sine flotte billeder og brutalitet at sende et sus gennem salen. Mere genreudfordrende var den schweiziske Chimères (2013) af Olivier Beguin, hvor en ung fotograf gradvist forvandles til en vampyr efter en blodstransfusion.  Fokus lå langt mere på den gradvise forvandling og kærestens forsøg på at få forholdet til at fungere til trods for hans tilstand, og gav således et ganske anderledes syn på, hvad der sker, når et parforhold udsættes for en urimelig udfordring.

På lignende vis foksuerede varulve-filmen Late Phases (2014) af Adrián García Bogliano  (hvis film, Here Comes The Devil (2012) kunne ses på sidste års Blodig Weekend) langt mere på optakten til et angreb. Filmen følger den blinde, pensionerede krigsveteran Ambrose, der bruger en måned på at forberede sig til en omkamp, efter en varulv har angrebet hans alderdomshjem. Med sit studie af lighederne mellem den gamle veteran og de dyriske ulve, sit fokus på en umådelig stærk karakter og en langsom men sikker opbygning til et hæsblæsende actionklimaks, satte den sig hurtigt fast som et af festivalens filmmæssige højdepunkter.

Men gysergenren kan meget mere end at give folk gåsehud – den kan også være utroligt morsom med de rigtige folk bag rattet, og udvalget af morsomheder var enormt. Det vanvittige koncept i Jordan Rubins Zombeavers (2013), der handler om præcist hvad man skulle tro, samt dens vilje til at omfavne og udnytte genrens dummere klichéer, blev grobunden for et virkelig morsomt og blodigt twist på den evigt udøde zombiegenre. Og lige så uhyggelige, som varulve og vampyrer kunne være i Late Phases og Chimères, lige så morsomme kunne de være i henholdsvis Wolfcop (Lowell Dean, 2014) og What We Do In The Shadows (Jemaine Clement & Taika Waititi, 2014). Især sidstnævnte viste sig at være et uafbrudt 90-minutters latterbrøl, da fem meget forskellige vampyrer følges af et kamerahold i deres moderne dagligdag i New Zealand, der filmer en dokumentar om dem. Filmen er perfekt spækket med akavede situationer, elskværdige (omend bloddrikkende) karakterer og konstante jokes, der udspringer af simple små spørgsmål om, hvordan vampyr livet mon egentlig må fungere i dag, og den er ganske enkelt noget af det sjoveste, man kan byde sig selv at se, hvis man kan tåle at se lidt blod.

Kortfilmsformatet fik også lov at vise, hvad det kunne i antologifilmen ABCs of Death 2 (2014), hvor 26 forskellige instruktører atter en gang fik fuldstændig kreativ frihed til at lave en historie om død baseret på et ord, der starter med et bestemt bogstav i alfabetet. Ganske som i den første film oser morskaben, uhyggen og den kreative energi af skærmen, og de mindre heldige sekvenser er ganske få. Sekvenser som S is for Split, D is for Deloused og K is for Knell imponerede visuelt og spændingsmæssigt, mens A is for Amateur, M is for Masticate og Q Is for Questionnaire sender et brøl af latter gennem sit publikum med perfekt leverede punchlines.

Men skal man pege på et enkelt, enestående højdepunkt for hele festivalen var det uden tvivl besøget fra Lloyd Kaufman, formand for verdens længst overlevende uafhængige studie, Troma Studios, og skaber af klassikere som The Toxic Avenger (1984) og Tromeo and Juliet (1996) der begge blev vist på festivalen.Selvom der også var andre instruktører til stede, heriblandt Ruggero Deodato, der skabte splatterklassikeren Kannibalmassakren (1980), var det Lloyd og hans kone Pat, New York Film Society’s tidligere kommissær, der stjal showet totalt.

Lloyd var ikke kun venlig, morsom og informativ, når han præsenterede sine film, han fik også hele publikum op at danse foran lærredet, før de skulle se The Toxic Avenger med det mål at filme dem til introduktionen til toerens kommende Blu-Ray udgivelse og deltog i en kort, men utroligt morsom teaterversion af samme film.  Selv med alt det arbejde var de begge stadig glade, smilende og venlige ved deres fans, da de uddelte autografer, tog fotos og solgte Troma Merchandise under lørdagens Collector’s Market, hvor både fans og mindre butikker solgte ud af film, bøger, tegneserier, plakater og andet godt, hvilket alt sammen gav mange fans et kæmpe smil på læben og satte mangen en passioneret samtale om deres yndlings film i gang.

Det var en skam at skulle forlade Cinemateket og festivalen efter så mange herlige dage, men det er ikke helt slut endnu. Allerede på onsdag kan man i CinemaxX opleve Danmarks første Found Footage-gyser Encounters (2014), og fra fredag til lørdag er der atter engang en håndfuld film at se, denne gang i Grand Teatret og i CinemaxX i både København og Århus. Skulle man synes, at der mangler noget om torsdagen, bliver der holdt en officiel Blodig Weekend fest i Warehouse 9 i Kødbyen, hvor musikken leveres af det finske synth-rock band Nightsatan, som også selv har lavet en film, der bliver vist til festen – navnligt Nightsatan and the Loops of Doom (2013). Alt dette kan man læse mere om på festivalens hjemmeside, www.blodigweekend.dk.

Der er altså stadig masser at glæde sig til på dette års Blodig Weekend, og det kan I tro, at jeg også gør! Læs med i næste uge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *