BIG EYES: Utrolig, men sand historie fortalt i eventyrlig og underholdende ramme

Af Julie Broge Henriksen

”Based on a true story” – den velkendte sætning er det første, der toner frem på lærredet til Big Eyes. Filmen er en biopic om en vild og usandsynlig historie fra virkeligheden, der er puttet ind i et surrealistisk Tim Burton’sk univers.

Kunstmaleren Margaret Keanes fortælling er i sandhed utrolig. I 1950erne gifter Margaret (Amy Adams) sig med den karismatiske og charmerende Walter Keane (Christoph Waltz). Det hele virker perfekt, lige indtil Walter kommer til at tage æren for Margarets kunst, som er hel særlig med sine motiver af børn med store øjne. Malerierne bliver hurtigt meget populære, og Walter bliver besat af berømmelsen, anerkendelsen og pengene. I årevis manipulerer han Margaret til at indvilge i at lade ham udgive sig for at have malet hendes kunstværker.

Big Eyes skildrer et af kunstverdenens største fupnumre med en fin balance mellem mørk dramatik og en finurlig, lettere sarkastisk humor, som instruktøren Tim Burton er kendt for.  Historien fortælles godt, lige med undtagelse af nogle ikke helt vellykkede scener i starten af filmen. Især scenen hvor Walter frier til Margaret bliver fjollet, forceret og tåkrummende. Heldigvis kommer filmen hurtigt videre, og der blev ikke krummet tæer igen i mine sko.

ANMELDELSE AF:
Big Eyes

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Tim Burton

LAND:
USA

Begge hovedroller spilles solidt. Adams vandt en velfortjent Golden Globe for sin præstation. Hun giver et fint billede af en både underkuet, skyldbetynget, men også stærk Margaret. Christoph Waltz gør det især eminent som charmerende psykopat som set før i flere andre roller. Han har et særligt talent for at skildre karakterer, der har et indre som en tikkende bombe. Når hans vanvid brister, og bomben eksploderer, gør han det så godt, at man ikke kan undgå at se på med store øjne!

Tim Burton laver helt specielle, fantasifulde film, og han er især kendt for sin mørke, groteske og samtidigt eventyrlige stil, som i klassikeren Edward Scissorhands.  Denne film skiller sig ud fra de ”typiske” Burton-film med sin autentiske historie og sit fravær af en hvidpudret Johnny Depp. Det er dog stadig tydeligt hvem, der har lavet Big Eyes.

Kulisserne har et diskret præg af ekspressionisme over sig, og der er brugt masser af klare farver. Sammen med brugen af blødt lys lægger der sig et tyndt eventyrligt slør over hele filmen. Burton har tydeligvis ikke kunnet dy sig fra at puste lidt tryllestøv fra sit magiske kongedømme ind både på settet og i redigeringsrummet.

Nogle vil nok mene, at den visuelle stil skaber en distance til den virkelige historie om Margaret Keane, men selve historien er så utrolig og urealistisk, at det ikke gør noget, at filmens univers også er det. Dog giver stilen et touch af barnlighed, og det ville have klædt filmen med lidt mere mørke i de scener, der skal vise hvordan Margaret isoleres og ”fanges” blandt alle sine ”big eyes” i sit klaustrofobiske atelier.

Hvis man ikke er til Tim Burtons stil generelt, ville man nok have foretrukket en Margeret Keane-filmatisering med en mere autentisk og virkelighedsnær billedstil. Men for folk, der ikke har noget imod lidt tryllestøv, er filmen bestemt anbefalelsesværdig – den er underholdende, velspillet, flot og fortæller en interessant og spektakulær historie, som fortjener at blive fortalt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *