BLODIG WEEKEND: Danskere, dumheder og dommedag i anden weekend.

Af Bjarke Johansen 

Efter Blodig Weekend i forrige uge skulle man tro, at de mange genrefans havde fået stillet deres appetit, og at der var blevet tyndet lidt ud i mængden af film, der kunne vises. Men i år viste Blodig Weekend hvor meget, der rent faktisk er at komme efter, da de for første gang havde udvidet festivalen med ekstra visninger i både Grand Teatret og CinemaxX i både København og Århus. Og emnerne er stadig grundigt varierede.

Blodig Weekend havde i år en masse dansk på prorammet. The Devil’s Hand (2014) af Christian E. Christiansen åbnede festivalen med en verdenspremiere, og Ole Bornedal var til stede for at introducere Nattevagten (1994) for at fejre filmens 20-års jubilæum. Og også i denne anden weekend var der en dansk film på programmet, navnligt Anders Bukhs Encounters (2014), der blev vist om onsdagen i CinemaxX i København til et stort, spændt publikum. Og filmen var da også et grundigt udført dansk forsøg i genren, omend man måske kan mene, at den trækker en anelse ud hen mod slutningen.

Torsdag bød på weekendens eneste sociale begivenhed, da det finske synth-rock band Nightsatan besøgte Warehouse 9 i Kødbyen og ikke kun spillede en fin synthesizer-koncert, men også viste deres kortfilm Nightsatan and the Loops of Doom (2013), bandets morsomme, perfekt bizarre og visuelt ganske flotte hyldest til 80’ernes italienske post-apokalyptiske Mad Max-inspirerede film. Desværre led arrangementet dog af, at ikke mange deltog. Men som den eneste sociale sammenkomst kunne man godt have ønsket sig, at der var lidt mere at byde på.

En af de store succeser på Blodig Weekend sidste år var det berygtede mockbuster-produktionsselskab ’The Asylum’s’ seneste billige monsterfilm Sharknado (2013), der med sit vanvittige tornado-fuld-af-hajer koncept, sin selvbevidste humor og generelle elendighed satte internettet i brand, da den havde premiere på TV. Så i år måtte vi naturligvis have en fortsættelse, og Sharknado 2: The Second One (2014) skuffer bestemt ikke. Handlingen går langt hurtigere i gang, og det latterlige i konceptet er blevet fordoblet til et punkt, hvor der er næsten umuligt ikke at være underholdt. På mange måder har 2’erens forsøg på at være endnu værre end sin forgænger således faktisk gjort til den til en bedre, omend stadig morsomt elendig og endnu mere sindssyg film.

I Grand Teatret gjorde Elijah Wood i Open Windows (2014) sig som nervøs fan-blogger, der mens han venter på at skulle mødes med den skuespillerinde, han har dedikeret sin blog til, bliver kontaktet af en mystisk person, der snart hacker hans computer og tvinger ham ud i et farligt spil for at redde – eller tage – hendes liv. Filmen er fortalt udelukkende gennem åbne vinduer på Wood’s bærbare computer, hvad end det involverer webcams eller hackervinduer, og filmen udspiller sig i imponerende real time, der gør spændinget så meget større, når jagten går ind. Desværre har filmen også så travlt med at smide nye drejninger efter sit publikum, at det hele kan ende lidt mudret. Men generelt er det en virkelig god, imponerende film, man bør gør sig den tjeneste at se for formatets skyld.

Mindre heldig var Starry Eyes (2014) den samme aften, der omhandlede en ambitiøs skuespillerinde, der bliver tilbudt en rolle hos et anerkendt produktionsstudie, men må gøre noget virkelig nedladende for at få den, og som gradvist forvandler sig til et groteskt uhyre i løbet af historien og vender sine ellers opmuntrende venner ryggen. Filmen, omend flot filmet og nådesløst væmmelig ved sin kvindelige hovedperson der bestemt må lide for sine handlinger, lader til at tro, at den er meget kvikkere end den egentlig er. Den tager sig selv ekstremt alvorligt, men dens papirtynde skurke, karaktergalleri og budskab gør dette næsten umuligt.

Hammer Studios, der fra 50’erne og op gennem 70’erne gjorde Peter Cushing og Christopher Lee til superstjerner i deres nye, blodigere fortolkninger af klassiske Universal filmmonstre som Dracula, mumien og Frankensteins monster, bød også på en ny film i år, navnligt The Quiet Ones (2014), der morsomt nok lider under alt for mange skingre skrig og højlydte jump scares. I denne film, der foreår i 1970’erne, forsøger en college-professor med hjælp fra to studerende og en ung kameramand at bevise, at det gespenst, der lader til at hjemsøge en ung pige, i virkeligheden er telekinetiske manifestationer af hendes egen psykiske syge. Filmen giver sig god tid med sit setup og får meget ofte skabt en god spænding med sin blanding af traditionel filmfortælling og found-footage lignende dokumentaroptagelser, der passer til tidsperioden. Desværre trækker de ofte lidt billige jump scares og den alt for larmende lydside det hele lidt ned.

Festivalen sluttede med dommedags-filmen These Final Hours (2013). Her følger vi James, der agter at drikke sig fra sans og samling til en stor fest, så han ikke mærker det, når en gigantisk flammemur udsletter verden. Men på vejen redder han den 9-årige pige Rose fra et par kidnappere, og hans prioriteter ændrer sig, da han prøver at få hende hjem til sin far, så de kan gå enden i møde sammen. Hvor det kunne have været nemt at gøre dette til en historie, hvor James skulle nedkæmpe enhver, der bragte pigen i fare, vælger filmen i stedet at fokusere på tragedien ved at vide, at hele ens verden snart forvinder, og hvilket pres det lægger på den menneskelige psyke. Det er så lige så hjerteskærende, som det er nådesløst, og det er bestemt en af de absolut bedste film på årets program.

Efter at have varmet op med både spøgelser, vamyprer, hackere, hajer, zombie bævere, varulve og atomaffalds-monstre kan dem, der har deltaget i årets Blodig Weekend, nærmest ikke være mere klar til at gå oktobers kommende Halloween-festligheder og de næste kolde, mørke måneder i møde. Jeg er i hvert fald klar. Og jeg glæder mig allerede som et lille barn til næste år, når det hele går løs igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *