BJERGET: En ensom fortælling

Af Thomas Hasse Therkildsen

Ensomheden har mange ansigter, men den er nok sørgeligst, når den forgæves søges igen og igen. Det må være en trist og desperat situation. Men uden at overdramatisere fortælles en sådan trist historie i Bjerget, at det hænger i en.

Med få detaljer er Bjerget er en fortælling, der pryder sig i sin simplicitet. En knoklende mor vandrer rundt på Oliebjerget i Jerusalem, hvor hun bor sammen med sin mand og fire børn. Hun bor der af behov for, at en jøde er tilstedeværende på kirkegården. Og til tider er hun den eneste tilstedeværende. Billederne er sandfarvede, og moren, filmens hovedperson, er tit kun som et sort sandkorn i en ørken. Og det er flot. Men man bliver hurtigt mæt af de beige billeder.

Hun er hjemmegående mor, og hendes mand arbejder det meste af dagen samt aftenen. Han er der ikke for hende, mens de fire børn kræver meget af hende. Når de alle er enten i skole eller arbejder, vandrer hun alene på kirkegården og har de få oplevelser, der er at finde der.

Fortællingen bevæger sig langsomt fremad, som man følger morens dage på kirkegården. Det står dog tidligt klart, at hun ikke har det godt. Et mærkeligt sammenstød med nogle alfonser, der lader deres piger sælge på kirkegården, bryder dog med morens tilværelse. Den åbenlyse dekadence sidestilles med familiens forfald i morens hjem. Her opstår et fint symbollag, hvor de to triste historier sættes op mod hinanden. Manden forsømmer hende, når det er åbenlyst, at hun har brug for ham, og det går ud over hele familien, mens alfonserne udøver deres form for vold på de prostituerede.

ANMELDELSE AF:
Bjerget

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Yaelle Kayam

LAND:
Israel & Danmark

Morens gåture på kirkegården bliver til tænkepauser, der giver hende tid til at fantasere og tilskueren tid til at overveje de budskaber, filmen kunne have. Man får dog for meget tid, og selvom der er overraskelser i filmens forløb, indser man med samme hurtighed, som man så hendes uheldige kår, hvordan filmen vil udspille sig.

Der er dog meget originalitet i filmen, historien om den ortodokse jødiske familie på kirkegården er et sjældent syn, og den dybde, som Bjerget indebærer, er foruden det prætentiøse. Det er også befriende at få så meget tid til sig selv under filmen – at man får tid til at tænke. Det er et meget realistisk tempo filmen foregår i, med små hændelser kommer i løbet af ugen, som det ville ske i virkeligheden.

Endegyldigt forbliver fortællingen dog for langsom og kedelig. Der er skønhed og simple, smukke toner af melankoli, men det bliver for meget i enden, og man opnår ikke det store på den tid, der bliver brugt. Den langsomme fortællestil kræver variation, og det er der desværre ikke nok af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *