BERLINALE DAG 1 & 2: Herzog skuffer i ujævn åbning af hovedkonkurrencen

Af Bjørn Juul Andersen

Bjørnen er for alvor sluppet løs på Potsdamer Platz, hvor den røde løber torsdag aften blev rullet ud for Aronofsky og hans jury. Jeg ankom dog først sent torsdag aften, så jeg missede den stort anlagte åbningsgalla, hvor spanske Isabel Coixets historiske epic Nobody Wants the Night med store navne som franske Juliette Binoche og japanske Rinko Kikuchi indledte konkurrence-programmet. Filmen fik dog en lunken modtagelse af pressen, især for dens kluntede voice-over og generelle inkonsistens, og håbet var derfor, at fredagens øjensynligt stærke program i hovedkonkurrencen for alvor kunne slå tonen i dette års Berlinale. Det lykkedes kun til dels.

En stueren Herzog skuffer fælt

Man kunne mærke begejstringen i Berlinale Palast, en imponerende biograf med plads til 1600 gæster, før Werner Herzogs stort opsatte biopic Queen of the Dessert om ørken-dronningen Gertrude Bell, der havde en stor indflydelse på udformningen af det moderne mellemøsten efter Første Verdenskrig. Begejstringen varede ca. 5 min, hvorefter det stod klart, at filmen er et stuerent og decideret kedeligt historisk melodrama uden den vildskab, fandenivoldskhed og excentriske storhed, der kendetegner en Herzog film.

Queen of the Dessert har Nicole Kidman i den altoverskyggende hovedrolle som Getrude, og hun bliver flankeret af stærke navne som James Franco og Damian Lewis som hendes to elskere. De første 45 minutter af filmen er én lang skamløs (og urkomisk!) kærlighedsaffære mellem Kidman og den i den grad fejlcastede Franco, der prøver ihærdigt at lave en arisokratisk og chamerende Dicapirio, men nærmere fremstår som en lille, liderlig dreng.

Romancen ødelægger resten af filmen, da man absolut intet har investeret i nogle af karaktererne. Et kæmpe fejlskud af den ellers så træfsikre Herzog, der på trods af enkelte momenter af Herzogsk storhed med Queen of the Desset har lavet sin dårligste film til dato.

Politisk udspil fra iransk provokatør

Den iranske Jafar Pahani er en del af den iranske nybølge, der også tæller internationalt anerkendte auteurs som Abbas Kiarostami og Asghar Farhadi, og er med i hovedkonkurrencen med meta-faktionsfilmen Taxi, hvor Pahani (som spiller sig selv) kører rundt i Tehran og viser det iranske samfund fra en skæv vinkel.

I 2010 blev Pahani frataget retten til at lave film på grund af sin kritik af det iranske styre, og Taxi er da også mere et benhårdt politisk manifest om rettigheden til at lave politiske film, Ligesom This is Not a Film fra 2011 er Taxis budskab enormt vigtigt, men det dækker altså ikke over, at filmen er enormt begrænset i sin historie (eller ikke-eksisterende historie) og sit kamera, der aldrig bevæger sig uden for taxaen. Pahani siger meget sigende i filmen til en håbefuld filmstuderende, at historien er det vigtigste i en film. Måske skulle Pahani overveje dette selv. Men igen, det må immervæk også være svært, når man jo ikke MÅ lave film!

Britisk ægteskabsdrama rammer plet

Hvor Taxi var en middelmådig, men vigtig film og Queen of the Dessert et decideret makværk, var britiske Andrew Haighs 45 Years, opfølgeren til den talentfulde instruktørs anmelderroste queer-film Weekend fra 2011, en velkomponeret og stilren film med et stærkt tema.

Mens Weekend føltes lige lovlig prætentiøs og lagde for meget vægt på de to elskendes lange samtaler, er der en fuldstændig klar idé med 45 Years, hvor ægteparret Kate og Geoff (spillet suverænt af Charlotte Rampling og Tom Courtenay) skal til at fejre deres 45 års bryllupsjubilæum. Et par dage før festen får Geoff dog at vide, at man har fundet hans ekskærestes lig i de schweiziske alper, hvor hun døde i en klatreulykke for over 50 år siden. Geoff er tydeligvis påvirket af situationen, og i løbet af ugen må hele fundamentet for parrets 45 år lange ægteskab op til revision.

Andrew Haighs fokuserer ligesom i Weekend på, hvordan et forhold starter – og hvordan starten gennemsyrer hele forholdet. Især den tvetydige slutning til parrets 45 års bryllupsfest er mageløs og tankevækkende, og 45 Years står da også som den klart stærkeste film i hovedkonkurrencen indtil videre.

Dagens optur: Charlotte Rampling i 45 Years.

Dagens nedtur: En stueren Werner Herzog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *