BERLINALE 2017: T2 sender Berlin på et nostalgisk trip

Af Mikkel Tengvad

Med sine to gamle legekammerater, Ewen Bremner og Jonny Lee Miller, på sin højre side, er det den 60-årige instruktør, Danny Boyle, der stjæler showet til pressekonferencen. Den garvede instruktør i den grønne pullover lyser af energi og fortællerglæde, mens han ivrigt besvarer selv de mest halvslatne spørgsmål med den største venlighed og entusiasme. Energi og fortællerglæde er da også begge dækkende ord for den længeventede efterfølger til 1996’s nyklassiker.

Eller er det en efterfølger? Der diskuteres til pressekonferencen. Jonny Lee Miller lukker dog den ufrugtbare og halvligegyldige diskussion ved kækt at konkludere: ”It’s a post mortem, not a sequel”.

Selvom årene har sat sig i hårfarven, og Begbie (Robert Carlyle) har svært ved at få erektion, er de gamle drenge dog ikke afgået ved døde – de har stadig masser af krudt i røven.  Fra unge fyre med stofmisbrug til midaldrende mænd med misbrug af forskellige grader og variationer, vender T2 Trainspotting tilbage til Edinburgh og den noget brogede ulveflok. Med et nostalgisk tilbageblik fører Danny Boyle os rundt i den skotske hovedstads gader, der både gemmer et utal af minder og måske et par fremtidige muligheder. Det er dog tilbageblikket, der fylder mest, og det føles aldrig som om, at T2 (opkaldt med et glimt i øjet efter James Camerons klassiker fra 1991) forsøger at revolutionere. Det er dog ikke følelsen af ligegyldig genbrug, men gensynets glæde, der mærkes i den tyske hovedstad, hvor filmen havde international premiere fredag den ellevte februar. Den visuelle æstetik er bombastisk og ekspressiv, og de små digitale kameraer sørger for en frigørelse og løssluppenhed, der føles fantastisk underholdende.

På en filmfestival som Berlinalen, især anno 2017, er det dog ikke nok at være æstetisk virtuos og underholdende – i hvert fald ikke for pressen. Samtlige pressekonferencer har indtil videre indeholdt politiske spørgsmål, og især Amerikas nyeste præsident har stået for skud. Danny Boyle spørges da også både ind til, hvordan T2 er en kommentar til alt fra Brexit til George Michaels død.  Journalisterne vil jo gerne have fat i den gode historie. Instruktøren er dog helt fattet og ganske klar i mælet. Han mener ikke, at Trainspotting-filmene er politiske, men at folk læser det ind i dem. Og lad nu dem om det.

På en eller anden måde føles det som et meget befriende svar. Med en masse politisk korrekte film på programmet, der med sikkerhed sætter gang i mange højpandede diskussioner, er T2 et kærkomment pusterum. Når Renton (Ewen McGregor) og Simon (Jonny Lee Miller) synger om katolikkernes nederlag ved slaget i 1690, er det da heller ikke i et forsøg på at fremkalde en voldsom politisk, eller religiøs konfrontation. Det er ganske simpelt for at have det sjovt, og det kan mærkes. Det er diskutabelt, hvor fantastisk en film T2 er, men om ikke andet formåede den at tilføre en omgang nostalgisk festivitas til den 67. Berlinale.

Kommentarer