BJÖRN AFZELIUS: TUSAN BITAR: Jagten på Afzelius

Af Sara Prahl

”Ligg här intill mej och håll om mej lite. Snart reser jag in i mej själv”.

Sådan lyder starten på Björn Afzelius-sangen Två Ljus, som åbner dokumentarfilmen Björn Afzelius: Tusen Bitar. Netop disse to linjer er på mange måder karakteristiske for Magnus Gerttens og Stefan Bergs portræt af den folkekære, men indadvendte musiker.

Bjørn Afzelius var en kompleks og hemmelighedsfuld skikkelse. End ikke hans ven og fortrolige gennem mange år, Mikael Wiehe, havde for eksempel hørt om hans lange bogprojekt, før et eksemplar af En gång i Havanna en dag dumpede ind gennem brevsprækken. Pengesmuglingen til Cuba kom ligeledes som et chok for Wiehe, som ellers, foruden deres musikalske samarbejde, havde delt vennens røde, revolutionære ambitioner. Der var i det hele taget en hel del, som den forsagte mand aldrig sagde til sine nærmeste.

Tusen bitar, som nok er hans mest populære sang, udgør en ganske rammende undertitel for filmen. Afzelius var på den ene side en tryghedssøgende familiefar og på den anden en rastløs idealist i den røde sags tjeneste. I privaten var han som sagt lukket og hemmelighedsfuld, men på scenen åbnede han sig og krængede sit inderste ud. Modsætningerne er mange, og det er derfor noget af et puslespil at stykke hans liv og person sammen.

ANMELDELSE AF:
Björn Afzelius: Tusen Bitar

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Stefan Berg & Magnus Gertten

LAND:
Sverige

Mange af brikkerne falder dog på plads i interviews med hans nærmeste. Heriblandt findes hans musikpartner i The Hoola Bandoola Band, den førnævnte Mikael Wiehe, hans ekskæreste af flere omgange, Marianne Lindberg De Geer, samt hans åndsfælle Åge Aleksandersen. Med klassiske samtaler i halvnær kommer skeletterne langsomt ud af skabet. Den manglende kritikersucces, den svære barndom samt den evige rastløse skørtejagt er sider af Afzelius, som folkene omkring ham nok fornemmede, men som han sjældent selv direkte talte om.

Men det gjorde han jo så alligevel. Dokumentaren påpeger gang på gang, at den ellers så indelukkede mand jo afslørede alt i sine sange.

I Exil fortæller han om en hård barndom med en meget problematisk moderskikkelse, i Medan Bomberne Fallar viser han sit revolutionære sindelag, og i Två Ljus åbner han døren ind til det indre mørkekammer, som han udmærket godt ved, at han alt for ofte forsvinder ind i.

Mens de mange interviews giver et spændende og gribende billede af Björn Afzelius som både kæreste, idealist, ven og far, er det derfor den insisterende fokus på hans tekster, der gør dokumentaren til et så vellykket kunster- og menneskeportræt.

Til sidst begynder filmen dog at tabe pusten og vade lidt for meget rundt i de samme pointer. Ikke desto mindre lykkes det med et klassisk dokumentarfilmsformat at indfange et modsætningsfyldt og kompliceret menneske, hvis ærlige og ligefremme musik fortsat berører.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *