BLADE RUNNER 2049: Liv og død i morgendagens verden

Af Thomas Hasse Therkildsen

Sjældent kan film opnå noget fortidigt uden at forvaske det. Sjældent opnår film at være kunst i sig selv, selvom film låner derfra. Og meget sjældent er en efterfølger ligeså god som den originale. Men Blade Runner 2049 er som en søn i forhold til sin far. Den er genkendelig, dog anderledes.

 

Jorden er ufrugtbar og ødelagt i 2049, vi har koloniseret andre planeter, kloge mænd har syntetiseret mennesket til slavebrug og vi har distanceret os selv nok fra dem til at udnyttelse er acceptabelt. Ikke desto mindre har vi gjort os afhængige. Vi er derfor nødt til at fjerne de, der afviger og ikke adlyder – og til det har vi ‘blade runners’, officielle dræbere.

 

Fugtige og mørke Californien er klam. Det er med ægte ubehag, at Los Angeles befolkning bor tæt sammen. K (Ryan Gosling) befinder sig i titelrollen som blade runner, ansat hos Los Angeles Police Department. Han lever et liv meget nær forrige films hovedkarakter, Deckard. Lignende moralske ligesom fysiske udfordringer møder han i sit erhverv. Men selvom man meget let kunne se filmens delelementer hver for sig og nærmest finde kloner af disse i forrige film, formår Denis Villeneuve at fortælle en genkendelig historie i nye farver.

 

En oldtidens mystik er blandet med moderne dilemmaer, når kameraet sniger sig igennem egyptisk inspireret arkitektur, hvor manipulatoriske individer færdes. Med snorlige penselstrøg males det dystopiske mareridt, som kun befinder sig på kanten af de forestillinger, vi har om vores egen mulige fremtid. K svæver poetisk igennem denne verden, som en passiv fortæller, der fremmer handlingen, men kun trist kan afsløre de grumme detaljer for sig selv og tilskueren, i den tragedie han udlever. Han er den klassiske selvopofrende detektiv, og gevinsten ved hans prøvelser, om så den har sine etiske værdier, er svært betalt.

ANMELDELSE AF:
Blade Runner 2049

ORDET SYNES: 

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

Denis Villeneuve

LAND:
USA, Storbritannien, Canada

Nonchalant stiger spændingen i en eksponentiel kurve. Før vi ved det, har handling sat sit tag så dybt inde i vores krop, at vi er opslugt af den. Sjældent overgår andet akt så brutalt det første, som det er tilfældet her. Jeg følte stolen blive hevet væk under mig: Jeg var tolv år igen og havde tændt for fjernsynet den nat, som skulle blive en af de mest spændende i mit liv.

 

Der er mange kvaliteter at finde i denne film, og mange timer kunne bruges på hver enkelt. Stemningen er Mount Everest, billedet er Nilen. Men et frisk pust findes i den multikulturalisme, som Villeneuve fortsætter og forbedrer i hans efterfølger. Villeneuve har givet Blade Runner (1982) en søn, en naturlig forlængelse af en vidunderlig film.

 

Blade Runner 2049 overrasker og underholder på alle de måder, man kunne ønske sig. Og selvom Hans Zimmer forulemper Vangelis’ mesterlige originallydspor, og selvom Harrison Fords imponerende skuespil afslører, hvor meget de andre skuespillere har at lære: Så er intet utilgiveligt – intet er ufejlbarligt, selv ikke et mesterværk.

 

Vi har fundet en udfordrer til verdens næstbedste science-fiction film.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *