BLODIG WEEKEND 2014: Gys, gru og andre genrefilm

Af Bjarke Johansen

I Oktober bliver USA i takt med efterårets komme forvandlet til et sort og orange landskab fyldt med monstre og spøgelser for at varme op til Halloween i slutningen af måneden. Men I Danmark tager vi forskud på løjerne, for allerede den sidste weekend i september skydes genrefilmfestivallen Blodig Weekend i gang på Cinemateket og i Cinemaxx, hvor der i år bydes på både varulve, spøgelser, zombie bævere, verdens undergang og mange andre grufulde ting.

Blodig Weekend startede i 2012 som en ren gyserfestival, og var den første af sin slags i Danmark. Før da var det ikke nemt at være gyserfan herhjemme. Det mener Elias Eliot, en af festivalens arrangører, i hvert fald.

”Vores formål med Blodig Weekend var først og fremmest at give dem, der elsker de her film, en bedre mulighed for at se dem. Før da var Copenhagen PIX’s ellers glimrende lille sideprogram den eneste mulighed for at få mange af de her genrefilm at se i biograferne i Danmark. Sidste år åbnede vi derfor festivalen med Evil Dead-remaket, som jeg synes var ærgerligt, at vi ikke fik at se i danske biografer.”

Gyserfilm har vi ikke lavet voldsomt mange af i Danmark, ofte med det argument, at vi ikke har et marked for den slags. Ifølge Elias skulle Blodig Weekend gerne bevise det modsatte for det Danske Filminstitut. Derfor bliver der hvert år vist danske genrefilm, heriblandt Encounters (2014), der skulle være Danmarks første gyser i Found Footage-genren.

”Et af vores mål er, at vi hvert år vil vise én dansk undergrundsfilm. For tre år siden var danske genrefilm sjældne, og det føltes som om , at det var noget, instituttet så ned på. Der vil vi gerne råbe højt og sige, at der er altså folk herhjemme, der er passionerede omkring den her slags film. Det kan ikke være rigtigt, at dansk film kun skal være køkkenvaskdramaer. Men det ser ud til at ændre sig, nu vi har fået film som Når Dyrene Drømmer, Antboy og Dannys Dommedag og vi også snart får zombiefilmen Sorgenfri, og det glæder mig meget. Jeg håber det fortsætter”.

Udover Encounters bliver Ole Bornedals danske gyserklassiker Nattevagten (1994) også vist på festivallen i anledning af filmens 20-års jubilæum med besøg af Ole Bornedal selv, og den danske instruktør Christian E. Christiansen (Råzone (2006), Lev Stærkt (2014)) præsenterer også sin aktuelle amerikanske gyser, The Devil’s Hand (2014), der åbner festivallen. Så det er ikke just en dansk tilstedeværelse, der mangler på programmet.

Hvert år er der er også udenlandske gæster til stede. I år kan man møde Ruggero Deodato, instruktøren bag den italienske splatter-klassiker Kannibalmassakren (1980). Man får også mulighed for at møde Lloyd Kaufman, der har stået bag film som The Toxic Avenger (1984) og Tromeo and Juliet (1996). For genrefans er disse enormt store navne og kendte film, men selvom det er disse store fans, Blodig Weekend primært er skabt til, forsøges der også på at gøre plads til nye seere.

”Vi vil gerne give de hardcore fans en mulighed for at se flere af både de nye og mere retrospektive film, men vi vil også prøve at brede det ud og få et andet publikum ind, der måske ikke ser så mange gysere og vise, hvad genren også kan. Det er ikke kun blod og splat og indvolde, der er også mange samfundsrelevante kommentarer og gode historier fortalt i de her film.”

Festivalen har oplevet en tæt vækst gennem dens tre års levetid. Hvor den første Blodig Weekend i 2012 rakte over en enkelt weekend i Cinemateket og i Husets Biograf blev flere af filmene i 2013 vist i Cinemaxx i København. I år bliver festivalen spredt over to weekender, således at man fra den 1. til 5. oktober vil kunne opleve ekstra film i Cinemaxx i både København og Århus. Det er heller ikke kun gysere, der vises i år, men også Sci-Fi filmen The Anomaly (2014) samt dommedagsfilmen These Final Hours (2013).

”Fra i år kalder vi det en genrefilmsfestival frem for en gyserfestival. Jeg ville selv gerne have programmet bredt ud, så vi ikke kun viser gyserfilm, men også sci-fi og lignende, så vi også kan åbne for, at thrillere og actionfilm, som vi synes er røvfede, også kan komme med i programmet. I år prøver vi også noget helt nyt ved at hive teater ind, ved at få en dansk instruktør og nogle skuespillere til at lave en reading over udvalgte scener fra The Toxic Avenger.”

Mødet mellem fans af alle slags genrefilm er ifølge Elias festivalens ædleste formål, og intet sted bliver dette gjort tydeligere end til det årlige Collector’s Market, der foregår i Cinemateket lørdag den 26. september fra klokken 13:00. Her står personlige samlere og mindre butikker klar til at sælge og bytte fra deres samlinger af film, bøger, tegneserier og andet genrefilms merchandise.

”Det er en stor del af festivalens hjerte. Det er et samlingspunkt. Noget af det en festival skal kunne, er at skabe et socialt rum. Især når det er en genrefilmsfestival skal vi kunne skabe det, så folk der elsker det her kan mødes og nørde ud i forskellige fora, mens de køber underlige, spøjse ting.”

Til slut har Elias har også selv en række forslag til film, man bør se, når man tager afsted til festivalen.

”Helt sikkert What We Do In the Shadows– det bliver den næste store kultfilm. Man skal også se These Final Hours, der tager et velkendt apokalyptisk scenarie, men fortæller det med en nuance, man tror på. Man kan ikke undgå The Toxic Avenger og Kannibalmassakren. De er milepæle inde for hver deres genre, og det er en unik mulighed for at få lov til at se dem med instruktøren til stede i begge tilfælde. Og jeg vil også anbefale Zombeavers. Der er kommet rigtig mange gyserfilm i de sidste par år, der tager en ironisk distance til genren med en sjov ide og en usjov udførelse, men Zombeavers har et glimt i øjet uden at have denne ironiske distance, og det udgør den helt store forskel.”

Festivallen viser den første film, The Devil’s Hand (2014) i Cinemateket torsdag den 25. september kl. 21:30, og herefter går det for alvor i gang i Cinemateket fredag den 26/09 fra klokken 16:30. Ordet vil efter hver ‘Blodig weekend’ reportere om festivalens højdepunkter. Hele programmet kan læses på festivalens hjemmeside, http://www.blodigweekend.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *