BERLINALE 2017: Paradokset i Berlin

Af Mikkel Tengvad & Jakob Freudendal

Der bliver nyst, pudset næse og hostet igennem, når mørket sænker sig over de mange biografsale, der i februar har gæstet flere hundredtusindvis filmglade biografgængere i Berlin. Man mærker tydeligt, at Berlinalen ligger i den sidste vintermåned, hvor den nordeuropæiske kulde efterhånden er ved at få overtaget på vores ellers kampdygtige immunforsvar. Heldigvis er der ly og varme at hente i de mange sale, der viser alt fra Brad Pitt-producerede Hollywoodfilm til eksistentielle film fra Kirgisistan.

Netop udbuddet af biografsale er en af Berlins helt store forcer. I særdeleshed er Potzdamer Platz, festivalens absolutte epicenter, det helt store trækplaster for alverdens turister og cineaster. De fleste sale er flotte, rummelige og aldeles velbesøgte. Det navnkundige Berlinale Palast er den helt store gallabiograf, der rummer hele 1600 pladser og to balkoner. For foden af den store bygning slanger sig en smuk rød løber, der i løbet af festivalen betrædes af store som små stjerner. Der er her god mulighed for at se og tage billeder af sine idoler, hvilket publikum synes henrykte over. Det er en af festivalens store charmer; at der ikke er langt mellem filmskabere og filmelskere. Til verdenspremiererne sidder skuespillere og instruktører i den store røde sal og ser deres egne film – på lige fod med alle andre.

Det er dog ikke kun de store stjerner, som skuespillerne Maggie Gyllenhaal og Richard Gere eller instruktørerne Danny Boyle og Paul Verhoeven, der er mulighed for at komme tæt på. De mindre kendte og knap så etablerede har også en stemme på festivalen, og den kan man endda få lov til at opleve på tæt hold. Mange af visningerne efterfølges af en Q&A, hvor man har mulighed for at stille den pågældende instruktør, manuskriptforfatter og/eller skuespiller et spørgsmål eller to. Her er det røde pressekort overflødigt, da alle kan række hånden op og være med i den hyggelige spørgerunde. Her mærkes det virkelig, at det er en festival for alle.

ANMELDELSE AF:
Berlinale 2017

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

N/A

LAND:
Tyskland

Det paradoksale ved Berlinalen er dog, at den store mangfoldighed i det massive filmudbud også hurtigt kan komme til at virke som programmets hæmsko. Kvalitetsforskellen filmene imellem er til at føle på, når man den ene dag kan opleve et ekstremt eksplosivt kammerspil af højeste karat i festivalens hovedbiograf og den næste et ligegyldigt fransk drama om en jordemoder, der kæmper med tilværelsen.

Mange af filmene på årets festival virker som noget, man har set hundrede gange før. Det enorme program, der ved første øjekast virker fuldkommen håbløst at navigere i gør, at man i princippet kunne gå en hel festival igennem uden at finde de mange perler, som bestemt er repræsenteret i programmet. Når man så endelig støder på guldet, føles det filmiske øjeblik dog så meget stærkere, fordi man ofte ankommer til biografen uden forventninger til visningen.

Mens programmets enorme spænd gør, at man ikke nødvendigvis ser fuldkommen fantastiske film hver dag, så er det samtidig her filmfestivalen opfylder sit ansvar. Berlinalen har eksisteret siden 1951 og er på den måde en kulturinstitution i egen ret, og derfor er det også dens ansvar at sætte film på verdenskortet, der normalt ikke ville blive set af den brede offentlighed. Paradokset ligger således i, at disse film ikke altid er specielt seværdige, men dog alle har en politisk eller historisk relevans, mens de ofte også kan sætte uudforskede filmnationer på landkortet.

Det toneangivende kulturmagasin The Hollywood Reporter bragte for et par dage siden en artikel, der problematiserede Berlinalens eksistensgrundlag. For hvor mange film får egentlig et liv efter festivalen? Hvor mange får en effekt på filmudbuddet rundt omkring i verden? I artiklen sammenlignes den tyske filmfestival med filmfestivalernes moder i Venedig. Sidste år præmierede Arrival, Hacksaw Ridge og La La Land på verdens ældste festival i Italien. Fælles for disse er, at de alle har vundet stor internationale anerkendelse, mens de også er stærkt repræsenteret ved årets Oscar-uddeling, hvor særligt La La Land ses som stor favorit.

I kontrast til dette byder Berlinalen ikke på potentielle prisslugere af samme kaliber. Det tættest vi kommer på en potentiel Oscar-film er muligvis Luca Guadagninos drama Call Me by Your Name om seksualitet. Her er der dog ikke tale om en verdenspremiere – filmen fik nemlig stor hæder ved independent-festivalen Sundance, der sluttede for blot et par uger siden. En stor del af grunden til, at Oscar-baskerne for 2018 ikke kommer fra Berlinalen skyldes selvfølgelig tidspunktet. Distributører vil ofte gå efter at få deres film på festivaler 2-3 måneder inden den regulære biografdistribution, hvorfor Oscar-filmene typisk vil kunne ses på festivaler på den anden side af sommeren.

Selvom Berlinalen ikke kan udpege den næste Oscar-vinder, så er det et kæmpemæssigt maskineri, der for alvor dyrker international film, der ellers ikke ville kunne opleves i biograferne. Det er i sandhed fantastisk at se disse smallere film blive dyrket af tusindvis af mennesker i en af Europas kulturelle hovedstæder, og netop derfor er Berlinalen altid et besøg værd!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *