Blod, sex og tårer for 117. gang

Af Amanda Normann Stourup

Dracula er et popkulturikon, som bliver ved med at udfordre sin og din seksualitet. Eller gør han? Filmadaptioner af vampyrer har ikke ligget på den lade side, og der findes utallige bud på, hvad de er. Vampyrer i alle afskygninger ser dagens lys, men hvorfor kan filmselskaber blive ved med at koge suppe på den samme gamle historie?

Titlen på denne artikel lyder umiddelbart som en klassisk lørdag aften, men henleder også opmærksomheden på Grev Draculas mange år som vampyr og popikon. Livet forandrer sig også for fiktive karakterer, og det vil jeg kigge nærmere på.

Vampyren Dracula har udviklet sig som popkulturelt fænomen siden sine første filmatiseringer i starten af det 20. århundrede. Dracula Untold (2014) er det nyeste skud på stammen, som bygger på Bram Stokers roman Dracula fra 1897.

Lige efter den gode Sherlock Holmes er Dracula den mest adapterede fiktive karakter hentet fra litteraturens verden. Fra at have været den uhyggelige, mystiske figur i sine oprindelige dage har vampyren idag udviklet sig til den ønskværdige førsteelsker. 

Der er gået 117 år siden Stoker udgav Dracula. Fortællingen i dagbogsformat om den unge Harker, der møder Grev Dracula, en vampyr i forklædning, i et fjernt og fremmed land, kender mange. Mødet med Dracula ændrer tilværelsen for Harker, da han sideløbende med Dracula vender tilbage til sin forlovede Mina, der minder Dracula om sin tabte kærlighed. Romanen er et spil af magt, begær og længsel efter fortidens og underbevidsthedens skygger.

Film har historisk set haft sine kampe med litteraturen over, hvem der var bedst, og hvilken besad mest kulturværdi. Måske derfor har filmen adapteret fra litteraturen. Hvor sidstnævnte fortæller os, hvad vi skal føle og opleve og giver mentale billeder, viser filmen konkrete billeder, som vi selv skal finde ud af at forholde os til.

Dracula adapteres

 

Der har altid været en tendens til at behandle filmadaptionen ud fra en normativ tilgang. Det er originalen, som er bedst, og adaptionens resultat er under hård bedømmelse. Faktum e at det er to vidt forskellige medier og dermed udtryk.

To film der er adaptioner af Stokers roman er Nosferatu (1922), instrueret af F.W. Murnau, og Bram Stokers Dracula (1992), instueret af Francis Ford Coppola. Murnau kunne ikke få fat i filmrettighederne og måtte ændre ege- og stedsnavne, men beholdte den originale historie. Det slap han ikke af sted med og den hårde dom blev, at alle kopier skulle brændes. Heldigvis for eftertiden blev ikke alt destrueret. Men det vidner om, hvor betydningsfulde rettighederne er for de kunstnere, der står bag. Coppola derimod er ikke bange for at skilte med filmens ophav. Han ligefrem lukrerer på romanens popularitet.

Men hvorfor i det hele taget adaptere? Begge film viderefører romanens tematik og vampyrens funktion. Vampyren er antagonisten, der skal dræbes og nedkæmpes for at skabe balance i tilværelsen igen. Det er mændene der er handlende og beskyttende over for den mere passive kvinderolle, som langt hen af vejen blot er et smukt syn. I begge film bliver det monogame, heteroseksuelle forhold udfordret af Draculas tilstedeværelse.

Vi forføres af paradokset

 

Har vi så ikke fået nok versioner af Grev Dracula? Og hvad skal vi i det hele taget med flere versioner? Filmadaptionens styrke er genkendeligheden. Ligesom Coppola og Murnau har filmselskaber mulighed for at udnytte allerede afprøvede handlinger og karakterer. Samtidig er der et dybt iboende paradoks i mennesket, som driver os mod genkendelige mønstre og et ønske om det nye varierende.

Filmadaptionen udfylder begge behov. Resultatet er et produkt, men det er samtidigt også en dynamisk proces. For adaption er ikke bare en oversættelse eller en parafrase. Det er en imitation, der handler om at skabe eller genskabe kunst, virkelighed og fiktive verdener. På tværs af medier skaber det et helt nyt værk.

Det nye værk består ikke udelukkende af tilføjelser. Både Nosferatu og Bram Stoker’s Dracula viderefører litteraturens tematik. Vampyrerne introducerer homoseksuel tilknytning til den mandlige hovedperson i Nosferatu, samt bigami med sine vampyrslavinder i Bram Stoker’s Dracula. I begge film er det den kvindelige hovedrolle Ellen/Mina, der skal overgive sig til Draculas forførelse for at redde dagen.

En moderne tæmmet vampyr

 

I nyere fortolkninger af vampyrfiguren bliver seksualitets diskursen også udfordret. Vampyren er ikke længere det onde, der skal overvindes for at skabe fred. Nu er vampyren protagonisten og førsteelskeren. I True Blood (2008) er vampyrerne ligefrem en integreret del af samfundet, og i Twilight (2008) er hovedpersonen Bellas største ønske at blive vampyr, så hun kan få lov til at have sex med sin kæreste. De seksuelle drifter er igen koblet på vampyren, men har fået en ny betoning, fordi det er noget ønskværdigt.

Derudover bliver kønsdiskursen også ændret og udfordret i de nye fortolkninger. Mændenes maskuline diskurs er overført til kvinderollen, som nu er handlende og beskyttende. I Låt den rätte komma in (2008) introducerer vampyren Eli en helt anden kønsdiskurs i sit androgyne udtryk spillet af flere forskellige skuespillere.

Spørgsmålet er nu, hvilken version af vampyren vi møder i den nyeste filmadaption Dracula Untold? Er han truslen eller befrieren? Er han gjort tam og blevet en integreret del af samfundet, eller lever han det vilde liv som ungkarl? Se filmen, læs anmeldelsen og bedøm selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *