BLADE RUNNER: Elektriske lys og mennesker

Af Thomas Hasse Therkildsen

Det er en svær opgave at se en film med kritiske øjne, når denne film har betydet utroligt meget for én siden første gang, man så den. Det var derfor med en frygt for at ødelægge noget, som egentlig er mig helligt, at jeg så Blade Runner igen.

Blade Runner i sin final cut udgave fra 2007 bliver nemlig vist i biograferne i en digitalt restaureret version. Det markerer endnu en genudsendelse af den klassiske science-fiction film, som nu er over 30 år gammel. Rick Deckard (Harrison Ford) får endnu engang lov til at jagte, dræbe og forelske sig i replikanter, der går imod deres herres vilje.

For i året 2019 har Tyrell korporationen næsten perfektioneret deres menneskelignende androider, der fungerer som slaver. Men perfektionen har sin pris, og nogle af replikanterne (som de kaldes) er intelligente nok til at indse deres åbenlyse udnyttelse og befrie sig selv derfra. Dette problem har politiet en dedikeret styrke af ‘blade runners’ til at tage sig af ved at jagte og dræbe disse rebeller. Deckard er en blade runner.

Los Angeles er oversvømmet med mennesker, forurening og mørke, mens regnen siler ned fra oven. Stemningen er lagt til den meget dystopiske fremtid, som Deckard lever i, og med perfektion bliver man kastet ind i universet. Man kan næsten smage det generelle had og skuffelse blandt beboerne, når Deckard vælter sig igennem den triste by. Falske eller forsigtige smil gives ud i ny og næ, men det er svært at finde megen glæde – for hvad fanden er der at smile over?

ANMELDELSE AF:
Blade Runner (digitalt restaureret)

ORDET SYNES:

6-stars

PROD. ÅR:
1982

INSTRUKTØR:

Ridley Scott

LAND:
USA

I kraft af meget veludført skuespil og effekter, der holder den dag i dag, er Blade Runner et tidløst mesterværk. Man burde måske fremhæve Rutger Hauers voldsomme galskab, der som Roy Batty dansende leger med Harrison Ford – men selv de små roller er enestående. Næsten drømmende bevæger de sig rundt i deres karakterer mod en sørgmodig skæbne, der for alle synes lidt for nær. Svævende akkompagnerer musikken denne stemning, der varer hele filmen igennem. Tid er en vigtig del af filmen, og med det rette tempo bæres tilskueren af bølger med action og drama mod brændingen, uden det bliver for meget eller for kedeligt.

Filmen er filosofisk uden at være for prætentiøs og kan i sit tema nå nye højder ved eftertanken. Det er svært at klage over filmen uden at lade det være stilen, som simpelthen ikke passer en. Men om man bryder sig om science-fiction eller ej, bør man respektere Ridley Scotts fuldendte film, der føles som en vision bragt til ende. Selvom det kunne lyde som om, at jeg skamroser filmen, så er der ingen skam i at rose den bedste science-fiction film nogensinde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *